Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

Hvem kan blive medlem af PROSA – hvad synes du?

Af: Anders Schiøler - 24.11.09

PROSA har i den forgangne weekend afholdt de it-professionelles dag og ét af de emner der blev drøftet var netop begrebet it-professionelle!

 

PROSA definerer sig selv som Forbundet af it-professionelle, så hvis du er medlem af PROSA ved du at en it-professionel er sådan en som dig. Men hvad er en it-professionel ellers? Hvilken uddannelse skal man have og hvilke jobfunktioner skal man udfylde, for at man bør være berettiget til at kunne melde sig ind i PROSA?

 

På de it-professionelles dag blev der afholdt en workshop under titlen ”Kan it-professionelle klare sig uden forretningsforståelse”. Debatten på workshoppen tog afsæt i en oplæg om sammensmeltningen mellem it og forretningsforståelse. Og spørgsmålet der stod tilbage var om vi overhovedet kan skelne mellem it og forretning? Kan vi kalde os it-professionelle uden at have forretningsforståelse?

 

Workshoppen afspejlede at der er forskellige holdninger til spørgsmålet. På den ene side synes nogle, at en person der selv mener at vedkommende hører hjemme i PROSA også skal være velkommen som medlem. Mener man at PROSA er den rette til at varetage personens interesser, så hører personen hjemme i PROSA. Omvendt var der andre der talte for, at PROSA har behov for at have en klar faglig profil, hvor kernen i medlemmernes faglighed er forankret i en professionel viden om it. Holder vi ikke fast i dette, udvander vi vores identitet og vi underminere vores specialistviden om it-professionelles forhold.

 

På workshoppen var der en bred forståelse for, at der er et stort behov for at vores medlemmer har forretningsforståelse. Man kan sige, at man kan favne it og forretning på to måder. Man kan komme med en it-baggrund og bevæge sig over til den øvrige del af forretningen, eller man kan komme fra forretningen over og beskæftige sig med it. Hvis man kommer fra it over til forretning, hvor langt skal man så bevæge sig væk fra it, før man ikke længere hører hjemme i PROSA? Og hvor langt skal man bevæge sig fra forretningen over mod it, før man er klar til at blive optaget i PROSA?

 

Hvis du har en holdning til hvordan du mener kagen skal skæres fremover, eller hvis du gerne vil uddybe hvad du mener PROSA skal fokusere på, så skriv et indlæg og deltag i debatten.


Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse