05.06.12 | kl. 11:46 | Aktuelt
Avanceret kryptologi på vej ud i skyen

Aarhus Universitet lægger rammer til international krypteringsworkshop.
”Multiparty computation” i kombination med avanceret krypteringsteknikker er for alvor ved at krydse grænsen fra teori til praksis. Der er i dag løsninger inden for elektroniske auktioner og benchmarking, men det helt store perspektiv ligger inden for cloud computing.
Teknikken handler om at udføre beregninger, hvor flere aktører er involveret, uden at de enkelte aktører får kendskab til de værdier, der ligger bag resultatet af beregningerne. Det lyder måske meget teoretisk, og har da også i flere år været forbeholdt grundforskningen. Men de senere år er der begyndt at komme praktiske anvendelser ud af det inden for områder som elektroniske auktioner og benchmarking.
Professor Ivan Damgård, som er en af drivkræfterne i workshoppen, understreger, at det er kombinationen af praktikere og teoretikere, der er styrken ved det aktuelle arrangement i Aarhus:
– Det mest spændende ved workshoppen er faktisk, at vi både får folk ind, der har arbejdet med at implementere de her teknologier i praksis, og så folk, der i mange år har arbejdet med den teoretiske del af det. For en som mig, der har arbejdet med grundforskningen på det her område siden slutningen af firserne, er det utroligt spændende at se, at teorien nu er ved at blive omsat til praksis.
Skyen kræver kryptering
Teknologien indeholder også et stort potentiale i forhold til cloud computing. Muligheden for at udføre tunge beregningsopgaver ved hjælp af skyens næsten ubegrænsede ressourcer uden at kompromittere datasikkerheden, er meget perspektivrigt.
– Hvis skyen ikke blot skal være et passivt lagermedie, så bliver man nødt til at gøre noget sikkerhedsmæssigt, og her vil nogle af de nye krypteringsteknikker være helt afgørende. Det kunne for eksempel handle om forespørgsler i store databaser inden for det offentlige, som man gerne ville have til at ligge i skyen, siger Ivan Damgård.
Stjernebesøg
Hvis man skal udpege en af stjernetalerne på workshoppen, er Craig Gentry en oplagt kandidat. Han blev for alvor kendt, da han i 2009 beskrev en løsning på et problem, som havde stået åbent i kryptologikredse siden 1980: Kan det lade sig gøre at lave såkaldt ”fuldt homomorf kryptering”? Eller spurgt på en anden måde: Er det muligt at foretage beregninger på krypterede værdier, således at man kan bestemme resultatet af en beregning uden at kende værdierne selv.
Craig Gentry beviste, at det kunne man, og det åbner op for at udføre flere typer og mere komplekse beregninger på krypterede data, uden at det går ud over datasikkerheden.
Workshoppen ”Theory and Practice of Multiparty Computation” afholdes på Aarhus Universitet, IT-parken Katrinebjerg, af CFEM (Center for Reasearch in the Foundations of Electronic Markets) i samarbejde med det dansk-kinesiske CTIC (Center for the Theory of Interactive Computation) og Alexandra Instituttet.
PRINT