Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

Sorter efter emne

26.08.11   |   kl. 08:20   |   Aktuelt, Prosabladet

Rejseplanen: En digital succes

Et åbenlyst behov fra brugerne bliver dækket. Derfor er Rejseplanen.dk – til forskel fra et utal af andre offentlige it-projekter – en succes.

Amanda, DeMars og VUE. Tre navne på offentlige it-projekter, der aldrig blev en succes. I stedet blev projekterne til økonomiske og tekniske fiaskoer uden det store udbytte, som egentlig var målet.

Rejseplanen.dk er et af de digitaliseringsprojekter, der fra begyndelsen har fungeret, og som i løbet af de seneste 14 år er blevet mere og mere populær. I dag har Rejseplanen 10-12 millioner rejseforespørgsler hver måned, og nye initiativer bliver løbende iværksat for at videreudvikle portalen.

– Den store succes skyldes grundlæggende, at der er et stort behov fra brugerne. I forhold til hvordan andre offentlige it-projekter startes, så har vi haft det meget nemt, fordi produktet er skabt ud fra et behov. Det var der også inden Rejseplanen, der sad man bare med tre forskellige køreplaner for at finde sin rejse. Rejseplanen løser derfor et åbenlyst behov, og derfor er vi vokset støt lige siden begyndelsen, siger Jonas Ask Homaa, udviklingsansvarlig for Rejseplanen A/S.

Unik rejseplan

Rejseplanen, der i 2007 vandt Digitaliseringsprisen for bedste service til borgerne og året efter modtog Webchamp-prisen, er i konstant udvikling. Nyeste tiltag er en app til Android-baserede smartphones, som supplerer en iPhone-app, der har været ude i længere tid og er downloadet mere end 200.000 gange. Rejseplanens statistikker viser, at der er mere end to millioner opslag fra mobiltelefoner om måneden, og Rejseplanen vil fortsætte med at videreudvikle de mobile applikationer.

Rejseplanen er et projekt skabt i fællesskab mellem DSB, Movia, de regionale trafikselskaber og Metroselskabet. Det har givet Rejseplanen monopol, hvilket også har gjort det nemmere at lave et mere effektivt produkt til brugerne.

– Det er unikt. Det er vist kun i Holland, at man har en lignende model, og andre lande kigger nu mod os, fordi de ser, at det fungerer. Det er en kæmpe fordel, at man er gået sammen og i fællesskab har stået bag produktet. Den erfaring kunne man godt overføre til andre offentlige it-projekter, der ofte fejler, fordi man bare sætter strøm til en papirblanket. Vi forsøger altid at have brugerne med i vores udvikling. Vi laver beta-versioner og spørger brugerne, inden vi laver noget om. Det har også været afgørende for vores succes, siger Jonas Ask Homaa.

Deler data

Selvom man altså altid har haft monopol, er det nu ved at blive brudt. Rejseplanen har valgt at dele sine data med Google og også lade brugerne benytte data til for eksempel egne kort og mobilapplikationer.

– Vi er sat i verden for at få flere rejsende ind i den kollektive trafik. Derfor ser jeg ikke Google som nogen konkurrent, men en måde at få vores information ud til flest mulige brugere på. Google er jo meget større end os, så det er et godt redskab til at "markedsføre" kollektiv trafik med. Vi rammer endnu flere brugere ved at gøre vores data tilgængelige på den måde, og det er, hvad det handler om for os. Det er en naturlig udvikling, siger Jonas Ask Homaa.

  • Rejser samlet ét sted

    Mens det stadig debatteres, hvordan borgernes selvbetjening på nettet kan forøges, er Rejseplanen siden lanceringen i 1997 vokset til en selvbetjeningssucces. Tre ud af fire danske internetbrugere finder bus- og togrejser på Rejseplanen, og undersøgelser viser, at kendskabet og brugertilfredsheden er høj i hele Danmark. Rejseplanen findes på internettet, mobil, iPhone, Android og som links fra andre hjemmesider. Rejseplanen A/S er ejet af DSB, Movia, de øvrige regionale trafikselskaber i Danmark og Metroselskabet. www.rejseplanen.dk.

PRINT

Kommentarer

1

29.08.11   |   kl.15:24   |   Chris Venderby

Rejseplanen har formentlig sparet mig sammenlagt en måneds realtid på perroner og ved busstoppesteder. Tak

2

30.08.11   |   kl.22:13   |   Martin Launey

Hatten af for rejseplanen.

Jeg har de sidste mange fulgt udviklingen på sidelinjen som bruger. En af de ting jeg syntes er rigtig fed ved rejseplanen er evnen til hele tiden at forny sig, prøve ting af og vigtigst af alt gøre noget seriøst ved de ting de kommer frem til. Der har da også været problemer undervejs, men den fornyelse der hele tiden sker på de forskellige platforme, emmer simpelthen af at være et resultat af test og brugerindragelse. Endelig noget godt og seriøst fra det "offentlige".

Hvis monopol er lig med den kvalitet som rejseplanen har vist, så lad os få noget mere monopol!

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links