10.11.10 | kl. 14:28 | Aktuelt, PROSA internt
Brev fra Nagasaki 1
Nagasaki, 10.november 2010
Kære PROSA-medlemmer,
Der afholdes i disse dage verdensfagforeningskongres i Nagasaki, Japan. Det er UNI, den globale fagforeningssammenslutning, PROSA er medlem af, der holder kongres og fra PROSA deltager forbundssekretær Hanne Lykke Jespersen og Niels Frølich, medlem af PROSA/ØSTs bestyrelse, der deltager i stedet for PROSAs formand, der har travlt med forberedelserne til PROSA delegeretforsamling.
At man har valgt Nagasaki er ikke en tilfældighed – byen var i flere hundrede år Japans eneste havn, der var åben for udenlandske skibe og som husede både vesterlændinge og kinesere og det var derfor her, Japan stiftede bekendtskab med omverdenen, et bekendtskab, der har afsat sig spor i bl.a. madlavningen.
Nagasaki er også kendt for noget andet og forfærdeligt: Byen blev som den anden japanske by udsat for et amerikansk atombombeangreb 9. august 1945 kl. 11.02 – et angreb der øjeblikkeligt dræbte over 70.000 mennesker og derefter efterlod lige så mange til livsvarig invaliditet eller en pinefuld og langsom død. Et angreb, der er blevet voldsomt kritiseret af bl.a. general Eisenhower, der mente at angrebet ikke tjente noget militært formål.
Som alle andre steder i Japan er der uhyre rent overalt, på gader, toiletter, busser, overalt er der pinligt rent og det er yderst sjældent man hører biler bruge hornet. I det hele taget er vi blevet mødt med stor venlighed og alt fungerer tip top og til tiden. Uhyre effektivt.
Nagasaki by og UNIs japanske afdeling har lagt et stort arbejde i forberedelserne til kongressen. I lang tid forud har der kørt en sporvogn rundt malet i UNIs farver og med reklamer for kongressen og det japanske postvæsen har udsendt tre frimærker til minde om kongressen. Mange steder i byen er der plakater og bannere, der gør opmærksom på kongressen.
Og naturligvis skal alt klappe, når over 2.000 delegerede strømmer til byen: De delegerede har fripas til sporvognene, der kører ligesom S-tog uden at blive genereret af biler. Over 200 frivillige hjælpere leder på hvert gadehjørne de delegerede fra sporvognsstoppestedet og hen til kongreshallen, der tilhører gymnasiet for Nagasakis præfektur.
Åbningsceremonien var flot med en japansk dragedans, taler af honoratiores og optræden af et taiko-ensemble (japanske trommer), uddrag af Puccinis opera ”Madame Butterfly”, der foregår i Nagasaki, og korsang.
Inden kongressens start besøgte jeg museet for atombomben og det sted, hvor atomeksplosionens centrum var – det var en meget stærk fornemmelse at stå lige der, hvor 70.000 mennesker blev dræbt i et lynglimt, der var så stærkt at strålingen satte skygger af mennesker og genstande på bagvedliggende træ- og metalstrukturer.
Museet er meget velorganiseret og forklarer og illustrerer udviklingen af atomvåben og kampen imod dem. Men man savner, at Japan selv optræder som aktør på scenen – det var jo trods alt Japan, der med sin ekspansive og militaristiske udenrigspolitik bragte uhyre lidelser over bl.a. det kinesiske og koreanske folk – selv i dag spiller opfattelsen af Japans rolle i anden verdenskrig og tiden før en meget stor rolle i japansk politik, hvor de mere konservative og nationalistiske strømninger prøver at nedtone Japans rolle og mere venstreorienterede og buddistiske strømninger gør det modsatte.
Men nu må jeg slutte, for vi skal mødes med vore indiske kammerater fra UNITE for at diskutere udenlandske it-folks forhold.
PRINT
