24.09.12 | kl. 11:42 | Aktuelt
Solceller og a-kasselovgivningen
Umiddelbart vil mange jo nok spørge, hvad i alverden solceller og a-kasser har med hinanden at gøre?
Efterhånden som bæredygtig grøn energi vinder mere og mere indpas i samfundet, er Min A-kasse begyndt at få spørgsmål, om hvorvidt opsætning af solceller og dermed en slags handel med el har indflydelse på dagpengeretten.
Når du som husejer vælger at investere i et solcelleanlæg, får du en indtægt i form af 'opsparet' el her i sommerperioden. Når solen forsvinder, bruger du af denne opsparing. Netop denne 'handel' med el gør investering i solceller rentabel. Det er også denne handel, der bruges som et salgsargument hos forhandlere af solcelle-anlæg.
Du må ikke selv udføre arbejde på solcelleanlægget, og derfor er betingelsen også, at du får en installatør til at opsætte og vedligeholde anlægget. Alene det at eje et solcelleanlæg og kun have det til eget el-forbrug vil som hovedregel ikke medføre, at a-kassen vurderer det som selvstændig virksomhed, og derfor vil det heller ikke få betydning for din dagpengeret og udbetaling af dagpenge.
Det vurderer vi ud fra nogle konkrete oplysninger fra dig, men som hovedregel kan jeg sige, at investering i almindeligt solcelleanlæg til eget brug på egen ejendom ikke vil have betydning for hverken dagpengeret eller udbetaling af dagpenge.
Hvis du derimod indgår i et fællesskab om solcelleanlæg i større målestok, og du netop har til hensigt at videresælge overskudsstrøm til transmissionsnettet eller andre aftagere og derved opnår en økonomisk gevinst, eller du vælger selv at opsætte og vedligeholde anlægget, kan sagen være en anden.
Jeg vil derfor bede dig kontakte os, inden du går i gang, så vi kan tage en vurdering ud fra din aktuelle situation.
Nye regler for ledige:
Arbejdsmarkedsstyrelsen har nu bestemt, at du som ledig kun kan få tilbudt et jobsøgningskursus, hvis:
– du ikke allerede har haft et jobsøgningskursus inden for de seneste to år.
– du selv beder om det.
Vi har ofte hørt og læst i medierne, at ledige får det ene jobsøgningskursus efter det andet, uden det har relevans for tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det kommer vi heldigvis til livs gennem denne regelændring.
Bestemmelsen træder i kraft 3. september 2012.
Der er som altid en overgangsbestemmelse, og her betyder det, at du – hvis du allerede er i gang med et jobsøgningskursus - har pligt til at gennemføre tilbuddet.
Ledige, der får et tilbud, der først starter efter ikrafttrædelsesdatoen, kan selv vælge, om de vil gennemføre tilbuddet, eller om de vil have et andet tilbud fra jobcenteret.
Kontakt jobcenteret, hvis du har fået tilbuddet, men ikke ønsker at starte op.
Rådighedssamtaler i a-kassen
A-kassen har pligt til at holde en rådighedssamtale med dig som ledigt medlem senest hver 13. ledige uge.
Ved samtalen skal vi vurdere, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet, og det gør vi blandt andet ved at kigge på den jobsøgning, du har udført siden seneste samtale.
For at vi kan overholde vores rettidighed, kan det forekomme, at vi indkalder dig, kort tid efter du er blevet ledig.
Især medlemmer, som har haft kortvarige job, finder det sært, at de skal møde op i a-kassen allerede efter få ugers ledighed.
Årsagen er, at vi skal se på den samlede ledighed fra seneste samtale. Altså også den ledighed, der ligger forud for et kortvarigt job.
Husk, at du har mødepligt (a-kassen betaler gerne transportomkostninger), og at det kan have dagpengemæssige konsekvenser at udeblive uden gyldig grund.
Sidste frist for udbetaling af efterlønsbidrag
Husk, at sidste frist for udbetaling af efterlønsbidraget skattefrit er 1. oktober 2012.
Hvis du har besluttet dig for at få efterlønsbidraget udbetalt, men endnu ikke har sendt os ansøgningen, kan jeg kun opfordre til at få det gjort hurtigst muligt.
Vi skal have din ansøgning i a-kassen allersenest 1. oktober 2012.
Du kan læse mere på www.min-a-kasse.dk, hvor du også finder blanket til ansøgning om udbetaling.
PRINT