Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

26.08.10   |   kl. 14:40   |   Aktuelt, PROsit

Markante stigninger i årets optag til it-uddannelserne



Årets optag ved den koordinerede tilmelding (KOT) til de videregående uddannelser viste ved offentliggørelsen 30. juli 2010 en markant stigning for it-uddannelserne. Det samlede meroptag er knap 20 procent, og der er stigning over en bred vifte af it-uddannelserne, men især en række af de universitære it-uddannelser viser store stigninger.


Især springer det i øjnene, at den klassiske it-uddannelse, datalogi, viser pæne stigninger ved alle universiteterne. Samlet set er der med 348 optagne tale om en stigning på 22 procent i forhold til optaget sidste år. I en del år har optaget til datalogi, til stor ærgrelse for branchen, været nedadgående, men denne udvikling er nu vendt. Siden 2006, hvor der kun blev optaget 168, er optaget steget år for år og er nu mere end fordoblet.

Også civilingeniør- og diplomingeniøruddannelserne inden for it har haft et rigtigt godt år, med et meroptag på henholdsvis 43 og 63 procent i forhold til sidste år. I år blev der således optaget henholdsvis 327 og 318 på civilingeniør- og diplomingeniøruddannelserne inden for it.

I de senere år er der oprettet en række nye flerfaglige it-uddannelser på universiteterne, også de har generelt haft et rigtig godt optag i år. Her har f.eks. IT-Universitetets bacheloruddannelse i digitale medier og design, der blev udbudt første gang sidste år, mere end fordoblet sit optag, fra 40 optagne i 2009 til 94 optagne i år.

Datamatikeruddannelsen på erhvervsakademierne har også haft en meget pæn stigning i antallet af optagne, fra 561 til 624 optagne på landsplan.
Det er glædeligt, at der sker et øget optag på it-uddannelserne, og især at den største stigning sker på de længerevarende uddannelser. Selvom der for øjeblikket er en relativ stor ledighed, ved vi, at når der først kommer gang i branchen igen, vil det især være dem med længerevarende it-uddannelser, der vil være problemer med at skaffe i tilstrækkelig omfang. Fra PROSAs side ser vi derfor overordentlig positivt på, at optaget til it-uddannelserne er stigende. Det har i mange år været alt for lavt til at dække den efterspørgsel, branchen har, især når der for alvor er opsving i de økonomiske konjunkturer.

PRINT

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links

 

Skrevet af:

Af Michael Tøttrup, ledelseskonsulent

Kommenter artiklen

 

Relaterede artikler