05.05.10 | kl. 07:45 | Aktuelt, PROSA mener
18,7 millioner til finans-it
CFIR – Copenhagen Finance IT Region - har efter indstilling fra Vækstforum Hovedstaden fået 18,7 mio. kr. fra EUs Regionalfond til at udvikle Danmarks styrkepositioner inden for bl.a. it-sikkerhed, brugervenlighed og mobile banking. CFIRs vision er at gøre Region Hovedstaden til fremtidens finanscentrum.
Danske banker har styrkepositioner inden for it-sikkerhed, investeringssoftware, procesoptimering, brugervenlighed og mobile banking, viser en rapport fra Oxford Research fra 2009.
For at kunne udnytte Danmarks gode position har CFIR fået 18,7 mio. kr. fra Vækstforum Hovedstaden og EUs Regionalfond til blandt andet at forske i nye betalingsformer såsom kontantløse kort og mobilbetalinger.
Fremtidens finansielle it-kompetencer
PROSA – Forbundet af It-professionelle har været med til at starte CFIR og har arbejdet seriøst på at udvikle it-viklen i CFIR.
- For PROSA er det vigtigt at være med til at præge fremtidens finans- og it-udvikling i Øresundsregionen. PROSA har især bidraget med kompetenceafklaring, med fokus på fremtidens it-kompetencer indenfor finans-it. Vi ser derfor store muligheder i EU's 18,7 millioner, hvoraf en del er øremærket til netop dette område. Vi er glade for støtten på vegne af CFIR, siger Erik Swiatek, næstformand i PROSA.
- Nu gælder det om at få gang i projektmidlerne, så at de kan komme it-ansatte i finanssektoren til gode, og de kan få de rigtige it-kompetencer til morgendagens job. Vi håber også, at CFIR-projektet kan skaffe nye it-arbejdspladser til regionen, blandt andet til efter- og videreuddannede ledige, siger Erik Swiatek.
Øget konkurrenceevne
CFIR's mål er at udvikle hovedstadsområdet til et internationalt anerkendt center for specialiserede finansielle teknologier inden for de etablerede styrkepositioner og via sine aktiviteter at bidrage til at synliggøre regionen og tiltrække arbejdspladser.
- Vores satsning vil øge den danske finans- og it-sektors internationale konkurrenceevne. Vi regner med, at projektet vil sætte Region Hovedstaden og Øresundsregionen på det finansielle verdenskort som en region med speciale i en række finansielle teknologier, siger Christian Michelsen, sekretariatschef i CFIR.
CFIR er et bredt partnerskab af finans- og it-aktører og tæller Aarhus School of Business, Copenhagen Business School, Copenhagen Capacity, Dansk Metal, DI ITEK, DJØF, Finansforbundet, Finansrådet, HK Privat, IT-branchen, IT-Universitetet, Københavns Universitet, PROSA og Øresund IT.
Kontaktpersoner:
PROSA, Erik Swiatek, tlf. 33364123
CFIR, Christian Michelsen, tlf. 3370 1144
Erhvervs- og Byggestyrelsen, Katrine Solvang, tlf. 3546 6411
Fakta om EU’s strukturfonde – Regional- og Socialfonden
Danmark modtager i perioden 2007-2013 3,5 milliard kr. fra EU’s strukturfonde. Halvdelen af midlerne kommer fra Socialfonden og halvdelen fra Regionalfonden.
Regionalfondsprogrammets formål i Danmark er at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelsen af ny teknologi.
I perioden 2007-13 er der under regionalfondsprogrammet 1,825 milliard kroner til rådighed til at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse. Det sker ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelse af ny teknologi.
www.regionalt.dk
PRINT