17.04.09 | kl. 09:04 | Aktuelt
København som global it- og finansklynge
I kølvandet på en finanskrise, der afdækkede alvorlige svagheder i finanssektoren, er PROSA gået med i et initiativ, hvor målet er nye lødige job i krydspunktet mellem it og finansvirksomhed. I alt 14 interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner har fundet sammen om projektet, der skal gøre København til en global it- og finansklynge.
Det skal blandt andet ske ved, at organisationerne bag initiativet vil arbejde sammen om at skaffe penge til for eksempel skræddersyede uddannelsesforløb, kampagner for tiltrækning af it-arbejdskraft og investering i nye teknologier.
– Med initiativet Copenhagen Finance IT Region har it-sektoren en fantastisk mulighed. Når vi kommer ud på den anden side af den nuværende finanskrise, vil vores initiativ kunne være et solidt fundament for igen at skabe en bæredygtig vækst, lyder det optimistisk fra PROSAs formand, Niels Bertelsen.
– Der er allerede mange professionelle it-folk ansat i finanssektoren og i it-virksomheder, der leverer ydelser til den, men dette vil på sigt betyde endnu flere.
It-kompetencer
PROSA har valgt at gå ind i projektet for at bidrage med sin viden om teknologien og om de solide it-kompetencer, der skal bruges i krydsfeltet mellem finans og it. Som repræsentant for de it-professionelle er det oplagt for PROSA at gå med netop for at sikre it-fagligheden. Der er i projektet nedsat en række arbejdsgrupper, hvor PROSA aktivt vil deltage i arbejdsgrupperne om Teknologi og om Kompetencer.
– Hvis vi fortsat skal have it-folk med kompetencer i verdensklasse, er det nødvendigt med fokus på efter- og videreuddannelse. Og selv om det er vigtigt med krydskompetencer, er det altså også vigtigt med it-kompetencer på et meget højt niveau. Ellers ryger jobbene bare et andet sted hen, og så er vi lige vidt i Danmark, siger Michael Tøttrup, der er faglig konsulent i PROSA og specialist i it-uddannelserne.
Tillidsmand Bent Rud fra PROSA-klubben på SDC A/S efterlyser nye og solide it-arbejdspladser for at undgå ledighed blandt it-professionelle.
Foto: Carsten Snejbjerg.
På medlemmernes præmisser
En af de aktive medspillere for initiativet er PROSA-klubben på SDC A/S, der er en af landets førende virksomheder inden for banktransaktioner. Tillidsmand Bent Rud og Peter Christensen, der blandt andet er tidligere PROSA-formand, er sammen med PROSA og Finansforbundet med til at planlægge en undersøgelse af medlemmernes kompetencer, aldersfordeling m.m., der skal give ammunition til det videre forløb.
– Klubben ser med alvor på den situation, den nuværende krise kan skabe for vores kolleger, så det er vigtigt at undersøge situationen og være klar til handling, understreger Bent Rud.
Disse deltager i CFIR:
Copenhagen Business School Copenhagen Capacity Dansk Metal Dansk Industri/ITEK DJØF Finansforbundet Finansrådet HK/Privat IT-Branchen IT-Universitetet Handelshøjskolen, Aarhus Universitet Københavns Universitet PROSA Øresund IT Web: www.cfir.dk |
PRINT