11.11.10 | kl. 13:19 | Aktuelt, PROSA internt
Brev fra Nagasaki 2
På UNI-kongressens anden dag – kongressen holdes under mottoet ”Breaking Through” – tog man fat på de egentlige forhandlinger. UNIs generalsekretær Phil Jennings fortalte, at man indtil dato havde opnået 40 aftaler – såkaldte General Framework Agreements – med multinationale selskaber, der omfattede 10 millioner lønmodtagere, herunder nogle af de allerstørste som Banco Santander, G4S, Carrefours, DHL og ISS.
De forskellige medlemsorganisationer berettede om deres forsøg på at opnå aftaler med de multinationale selskaber, der efterhånden beskæftiger en ud af fem lønmodtagere på verdensplan. Og der var en meget rørende overrækkelse af priser for bedste organisering – rørende fordi kongressens ellers noget abstrakte budskaber fik kød og blod, især fordi nogle af organisationerne havde lavet videoer om de aktioner, der var gået forud for aftalernes indgåelse eller som viste de forhindringer, til tider livstruende, der i mange lande er forbundet med forsøg på at organisere lønmodtagerne.
Det tyske forbund ver.di og det amerikanske CWA har oprettet en alliance, TU (T-Mobil Union), der søger at tvinge Deutsche Telekoms mobilselskab T-Mobil til at behandle sine ansatte både i Tyskland og USA ordentligt. Det sker bl.a. ved at holde fællesmøder på tværs af grænserne og integrere tillidsfolk.
Mange indlæg var præget af, at antallet af løsarbejdere eller lønmodtagere på temporære og dårligere vilkår var i stærk stigen. Det gælder bl.a. Japan hvor ca. en tredjedel af de 55 millioner lønmodtagere arbejder på disse usikre vilkår. Det er især alvorligt, fordi virksomhederne udnytter den kendsgerning, at lønmodtagere, der ikke er fastansatte, i mange lande står ringere i forhold til landets lovgivning.
Den delegerede fra de spanske Commissiones Obreros fremsatte en forsigtig kritik af UNIs aftaler med det spanske telefonselskab Telefonica, idet en del latinamerikanske forbund følte at aftalen var indgået henover hovedet på dem, noget jeg har fået bekræftet gennem samtaler på kongressen faktisk kan udgøre et problem og som svækker aftalernes kraft.
Også manglen på en international arbejdsret er et problem, fordi der mangler en instans, der kan benyttes, når aftalerne ikke overholdes. UNI har forhandlet med FNs arbejdsorganisation ILO om at påtage sig denne rolle, men hidtil uden resultat. I det hele taget er det velsagtens et problem at følge op på aftalerne og løbende kontrollere, at de overholdes.
I det hele taget skal man være opmærksom på, at UNI spiller forskellige roller, alt efter den sammenhæng man indgår i: I mange lande udenfor de traditionelle industricentre er organisering og fagforeningsarbejde meget vanskeligt og i de sammenhænge kan UNI spille en kraftig og fødselshjælpende rolle, fordi man kan stille et internationalt apparat til rådighed. I udviklede lande er rollen en anden, bl.a. fordi der er i mange lande er stærke forbund, der vel til en vis grad vogter over, at ingen kommer for nær deres banehalvdel.
Hvad indeholder en General Framework Agreement så? Ja, den indeholder bl.a. bestemmelser om retten til at organisere sig, retten til kollektive aftaler, forbud mod farligt arbejde, børnearbejde og forskelsbehandling af kvinder. Og kampen for kvinders rettigheder spiller en fremtrædende rolle på kongressen, hvor der to dage før selve kongressen afholdtes en separat kvindekongres.
En af resolutionerne omhandler således et krav om 40% kvindekvotering i ledende organer – også i fagbevægelsen. Det var nogle af de skandinaviske repræsentanter ikke helt enige i.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at en General Framework Agreement indeholder en vigtig bestemmelse om at aftalens indhold også gælder for underleverandører til det firma med hvilket aftalen er indgået.
Dagens arbejde afsluttedes med en overdådig festmiddag arrangeret af Nagasaki præfektur – desværre måtte jeg undvære festlighederne fordi jeg fik et akut mavetilfælde, så jeg gik glip den vidunderlige, japanske mad.
I går skrev jeg, at Nagasaki i flere århundreder var Japans eneste vindue mod verden. Det er derfor ikke mærkeligt, at Nagasaki også er vuggen for de første, moderne, japanske industrier: Moderne kulminedrift er grundlagt her, ligeledes bryggeri, det første damplokomotiv kørte i Nagasakis gader og Nagasaki er kæmpeforetagendet Mitsubishis fødeby med skibsværfter, maskinfabrikker og våben- og ammunitionsvirksomheder (en grund til at atombombe byen).
Initiativet opstod som et produkt af samarbejde mellem driftige, skotske købmænd og lokale fremtrædende borgere, herunder ikke mindst Sakamoto Ryoma. Tokugawa-shogunatets fald og den nye tids komme skyldes bl.a. denne alliance, der sørgede for at unge japanere kom til udlandet for at studere og i hemmelighed importerede moderne våben. I 1868 kunne Meiji-kejseren besejre shogunen og dermed startede moderniseringen af Japan, et af de helt store sociale jordskæv i verdenshistorien (tak til Kurosawa og hans fantastiske film).
Lad mig slutte dette brev med at sige, at deltagelsen i UNI-kongressen for mig virkeligt har understreget nødvendigheden af, at lønmodtagerne organiserer sig på tværs af grænserne – ”Den danske Models” dage er talte.
PRINT
