22.06.12 | kl. 13:47 | Aktuelt
Nye regler for sygdom under ferie
En EU-dom har gjort det nødvendigt at ændre ferieloven herhjemme, så du nu kan få erstatningsferie, hvis du bliver syg under din ferie. Tidligere var det bare ærgerligt, hvis du blev syg, når du var startet på din ferie, men nu er der åbnet op for muligheden for at få noget af ferien erstattet.
Hvis du har optjent 25 feriedage, kan du først efter 5 dages sygdom få resten af ferien erstattet. Det betyder dermed, at du maksimalt kan få erstattet 20 feriedage – hvis du altså havde planlagt alle de 5 ugers ferie og nu er blevet syg.
Men har du ikke optjent 25 feriedage, har du ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt antal færre sygedage. Forstået på den måde, at har du kun optjent 20 dages ferie, kan du allerede efter 4 dage få erstatningsferie.
Der er dog nogle krav, som skal være opfyldt, inden der kan gives erstatningsferie.
Sørg for dokumentation fra læge
Hvis du bliver syg under ferien, skal arbejdsgiveren underrettes med det samme, fordi de fem dages 'karensperiode' løber først fra underretning af arbejdsgiveren. Send eventuelt en e-mail til din chef, så du har dokumentation for, at der er sket sygemelding. Der kan dog i særlige tilfælde fraviges fra kravet om underretning, hvis sygdommen umuliggør denne. Derudover kræves der altid en lægelig dokumentation for, at du er syg og den forventede varighed. Så du bliver nødt til at gå til lægen og få en erklæring på, at du er for syg til at gå på arbejde. Desværre er det bestemt i loven, at det er dig selv, der skal betale for denne erklæring.
Bliver du rask igen i ferien, kan du vælge at afholde den resterende del af ferien eller at vende tilbage på arbejdet. Men de dage, du så får erstatningsferie for, kan du desværre ikke afholde i forlængelse af den aftalte ferie. Du bliver nødt til at vende tilbage til arbejdet til den aftalte dato, medmindre du kan aftale noget andet med din arbejdsgiver. Ellers må erstatningsferien afholdes på et andet tidspunkt efter de almindelige regler om ferieafholdelse.
Sygdom før ferien
Hvis du bliver syg før, din ferie starter, så gælder de hidtidige regler. Her er det vigtig, at du får underrettet din arbejdsgiver, inden du begynder på ferien. Din ferie begynder det tidspunkt, hvor du ellers skulle være mødt på arbejde. Så hvis du bliver syg om søndagen, men den første feriedag er mandag, så kan du stadig nå at sygemelde dig mandag morgen.
Det er vigtigt, at du sikrer dig, at beskeden når frem til din arbejdsgiver i tide, og at du får dokumentation for, at sygemeldingen er modtaget. Hvis der er ferielukket, så du ikke har mulighed for at komme i kontakt med din arbejdsplads/arbejdsgiver, kan du sende en e-mail eller fax.
Når du ikke at få underrettet din arbejdsgiver, inden ferien begynder, gælder reglerne for sygdom under ferien, hvor der først gives erstatningsferie efter 5 dages sygdom.
Hvis du bliver rask under ferien, skal du henvende dig til din arbejdsgiver og oplyse, om du ønsker at genoptage arbejdet, eller om du vil holde ferie i resten af den aftalte periode. Hvis du bliver rask og ikke kan genoptage arbejdet, fordi virksomheden er ferielukket, har du krav på fuld erstatningsferie. Du skal dog sørge for at melde dig rask ved at sende en e-mail eller fax. Hvis du for eksempel er syg i hovedferien på tre uger, har du krav på tre uger på et andet tidspunkt.
Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, eller har du andre spørgsmål omkring sygdom under ferie, så kontakt PROSA, faglig@remove-this.prosa.dk
PRINT