01.12.09   |   kl. 08:22   |   Aktuelt, Prosabladet

Mindeord for min SE W810i

Druknet, tæsket, slået og gemt sammen med min lommeuld. En tapper mobiltelefon takker af.

Farvel, min trofaste følgesvend. Du er nu stedt til hvile i skuffens mørke kammer, befriet for dit flade elektriske hjerte, som holdt din tid ud. Jeg husker endnu, hvordan jeg for cirka fire år siden bød dig velkommen og befriede dig for emballage, manualer og masser af plasticposer. Jeg lagde dig varsomt på mit skrivebord. Jeg monterede dit tilbehør og vuggede dig blidt, mens din oplader for første gang fødte dig med strøm. Din skærm lyste orange og varmt, din lyd var fin og dine knapper støbt med en silkeblød struktur. Du var kort sagt min hidtil fedeste mobiltelefon. Med Edge, Bluetooth og et hukommelseskort med masser af plads til musik. På utallige cykelture leverede din lille FM-radio fin lyd.
Jeg frygtede for dit liv, da jeg tabte dig i en toiletkummes, heldigvis rene, vand. Du tørrede i solen, mens mit håb om din overlevelse voksede. Og om aftenen skinnede din skærm atter klart. Du gav mig mine første rigtig brugbare mobile internetoplevelser takket være to små apps, som ikke bliver overgået foreløbig. Google Mail i form af en lille elegant Java-applikation, som uden kny fremviste e-mails. Hver dag og altid til tiden. Og Opera Mini som min første anvendelige mobile browser, der kunne bruges i en snæver vending.

Grønthandlerens halvfemser-blingbling

For mig er du et foreløbigt mobilt højdepunkt. Jeg elskede også min gamle grønthandlerudgave af Nokia 6310, som vel var sidste årtusindes udgave af blingbling med sin gyldne plasticskal. Men fremtiden rykkede for alvor tættere på med din spæde internet-parathed og dine tydelige musik-gener. At din mor var Sony, var hørbart, og heldigvis var du også et vellykket barn af din klassiske skandinaviske ingeniør-far, Ericsson. Og jeg har haft sjove og fascinerende netstunder med at snakke med dine pædagoger, som altid var klar med ny firmware, der både fik dig til at lyde bedre og støje mindre. Altsammen skete længe inden, vi begyndte at tale om crowdsourcing, communities og det sociale web. På dit udviklerforum var det nemt at snakke direkte med gudfædre, som i flere år sørgede for at støtte dig med fixes og patches.

Mobilen, der ikke ville dø

Vores sidste døgn sammen var lidt triste. Du var helt slukket, og din skærm var dybsort. Alligevel var det, som om du ikke accepterede din skæbne. Mandagen efter overgangen til vintertid lod du dine Ry Cooder'ske vækketoner lyde på trods af din meget dybe søvn. Og først efter jeg befriede dig helt for batteriet, var du tavs. Nu er du i skuffen, og du har ikke hilst på din mobilerstatning, for telefonbogen smuglede jeg fra dig via internettet. Nu skal jeg vænne mig til en skærm, der er i hd-kvalitet i stedet for vga. Og en 'smartphone', hvor grundfunktionaliteten er reduceret til en applikation, der lader sig starte ved at duppe på et telefonikon. Og der er multitouch, Facebook, Twitter og sci-fi augmented reality. Men jeg beholder dig stadig i skuffens dyb. For hvem ved, om jeg ikke får brug for dine tjenester igen?

PRINT