Dagpengegodtgørelse (G-dage)
Hvis du bliver opsagt skal din arbejdsgiver som udgangspunkt betale for dine 3 første ledige dage. Det gælder også hvis du afslutter et vikariat.
Du er berettiget til G-dage fra din arbejdsgiver, når du inden for de sidste fire uger før du blev ledig, har haft arbejde i det der svarer til to uger på fuld tid - dvs. minimum 74 timer.
Du er ikke berettiget til G-dage, hvis du selv er årsag til at du er blevet arbejdsløs, hvis du modtager sygedagpenge eller holder ferie på de dage, hvor du ellers skulle have haft udbetalt G-dage.
Din arbejdsgiver skal ikke betale dagpengegodtgørelse, hvis du slutter som vikar i en orlovsstilling (efter lov om orlov) der har varet tre måneder eller mere. Hvis du ophører i en stilling, hvor der er betalt tilskud til din løn efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, skal din arbejdsgiver heller ikke betale dagpengegodtgørelse.
En G-dag fra svarer til den maksimale dagpengesats, kr. 752 (2010-tal).
Hvis din arbejdsgiver ikke udbetaler de G-dage du har ret til, senest ved 2. lønudbetaling efter fratræden, skal du kontakte A-kassen, som vil hjælpe dig med at indkassere beløbet.











