03.02.12 | kl. 08:39 | Aktuelt, Prosabladet
Fra flygtningelejr til it i Danmark
Angelo Jihad Saad fik sin lyst til at lære i grundskoleårene i Berlin. I Danmark har han fået sin drøm opfyldt. Foto: Lars Bertelsen.
Hvis Angelo Jihad Saad skulle skrive en bog om sit liv, skulle den hedde "Imod alle odds".
Og det er også imod alle odds, at han er nået til, hvor han er i dag. Han blev født i en flygtningelejr i Beirut, Libanon, af palæstinensiske forældre midt under borgerkrigen.
– Jeg må indrømme, at jeg har brugt alle de kort, jeg har fået tildelt. Og det viser, at man kan opnå det, man drømmer om, hvis man arbejder dedikeret nok og sørger for at gribe mulighederne, siger Angelo Jihad Saad.
I dag har han tjent mange flere penge, end han kunne have drømt om i flygtningelejren, har taget en datamatikeruddannelse og arbejder nu med teknologisk projektudvikling i DR, samtidig med at han er ved at tage en MBA på Henley Business School, der er en af de 20 bedste MBA-uddannelser i verden. Han kan takke sit eget hårde arbejde og muligheden for at komme til Danmark for, at han kom ud af slummen – og endte med at tjene penge nok til at bygge et femetagershus til sin familie, der hvor den fattige rønne stod i flygtningelejren Beddawi i Tripoli.
Da Angelo var tre år, fik hans far job i Tyskland, hvor Angelo gik i skole, blev integreret i samfundet og talte tysk som førstesprog. Han var glad for at gå i skole og havde det godt i Berlin. Men som 13-årig blev han igen revet ud af sin hverdag, for faren var blevet lovet et godt job i Libanon, hvor krigen så ud til at være stoppet, og familien flyttede tilbage. Kort efter startede urolighederne i Libanon dog igen, og væk var jobmuligheden og også muligheden for at vende tilbage til Berlin, hvor familien havde opgivet sin flygtningestatus. I borgerkrigens kaos mistede familien tilmed den container med alle de ejendele, som familien havde sendt fra Berlin, og Angelo måtte vænne sig til nogle helt andre leveforhold, end han havde haft i Tyskland.
– Da vi pludselig hverken havde ejendele eller penge, måtte vi tage det arbejde, vi kunne få, som for eksempel mekaniker. Jeg var også nødt til at arbejde og kunne ikke gå i skole længere, fortæller Angelo.
Det største chok for ham var, at han ikke længere kunne komme i skole og lære, for han kunne hverken tale eller skrive arabisk godt nok.
– Jeg husker en regnvejrsmorgen, hvor skoleeleverne kom gående i deres fine, rene uniformer, og jeg stod i mit møgbeskidte mekanikertøj og ventede på servicebilen for at komme på arbejde. Jeg tænkte, at det ville jeg aldrig kunne få.
Huset, de boede i, var utæt og fyldt med skimmelsvamp, og hver dag handlede pludselig om hårdt arbejde i stedet for skolen, som han havde været så glad for.
Ny start i Danmark
Fem år efter, da Angelo var 18 år, skete der dog noget, som skulle vise sig at åbne helt nye muligheder for ham. Han mødte en dansk pige på frivilligt arbejde i Libanon, som gerne ville vises rundt i Tripoli af den unge palæstinensiske fyr og hans venner, og det udviklede sig til en forelskelse, der fik ham til at tage med pigen til Danmark.
– Vi besluttede os for at flytte sammen i Danmark, og jeg forlod alle mine venner og familie og måtte starte helt forfra uden at kende nogen, siger Angelo.
I København kastede han sig over de nye muligheder for at lære og kunne efter et halvt år nok dansk til at starte i 9. klasse. Efter hf tog han to fuldtidsjob samtidig, på Hvidovre Hospital om morgnen og i PostDanmark om aftenen. Han arbejdede konstant, og der var ikke tid til andet om aftenen end at spise hurtigt og sove. Forholdet til kæresten gik i stykker.
– Jeg gjorde det, fordi jeg ville tjene nok penge til at redde min familie ud af deres situation i Libanon. Jeg havde ingen kæreste og ingen venner – det var der ikke tid til.
Men hans ressourcefulde entreprenørånd blev ikke slået ned af de hårde arbejdsdage. Han var så afhængig af sin cykel på vej mellem de to arbejdspladser, at han begyndte at opfinde kreative reservedele, til når cyklen gik i stykker. Blandt andet satte han en ekstra slange i dækket og opfandt en cykellygte til nøgleringen, der kan genoplades via usb.
En etage hver til familien
Efter to år med arbejde døgnet rundt havde han tjent nok penge samt taget et banklån, så han kunne tage ned og overraske familien i Libanon med byggeplaner til et femetagershus.
– De vidste ikke, at jeg kom. Så jeg mødte op på dørtrinnet og forslog min far, at 'vi river den her rønne ned og bygger et hus, hvor I kan få en etage hver', fortæller Angelo stolt.
Familiens første reaktion var: Hvor har du de penge fra?
– De var bekymrede for, at jeg havde rodet mig ud i noget skidt. Men efter jeg forklarede dem det hele, var vi alle sammen næsten i ekstase over tanken. Planen blev iværksat samme aften. Inden jeg kom til Libanon, havde jeg planlagt alle detaljer omkring en lejelejlighed, flyttebil mm. sammen med en ven, der bor i Libanon. Derfor kunne vi begynde at flytte møblerne samme aften, og klokken seks om morgenen dagen efter var vi i gang med at rive det gamle hus ned!
Tilbage i Danmark var de ufaglærte job ikke nok for ham, så han søgte ind på datamatikeruddannelsen trods de gamle venners uforståenhed over, at han kunne finde på at bruge tid på en uddannelse, når han kunne tjene gode penge på et rengøringsjob.
– Jeg interesserer mig for matematik og kreative ting, og så var det en hurtig måde at komme ud på jobmarkedet.
Han sørgede for at kombinere med humanistiske fag, så han fik de menneskelige aspekter med og så bred en uddannelse som muligt. Efter uddannelsen arbejdede han med programmering og design i TDC i tre år, hvorefter hans afdeling blev outsourcet til konsulentbranchen. Her trivedes han ikke så godt i længden med den benhårde bundlinjefiksering, han oplevede, og valgte derfor efter fire år som it-projektleder at gå selvstændig blandt andet med sin cykellygteopfindelse, som han fik solgt ideen til. Men projekterne gik lidt for langsomt, så han søgte efter et job, der kunne give ham plads til at være kreativ, og det fandt han i DR Teknologisk Udvikling.
– Jeg er typen, der bliver stresset af ikke at lave noget. Så nu er jeg også begyndt at læse en MBA for at samle min viden og erfaringer under én hat og mestre ledelsesfaget generelt.
Der er langt fra en datamatikeruddannelse til en MBA, endnu længere fra flygtningelejren i Libanon, og mange ville måske tænke, at det ikke kunne lade sig gøre, men det har Angelo ikke ladet sig slå ud af.
– Jeg tror på, at du skal acceptere dine nederlag, men du kan stadig forme din fremtid. Selvom tingene går dig imod, kan du vælge din attitude og få det maksimale ud af livet alligevel.
PRINT
