Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

06.02.10   |   kl. 12:04   |   Aktuelt, PROsit

Relevant studiejob - en fordel for it-studerende

Halvdelen af de it-studerende har job ved siden af deres studier. Og der er mange stillinger til lige netop studerende inden for it, men også meget at tænke på, når man skal finde et job.

45 procent af de udspurgte i PROSITs undersøgelse af studiejob blandt studerende mener, det er af afgørende karakter, at et studiejob er relevant for studiet. Og der er gode muligheder for at finde et studierelevant arbejde inden for it.

PROSIT har lavet en undersøgelse blandt 700 studerende, en tredjedel af dem har et relevant studiejob. Og det er halvdelen af alle de adspurgte, der arbejder ved siden af studiet. Det er ikke et dårligt valg. Kamille Smed, virksomhedskonsulent og vejleder ved Karrierecentret på Syddansk Universitet, mener, at et studierelevant job kan give markante fordele, når man er nyuddannet.
”Vi lavede i 2007 en virksomhedsundersøgelse, som siger noget om, at det betyder noget, hvad du har lavet ved siden af dine studier.” Og det er ifølge Kamille Smed også dem med de relevante job, der først kommer i arbejde. Fordi de har et mere fyldigt CV og et større netværk inden for branchen.
Blandt dem i undersøgelsen, der har et job, er netværket baggrund for, at 47 procent af dem har fået det. Stillingsopslag kaster også job af sig, herigennem har 32 procent fået deres nuværende ansættelse. Uopfordrede ansøgninger er også en mulighed, det har hele 15 procent haft held med.

Kommunikation og it

”I forhold til hvor mange studerende der er inden for it, findes der relativt mange it-studiejob,” siger Simon Evers, partner i JobJunction.dk. Det er en side, der samler stillingsopslag fra flere jobsider på nettet.
Og it-studerende behøver ikke holde sig til it-kategorien på diverse søgesider. ”Det er min anbefaling, at it-studerende også kigger efter stillingsopslag inden for webkommunikation. Der er mange virksomheder, der søger efter studentermedhjælpere, som ud over at skrive har it-erfaring. De job er relevante for it-studerende, hvis de kan skrive,” siger Simon Evers. Og Kamille Smed fra Karrierecentret fremhæver også kombinationen af it og kommunikation:
”Samspillet mellem de humanistiske kompetencer, som for eksempel evnen til skriftlig formidling og it-kundskaber er en attraktiv kombination for mange små og mellemstore virksomheder.”

Supplement til studiet

Det er ikke kun arbejdsopgaverne der er værd at notere sig, når man skimmer stillingsopslag. Arbejdsbyrden kan også være meget forskellig. En femtedel af de studerende med job fra vores undersøgelse bruger mere end 15 timer om ugen på jobbet. 39 procent bruger 6-10 timer og 29 procent sidder med arbejde 11-15 timer om ugen. Netop de to sidste intervaller anbefaler de i Odense.
”Vi har en tommelfingerregel der hedder otte til 15 timer. Det kommer meget an på, hvad du læser, og hvor langt på studiet du er,” siger Kamille Smed. Men det er meget individuelt, hvor meget hver enkelt kan overskue. Hun anbefaler generelt at et job ikke må være så omfattende, at det går ud over studiet. Det skal være et supplement.

Flere vikarstillinger

Vikar- og rekrutteringsbureauet Moment har mærket finanskrisen. De har noteret en nedgang inden for alle fagområder, når det kommer til udbuddet af studiejob. Bureauets statistik på studiejob viser, at antallet af studiejob på it-området er skåret ned til en tredjedel af, hvad der blev udbudt i slutningen af 2008.
Modsat er markedet for vikarstillinger gennem Moment vokset. De variable stillinger er ofte også udbudt til studerende.
”Vi oplever, det går bedre i forhold til vikarjob. Fordi kunderne oplever, at de kan undgå at binde sig an på en fuldtidsmedarbejder,” siger Gitte Henningsen.

Ansøgningen

”Jeg vil næsten sige at ethvert job er bedre end ingen job,” anbefaler Kamille Smed. Det kan være svært at se, hvordan et job på eksempelvis en café kan være med til at sikre en stilling senere hen. Men det er der råd for.
”Når du skal skrive en ansøgning som færdiguddannet, kan du trække på kompetencer rigtig mange steder fra,” siger Kamille Smed. Man kan starte med at lave en liste over alt, hvad man har lavet ved siden af studiet. Endda sportsaktiviteter.
”Det kan også være, at man har hjulpet med at udvikle en hjemmeside eller bare altid har været den, som de andre ringede til, når de havde tekniske problemer.” Næste  udfordring er at sætte ord på, hvad man lærte. De ord skal ind i ansøgningen.
”Man skal få drejet de ting man har lavet, så det giver mening for virksomheden,” siger Kamille Smed.
Et sidste råd fra vejlederen på SDU er at forestille sig, man er et produkt, der skal sælges gennem ansøgningen til virksomheden. Og når man er færdiguddannet, gælder samme råd. Ansøgningen skal dog have lidt mere tyngde og længde. ”Dog ikke mere end en side,” slutter Kamille Smed.

 

PRINT

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links

 

Skrevet af:

Sigrid Møller

Freelancejournalist for PROSIT

Kommenter artiklen