Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

Sorter efter emne

02.06.10   |   kl. 08:00   |   Aktuelt, Prosabladet, Minoriteter i it

Nina er stolt af at være nørd

Nina Jansen er gået fra en ph.d. i astrofysik til passioneret Ruby on Rails-discipel. Hun vil gerne vise verden, hvor sejt det er at være nørd.

- Det jeg gjorde i "X Factor", var at stille mig op, som jeg er, og sige: "her er jeg". Det kan inspirere og få folk til at se, at det ikke er kedeligt at være nørd og arbejde med it, forklarer Nina Jansen.

Nina Jansen ved godt, hun ser anderledes ud. Engang fik hun et kontrakt-tilbud fra en bank, der skulle bruge en konsulent/udvikler, men da hun pænt spurgte dem, om de var klar over, at hun havde piercinger, ville de ikke bruge hende alligevel.
I open source-verdenen og de dele af it-branchen, der med hendes ord er 'mindre enterprisey', har hun fundet et fristed, hvor hun kan se ud, som hun vil, arbejde om natten, hvis hun har lyst, og lave det, hun brænder for.
Hun er klar over, at der er ting, der er lukket for hende på grund af hendes udseende, men hun har det godt, som hun er.
– Jeg er sikker på, jeg ville tjene flere penge, hvis jeg så anderledes ud, men så ville jeg også være en anden. Det er ikke et valg, at jeg ser ud, som jeg gør, siger Nina Jansen.
– Jeg er nødt til at være den, jeg er. Det handler om at se sig selv i spejlet og kunne lide det, man ser. Der har jeg nok bare en lidt anderledes æstetik. Jeg ved, jeg ville have det dårligt, hvis jeg skulle klæde mig på en måde, som ikke viser, hvem jeg er.
Nina Jansen er uddannet ph.d. i astrofysik, hvor hun specialiserede sig i numerisk relativitetsteori, og arbejdede i USA i nogle år. Men hun blev træt af forskerverdenens nomadeliv og de manglende gennembrud på hendes felt og forfulgte i stedet sin passion for programmering, som begyndte på et datalogikursus for fysikere i studietiden, hvor hun oplevede kærlighed ved første blik.
– Der er ingen begrænsninger i programmering. Man tænker det, gør det, og så har man lavet noget, der forandrer noget. Det er uhindret kreativitet.
Hun har nu sin egen freelancebutik, hvor hun for tiden arbejder for en såkaldt anden aktør i beskæftigelsessystemet og programmerer et system for, hvornår de ledige for eksempel skal i praktik.

Her er nørden

Nu markedsfører hun sig selv som nørd – noget, hun er mest kendt for at have gjort i "X Factor 2010",  hvor hun dog ikke sang godt nok til at gå videre, men sikrede sig tv-tid ved at tweete med dommeren Pernille Rosendahl inden auditionen.
– Det, jeg gjorde i "X Factor", var at stille mig op, som jeg er, og sige: "Her er jeg". Det kan inspirere og få folk til at se, at det ikke er kedeligt at være nørd og arbejde med it.
Hun vil gerne nedbryde fordommene om it-branchen og få flere unge – især kvinder – til at interessere sig for it.
For eksempel er hun med i netværket DevChix for kvindelige softwareudviklere, som blandt andet støtter op om unge programmører og holder workshops for modne kvinder, som aldrig har prøvet programmering før.
– Der er mange, som ikke ved, hvad it går ud på, og det kan være en indgangsbarriere, måske specielt for kvinder, siger Nina Jansen.
At være kvinde i it er jo en slags minoritet, men hun føler alligevel ikke helt, at hun kan udtale sig på kvinders vegne generelt.
– Jeg er jo ikke særlig feminin, men mere androgyn. Så det er svært for mig at vurdere, hvordan en mere feminin kvinde har det, siger hun.
– Jeg tror, de fleste er rigtig glade for at være her, selvom mange nok ville ønske, at der var nogle flere kvinder i branchen. Men det vigtigste er at have diversitet. Jeg er for eksempel god til backend, men forstår ikke brugerne. Der kan vi bruge nogen med for eksempel en mere 'blød' baggrund – det gælder bare om at få dem til at fatte interesse for it.

