27.04.11 | kl. 08:46 | Aktuelt, Prosabladet
Sådan ser it-jobmarkedet ud
Det er sværere at få et it-job nu end i 2008, men til gengæld er ledigheden holdt op med at stige - og en stor del af den skyldes, at de nyuddannede har svært ved at få job. Sådan kan situationen på it-jobmarkedet opsummeres med et kig på ledighedstallene fra PROSAs a-kasse de seneste år.
i 2008 var ledigheden nede på under tre procent, hvorefter den begyndte at stige, da finanskrisen for alvor holdt sit indtog i 2009. I starten af 2011 har ledigheden dog holdt samme niveau som i 2010 på mellem fem og seks procent.
- Det virker som om det værste er nået, og man går nu og venter på, at opsvinget så småt skal komme. Det vil forhåbentlig vise sig i løbet af de næste seks måneder, siger forbundssekretær i PROSA Erik Swiatek.
Flest nyuddannede uden job
Men det største problem i ledighedstallene er, at det er svært for de nyuddannede at få job, mener han.
- Jobsituationen for nyuddannede er ikke så god i øjeblikket. Vi er inde i en krise, hvor ikke ret mange har lyst til at ansætte nye folk uden erfaring. Desuden er hele branchen klar over, at der er masser af ledige, man kan få i løntilskudsjob eller virksomhedspraktik, og det gør det endnu sværere for de nyuddannede at få job, siger han.
Og dermed risikerer vi at tabe årgangene på gulvet, fordi de unge bliver ramt dobbelt af ledigheden, mener Erik Swiatek.
- Hvis ikke de får job, står der nye dimittender og ånder dem i nakken et år efter. Det er en udfordring for hele samfundet, og vi må ikke gentage fejlene fra 80’erne og 90’erne, hvor vi tabte flere årgange på gulvet. Derfor bør vi gøre en særlig indsats for de nyuddannede og tilbyde rigtige stillinger i stedet for løntilskud.
Udviklere er efterspurgt
Til gengæld er der en gryende optimisme blandt it-virksomhederne, i hvert fald ifølge en spørgeundersøgelse blandt 188 danske it-virksomheder, som IT-Branchen for nylig har gennemført sammen med de regionale it-fora. Her forventer mere end fire ud af fem it-virksomheder fremgang i 2011.
IT-Branchens undersøgelse viser også, at der stadig er job at få, hvis man har de rigtige kompetencer.
Over halvdelen af virksomhederne havde ubesatte it-job i februar, hvor undersøgelsen blev udført, og hver femte virksomhed rapporterer mere end tre ubesatte stillinger. Virksomhederne oplever, at det er sværest at finde dygtige udviklere på højt niveau, særligt inden for .NET, men også for eksempel ERP. Ellers mangler virksomhederne blandt andet softwarearkitekter samt it-folk med salgskompetencer og forretningsforståelse.
Generelt er det højtuddannede it-folk, der er efterspurgt, og det er også Erik Swiateks forventning til fremtidens konkurrencedygtige it-kompetencer.
- Det bliver sværere at være autodidakt og nemmere at være bachelor og kandidat. Nogle af de specifikke kompetencer, der vil blive mere efterspurgt, er for eksempel kombinationen af it- og velfærdsuddannelser som it og sundhed og it og pædagogik, siger Erik Swiatek.
-
Mere udenlandsk arbejdskraft
Flere it-virksomheder får opgaver udført af udenlandske it-folk, viser IT-Branchens undersøgelse. Tre ud af ti it-virksomheder får udført it-opgaver i udlandet, og hver femte it-virksomhed har udenlandske it-folk ansat i Danmark. Yderligere fire procent forventer at ansætte udenlandske medarbejdere, og syv procent forventer at få it-opgaver udført i udlandet i fremtiden.
Og ifølge Erik Swiatek er outsourcing efterhånden også et vilkår i hele it-branchen.
- Som tiden er i øjeblikket bør alle vel være en smule bange for outsourcing, men dem med de svageste it-kompetencer er nok mest i farezonen, siger han.
PRINT