Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

Sorter efter emne

02.06.10   |   kl. 07:53   |   Aktuelt, Prosabladet, Minoriteter i it

It-branchen bør skabe plads til minoriteter

Minoriteter i it-branchen er værdsatte. Men der er stadig problemer med skjult forskelsbehandling, mobning og selvcensur.

Minoriteter er generelt velkomne i it-branchen. Alligevel foregår der også skjult mobning og mennesker, der falder uden for de generelle normer, stemples som afvigere.

It-branchen har et godt image som et område med plads til mange slags mennesker, men virksomhederne bør gøre en aktiv indsats for at tiltrække og fastholde minoriteterne på arbejdsmarkedet, mener Dansk Industri.


– Det er en branche, der tiltrækker mange slags mennesker. It-arbejdet appellerer til en anderledes tænkemåde, personlighed og værdisæt, og det kan skyldes arbejdsopgavernes karakter, hvor man blandt andet arbejder meget individuelt og med mange forskellige slags opgaver, siger Helle Rebien, fagleder for mangfoldighed i Dansk Industri.


Hun påpeger, at it-branchen har været meget god til at brande sig selv som en åben og mangfoldig branche, hvilket især har været båret frem af frontløberne IBM og Microsoft, der er forankrede i den meget eksplicitte lovgivning på området i USA.


– Mangfoldighed er en stor styrke for virksomhederne, både for ikke at gå glip af vigtige ressourcer i fremtiden, hvor der bliver mangel på arbejdskraft igen, og fordi minoriteter tit har alsidige evner at bidrage med og et anderledes perspektiv på tingene.

Hanne Lykke Jespersen, forbundssekretær i PROSA, mener dog, at der er flere tendenser, der desværre trækker den forkerte vej i it-branchens håndtering af minoriteter.

– Det duer ikke, hvis minoriteter har dårligere forhold end andre ansatte. De dårlige arbejdsforhold, vi har set indiske medarbejdere arbejde under i CSC, er et eksempel på dette. Vi ser også en tendens til, at anderledes mennesker på arbejdsmarkedet skal have løntilskud for at få arbejde, siger Hanne Lykke Jespersen.

Brug for eksplicit politik

Men det nytter ikke bare at sige, at man gerne vil mangfoldighed, det skal udvises med en eksplicit mangfoldighedspolitik, mener Mikael Boe Larsen, der er ophavsmand til IBM’s interne netværk for seksuelle minoriteter samt aktiv i LGBT Danmark, den tidligere Landsforening for bøsser og lesbiske.


– Det er utrolig vigtigt, at virksomheder tager aktivt stilling til enhver minoritet, og at det står eksplicit, så man – som eksempelvis bøsse – kan genkende sig selv i teksten. Og så skal politikken være forankret i ledelsen, så alle kan se, at man mener det, siger Mikael Boe Larsen.


Hans indtryk er ligesom Dansk Industris, at it-arbejdsmarkedet er tolerant, men han mener, at der stadig er problemer med skjult forskelsbehandling, mobning og selvcensur.


Rikke Voergård-Olesen, der er talsperson for LGBT's arbejdsmarkedspolitiske udvalg, mener da heller ikke, at det er muligt at generalisere og kalde it-branchen for mere tolerant end andre brancher.
Men det er arbejdspladsernes ansvar at tage mangfoldigheden alvorligt, mener hun.


– Helt konkret kan virksomhederne begynde med at kigge på, om deres jobannoncer inkluderer alle minoritetsgrupper. Ved at skrive 'vi opfordrer alle uanset køn og etnisk baggrund til at søge jobbet' tror virksomheden måske, at man her også taler til de seksuelle minoriteter, men det gør man ikke, siger Rikke Voergård-Olesen.


Hun opfordrer også fagforeningerne til at gå forrest på området, for eksempel ved at styrke deres viden om minoriteter og selv være et godt eksempel, når de ansætter folk.


Hanne Lykke Jespersen, forbundssekretær i PROSA, mener også, at det er fagforeningernes opgave at kæmpe for minoriteters rettigheder på arbejdsmarkedet. PROSA har dog ikke haft nogen anledning til at køre sager om diskrimination og vil derfor meget gerne have, at folk henvender sig til forbundet, hvis de oplever forskelsbehandling.


– Vi er som regel opmærksomme på diskrimination, hvis forskelligheden er synlig for os. Men vi er jo faktisk ikke opmærksomme på folks seksualitet, hvis de ikke selv fortæller om det. Og det skal vi jo nok heller ikke være. Derfor er det vigtigt, at folk selv ved, at det er ulovligt at diskriminere, og at vi også vil tage os af det, hvis det er tilfældet, siger Hanne Lykke Jespersen.

  • Diskrimination på arbejdsmarkedet

    Det er ulovligt direkte eller indirekte at forskelsbehandle på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
    Hvis der er anledning til at formode, at der udøves forskelsbehandling, skal arbejdsgiveren bevise, at det ikke er tilfældet. Ved afskedigelser er der tale om store erstatninger, hvis det er i strid med forskelsbehandlingsloven.
    Bliver du forskelsbehandlet? Så kontakt PROSA, der kan hjælpe dig med dine rettigheder.

PRINT

Kommentarer

1

04.06.10   |   kl.13:16   |   Flemming Berthelsen

hvor er det dog en velskrevet artikel og jeg syntes synspunkterne med at få inkluderet alle minoriteter i it-branchen er en rasende god ide. men prosa kan tilsyneladende ikke engang gøre debat-forummet her tilgængeligt for alle. jeg er stærkt svagsynet og kan ikke se og genkende bogstaverne i captcha-boksen pga dette synshandicap.
problemet er dog ikke større end at jeg kan få en kollega til at se det for mig og så kan jeg få lov at ytre mig i debatten. alternativt og langt bedre var dog hvis prosa på deres hjemmeside indførte de af w3c nedskrevne retningslinier for tilgængelige hjemmesider. det vill bla andet medfører at denne captia-boks ville blive suppleret med et link til en oplæsnings-funktion som den synshandicappede eller ordblinde ville kunne anvende i stedet for at skulle se og genkende captcha-billedet.
kære prosa - artiklen er god - debatten savnet men jeres egen indsats på området må siges at være "en ommer".

2

07.06.10   |   kl.13:49   |   Hanne Lykke Jespersen

Hej Flemming
Mange tak for din meget relevante kommentar, som du desværre fortsat ikke kan læse. Jeg vil straks gå videre med den, for det er bestemt helt oplagt.
Jeg ved faktisk ikke, hvor meget der skal til for at implementere dit løsningsforslag. Men det vil jeg finde ud af.
Tak fordi du alligevel smuglæser.
Mange hilsner
Hanne Lykke Jespersen
Forbundssekretær PROSA

3

10.06.10   |   kl.20:48   |   Kurt Westh Nielsen

Hej Flemming
Ja, vi bør "walk the talk", og selvfølgelig burde vi leve op til almindelige tilgængelighedskriterier for netartikler. Jeg tager emnet op med vores driftsfolk og webudviklere snarest. Tak for at du brugte tid på din gode tilbagemelding.
Mvh
/kurt westh nielsen, redaktør, Prosabladet

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links