Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

19.04.10   |   kl. 08:42   |   Aktuelt, Prosabladet

Hemmelige EU-møder om anti-pirataftale

EU forhandler i øjeblikket med USA og en lang række lande om en international aftale, som skal bekæmpe ulovlige kopiprodukter og pirateri på nettet.

Lukkede forhandlinger. Tophemmelige dokumenter og døden for det frie internet. Sådan går rygterne i øjeblikket om en ny international anti-pirataftale, som EU-Kommissionen forhandler med USA, Canada og en lang række andre industrilande. Forhandlingerne om aftalen – den såkaldte ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Agreement) – har diskret været i gang i snart tre år og handler om, hvordan man på internationalt plan kan bekæmpe piratkopiering af varer som eksempelvis medicin, tøj og kosmetik. Ulovlig kopiering på internettet er imidlertid også en del af forhandlingerne, og det er ikke mindst på it-området, at ACTA nu bliver kritiseret af borgerrettighedsgrupper, teleindustrien og parlamentarikere i Europa-Parlamentet.

Rygtet om three strikes

På foranledning af blandt andre USA vil ACTA ifølge organisationen for europæiske internetudbydere – EuroIPSA – betyde, at myndigheder får lov til at blokere internetadgangen, hvis man ulovligt downloader materiale på nettet mere end tre gange – three strikes.

Den regel er ikke andet end løse rygter, lyder det fra EU-Kommissionen.
– Vi vil aldrig acceptere en aftale, som tillader, at borgere får lukket deres internetadgang på grund af ulovlige downloads. Three strikes er ikke europæisk lov, siger John Clancy, talsmand for handelskommissær Karel De Gucht.

ACTA-aftalen vil ifølge kritikerne også give toldere ret til at ransage rejsende uden mistanke. Men det bliver ligeledes afvist af EU-Kommissionen, som henviser til, at det ifølge et tolddirektiv fra 2003 er forbudt at undersøge rejsendes varer, medmindre de er del af en større kriminel sag.

Hemmelighedskræmmeri
Det er først og fremmest forhandlingernes lukkethed, som er kommet under hård beskydning. ACTA er en handelsaftale, og i 2008 fik EU-Kommissionen mandat af Ministerrådet til at forhandle uden at have pligt til at give EU-Parlamentet indsigt i dokumenterne. Nu er kritikken eksploderet, ikke mindst med hjælp fra den canadiske blogger og professor i ophavsret Michael Geist, der har fået fingre i lækkede dokumenter og fulgt forhandlingerne tæt. Samtidig lyder kritikken, at den amerikanske pladeindustri står bag det første forhandlingsoplæg.
På det seneste er den kritik rykket fra blogs til den politiske scene i Bruxelles. Den 9. marts bad flere EU-parlamentarikere om, at Kommissionen udleverede dokumenterne, både til parlamentet og til offentligheden. Handelskommissær Karel De Gucht afviser, at forhandlingerne bevidst bliver holdt hemmelige. Dokumenterne kan nemlig først offentliggøres, hvis alle landene er enige. Alligevel har et flertal i EU-Parlamentet truet med at slæbe Kommissionen for EU-domstolen, hvis ikke offentligheden får adgang til forhandlingsdokumenterne.
Den europæiske databeskyttelsesmyndighed, European Data Protection Supervisor, har også blandet sig i debatten og efterlyste i slutningen af februar transparens og inddragelse af offentligheden med henblik på at sikre, at europæisk databeskyttelseslovkrav respekteres i aftalen.
Den 22. marts afholdt Kommissionen et møde for alle interessegrupper, herunder industrien og NGO'er, og oplyste om forhandlingernes status. Den næste og ottende forhandlingsrunde finder sted i New Zealand i april måned. Danmark er ét af de lande, der har modsat sig mere åbenhed. Mens det har været småt med debatten om ACTA i dansk politik, så har Enhedslistens Per Clausen dog kaldt økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd om sagen.

  • Information om ACTA
  • PROSA-arrangementer om digitale rettigheder

    1. maj i København: Frihed på nettet

    Brunch kl. 10 – optog til Fælledparken kl. 12

    Seminar: Frihed på nettet

    15.-16. maj i København
    ACTA-forhandlingernes indflydelse på dit arbejds- eller studieliv
    Læs mere på prosa.dk/kalender

PRINT

Kommentarer

1

20.04.10   |   kl.22:46   |   Ib

Linksne i artiklen virker ikke

2

21.04.10   |   kl.12:51   |   Nina Ferdinand

Tak for tippet - de skulle være fikset nu.

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links

 

Skrevet af:

Rikke Brøndum, Bruxelles

Kommenter artiklen

 

Relaterede artikler