23.06.10 | kl. 14:37 | Aktuelt, Prosabladet
It-sektor kæmper mod internet-blokering
Nu skal det være slut med hjemmesider, der indeholder børneporno. Derfor skal samtlige EU-lande fremover sørge for at blokere for adgangen til pædofiles hjemmesider. I hvert fald hvis det står til EU's nye kommissær for retsspørgsmål, den svenske Cecilia Malmström. I slutningen af marts fremlagde hun et forslag om et helt nyt direktiv, der vil pålægge EU-landene at blokere for hjemmesider med børneporno og desuden vil indføre strengere straffe til pædofile.
EU har det seneste halve år diskuteret, hvordan man bedst kan sætte en stopper for pædofili i cyberspace og styrke kampen mod kriminalitet på nettet. Diskussionen kommer i kølvandet på flere sager, hvor europæisk politi har opsporet internationale pædofili-netværk.
Men på trods af forslagets gode hensigter falder det ikke i god jord blandt de mange it-lobbyister, som til daglig arbejder i EU-kvarteret i Bruxelles. Både industrien og NGO'er er nemlig bekymrede for, at forslaget er en glidebane for det, man på EU-jargon kalder "mission creep". Det betyder, at hvis EU først blokerer for én type hjemmesider – i dette tilfælde sider med børneporno baseret på DNS-teknologi – så vil andre typer hurtigt følge efter. Sådan lyder det fra Andrea D´Incesso, som er leder af EuroISPA's kontor i Bruxelles, en paraplyorganisation, der repræsenterer størstedelen af internetudbyderne i Europa.
– Vi er bekymrede for, at blokering kan blive en praksis, der breder sig til andre områder. Desuden er DNS-blokering en midlertidig løsning, for de ulovlige billeder ligger jo stadig derude, meget ofte på servere i USA. Derfor ville det være mere effektivt, hvis EU-Kommissionen i stedet styrkede det internationale arbejde og slog ned på bagmændene, forklarer han.
Ifølge EuroISPA har man i Tyskland længe arbejdet med at slette selve indholdet i stedet for at blokere. En strategi, som Bruxelles kunne lære noget af, mener Andrea D´Incesso.
– Forslaget er godt, men vi mener, det skal have et større fokus på, hvordan medlemslandene sletter indholdet, for det er kun på den måde, man på sigt kan fjerne udbredelsen af børneporno. Det ville EU-Kommissionen også vide, hvis den havde gjort sit forarbejde godt nok, siger han.
EuroISPA har formelt sat spørgsmålstegn ved, om den analyse, Kommissionen lavede forud for forslaget, er omfattende nok.
Sovepude for politikere
Det er ikke kun industrien, der har betænkeligheder ved det nye direktiv. På en etage under EuroISPA ligger EDRI, sammenslutningen af de europæiske digitale rettighedsgrupper. Joe McNamee repræsenterer gruppens interesser i Bruxelles, og han har haft adskillige møder med EU-Kommissionen de seneste måneder for at forsøge at få dem til at stoppe forslaget. Men uden held.
– Det er et absurd direktiv, som Kommissionen alene har foreslået for at vise, at den gør noget for at bekæmpe børneporno. Men det at blokere for én teknologi er samtidig et incitament til at udvikle ny teknologi, som kan undslippe blokeringen. For bagmændene bliver jo ikke fanget lettere på grund af det her forslag. Tværtimod vil det fungere som en sovepude for europæiske politikere. Fremover kan de jo bare henvise til, at hjemmesiderne ikke kan fungere i Europa. Derfor tror jeg, at det vil begrænse deres incitament til at slå ned på bagmændene, forklarer han.
Men hvorfor har Kommissionen og dens 5.000 embedsmænd foreslået et direktiv, som vil have så mange negative effekter, og som måske ikke engang formår at dæmme op for børneporno-industriens bagmænd?
– Jeg har haft flere møder med Kommissionen om forslaget og fik at vide af en embedsmand, at det er den vej, vinden blæser. Den nye kommissær vil gerne vise, at hun kæmper en god sag, siger Joe McNamee.
EU: Del af en større pakke
Men kilder i EU-Kommissionen afviser, at forslaget ikke vil have nogen effekt. For det første er blokeringen kun en del af direktivets 30 initiativer til at bekæmpe børneporno og er derfor kun et supplement. Desuden har Cecilia Malmström allerede haft et møde med sine amerikanske kollegaer om, hvordan man mest effektivt kan slette indholdet, så de ikke ligger gemt på servere i USA. Kommissionen mener heller ikke, at frygten for "mission creep" bør afholde den fra at gøre noget aktivt på området.
En højtstående kilde tæt på Cecilia Malmström, som PROSA har talt med, oplyser således, at blokering kun er ét middel i Kommissionens kamp mod børneporno. Ifølge kilden har det hele tiden været Kommissionens tanke, at blokering kun skulle være et supplement til indsatsen om at slå ned på bagmændene.
– Vi forsøger blot at gøre det sværere for forbryderne, og vi siger bestemt ikke, at blokering er den eneste løsning, lyder det.
Også flere EU-parlamentarikere bakker op om forslaget, herunder italieneren Roberta Angelilli, der også er ordfører på forslaget og er kendt for at være en stærk fortaler for blokering.
EDRI vil de kommende måneder 'lobbye' parlamentet intenst for at få politikerne til at ændre forslaget. Det skal nemlig vedtages via den såkaldte fælles beslutningsprocedure, der betyder, at både Ministerrådet og parlamentet skal være enige, før et direktiv kan blive vedtaget.
Andrea D´Incesso fra EuroISPA mener dog, at forslaget har den største chance for at blive ændret i Ministerrådet, fordi parlamentet ofte følger ordførerens indstilling – som altså i dette tilfælde går ud på, at forslaget skal gennemføres i sin nuværende form. EuropISPA vil derfor vente på Ministerrådets holdning, før organisationen tager stilling til den videre indsats omkring direktivet.
Foreløbig ser det dog ud til at blive vanskeligt, især fordi Tyskland er imod ideen om blokering. Det blev fremhævet i sidste uge, da Cecilia Malmström foreslog at oprette et nyt EU-agentur, der skal bekæmpe internetkriminalitet.
– Jeg vil arbejde for, at vi i stedet for at blokere for nettet får flyttet indholdet, sagde den tyske justitsminister, Sabine Schnarrenberger.
-
Læs mere
Her kan du se EDRI's kommentarer til direktivet: prosa.dk/link/401.
Læs hele direktivet her: prosa.dk/link/402.
Fakta om det nye direktiv
Direktivet om bekæmpelse af børneporno blev fremlagt i slutningen af marts. Ideen om at kunne blokere for hjemmesider for at forhindre udbredelsen af børneporno eksisterede dog allerede sidste år, hvor det imidlertid kun var en rammebeslutning vedtaget mellem EU's teleministre. Årsagen til direktivet er dels, at Kommissionen har fået mere magt på området, efter Lissabon-traktaten trådte i kraft, dels at Kommissionen mener, at national lovgivning er utilstrækkelig og skal koordineres bedre på tværs af grænserne.
Næste skridt er parlamentets første høring af forslaget, som finder sted inden sommerferien.
PRINT
1
24.06.10 | kl.09:32 | Thomas K
Internettet er bygget til at det kan omgås. Derfor er der ikke nogle halve løsninger. Naturligvis kan det lade sig gøre hvis man vil. Det man bare ikke kan er at gøre det halvt.
Jeg syntes at man skal tage på studietur til Kina hvis man gerne vil lære om hvordan man effektivt kontrolere internettet. Kineserne er meget dygtige til dette, og verdensførende.