Netop derfor er der brug for flere kvinder i it, mener hun. For at give brugerne en mere hel oplevelse af it.
"Booth babe"-effekten er ifølge Nina Jansen et eksempel på noget, der giver et dårligt billede af kvinder i it. Det er fænomenet med lækre, halvafklædte kvinder, der præsenterer produkter på messer og konferencer, men intet ved om teknikken bag.
– Kvinder i it skal være lige så kompetente som mændene, ellers kan de ikke formidle den ægte begejstring og være gode rollemodeller.
Men nogen tøseklub bliver det nok aldrig, påpeger hun.
– Hvis man virkelig har det dårligt med at være omgivet af mænd, har man det nok ikke så godt. Men jeg har svært ved at se, hvad der skulle være farligt ved det, siger Nina Jansen med et smil.

Fordomme er godt

Spørgsmålet, om hun selv oplever fordomme på grund af sit udseende, tager hun i strakt arm. Hun er helt afklaret med sit eget udseende.
– Alle oplever fordomme. Fordomme er en god ting – naturens måde at gøre os beredt. Men man skal skelne de gode fordomme fra de dårlige. De gode fordomme er man parat til at smide ud, hvis ikke de passer, siger hun.
– Jeg oplever, at folk lægger mærke til mig – men det kan jeg jo godt lide. Jeg vil gerne sætte nogle tanker i gang og inspirere andre mennesker, og jeg vil også gerne møde folk, der er anderledes end mig.
Nina Jansen ser sig selv som ekstremt heldig.

– Jeg tror, der er nogle mennesker, der bliver nødt til at tage et arbejde, hvor de ikke kan være sig selv. Jeg ved ikke, hvordan det er at lave noget, man ikke brænder for.
Hun kalder sig en 'craftsman' eller en 'codesmith' – noget, der både signalerer håndværk og kreativitet.
– Der er en utrolig validering i at finde ud af problemerne selv. De største sejre, jeg har oplevet, har været it-problemer, jeg har løst ved egen hjælp. Jeg elsker den 'yes'-fornemmelse, man får, fortæller hun begejstret.
Hun er blevet en passioneret discipel for Ruby on Rails, der står øverst på listen over kompetencer på hendes imponerende cv, der ellers blandt andet tæller Perl, Ruby, Fortran, SQL, PHP, Unix shell scripting, Mathematica og IDL.
– Man skal vælge et programmeringssprog, der gør én glad. Ruby er til for den rene fornøjelses skyld. Man kan mærke det på hele kulturen – folk er mere åbne og mere rebelske, siger Nina Jansen.
Hun mener ikke, at man skal vælge programmeringssprog efter, hvad der sælger, men fra hjertet. Og for hende har Ruby on Rails været en næsten religiøs oplevelse.
– Ruby inspirerer én til at blive bedre. Tingene er gjort elegant. Der er en form for skønhed i de her ting, som inspirerer rent kreativt. Det må være det samme for malere, der får en god kvalitetspensel og et lækkert lærred. Det øger lysten til at skabe noget. Det er sgu virkelig kvalitet for en programmør.
Hendes ultimative drøm ville være at kombinere Ruby on Rails med naturvidenskab, men det er ikke sandsynligt, så længe videnskaben er så konservativ. Alt går meget langsommere i den videnskabelige verden, som med Nina Jansens ord er 'afhængig af døde træer', altså insisterer på, at alt skal trykkes på papir, før det tæller med i forskningen.
– Men det rykker sig lige så langsomt, og det kan forhåbentlig også være med til at rykke folks fordomme. Det er godt, at Prosabladet tager dette tema op. Der er brug for rollemodeller og at vise, hvor alsidig it er. I kan kalde temaet "Geeks and freaks i it-branchen"!

  • Twitter

    Følg @ninajansen på twitter.com.

PRINT

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links