10.03.05 | kl. 07:26 | Aktuelt
Stormløb på Bendtsen om softwarepatenter
Var økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) uefterretteligen, da ministerrådet konfirmerede direktivforslaget om softwarepatenter?
Det er spørgsmålet, når europaudvalget begynder sit samråd med Bendt Bendtsen her torsdag morgen 10. marts kl. 7.30.
En lang spørgetid i det hollandske parlament tirsdag 8. marts leverer en del puslebrikker til forløbet på mødet samt ammunition til stormløbet på Bendt Bendtsen.
Den konservative vicestatsminister skal komme med en særdeles god forklaring, hvis han vil undgå parlamentariske ubehageligheder. Han står over for et samlet folketing minus de to regeringspartier, fordi han lod sig affeje af den luxembourgske minister.
Dansk Folkeparti: Uacceptabelt
Morten Messerschmidt (DF) betegner på forhånd sin holdning til Bendt Bendtsens ageren som "utrolig kritisk".
- Vi har fået nogle meldinger fra bl.a. det hollandske parlament, som tyder på, at ministeren ikke har levet op til det mandat, som vi har givet, siger Morten Messerschmidt til Fagpressebureauet.
Han henviser til debatten i det hollandske parlament tirsdag, hvor den hollandske regering tilkendegav, at den ville have støttet et dansk ønske på konkurrenceevnerådsmødet dagen før om at få direktivforslaget behandlet som B-punkt.
- Det må betyde, at det ikke har været fremlagt på den måde, udleder Morten Messerschmidt.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at Bendt Bendtsen tog til efterretning, at formandskabet ikke ønskede at behandle det som B-punkt. Hvis det viser sig at være rigtigt, må vi have en tilbundsgående undersøgelse, siger Morten Messerschmidt.
Han bebuder en forespørgselsdebat, hvis Bendt Bendtsens redegørelse ikke er tilfredsstillende.
- Når en minister bevæger sig på kanten af et mandat, som er essensen i EU-demokratiet, skal det ikke foregå bag lukkede døre i et udvalg. Det skal foregå, så alle kan følge med, for det er uacceptabelt, hvis han ikke har overholdt spillereglerne, fastslår Morten Messerschmidt.
Fagpressebureauet: Vil Dansk Folkeparti stille et mistillidsvotum i en forespørgselsdebat?
Morten Messerschmidt: - Jeg synes, at man ikke skal udelukke noget som helst. Jeg vil høre hvad Bendt Bendtsen har at sige til sit forsvar. Jeg vil bare sige, at det ser meget mistænkeligt ud, det der er foregået. Det er en grov forseelse, hvis en minister ikke holder det mandat, som europaudvalget har givet.
R: Folketingets autoritet står på spil
Fra sit kontor i Strasbourg erklærer EU-parlamentsmedlem Anders Samuelsen (R), at enten må sagen få konsekvenser for Bendt Bendtsen eller også mister Folketinget autoritet.
- Bendt Bendtsens manglende vilje til at sætte sig igennem viser foragt for Folketinget og kan få store konsekvenser for specielt de mindre virksomheders muligheder for at udvikle software. Hvis Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet holder deres ord fra tidligere, så styrer ministeren direkte mod et mistillidsvotum. Hvis dette ikke får konsekvenser, svækker Folketinget sin egen indflydelse og mulighed for kontrol med ministeren, skriver Anders Samuelsen i en kommentar.
- Europaudvalget pålagde Bendtsen at kæmpe for at få spørgsmålet om EU\'s nye regler for softwarepatenter genoptaget på et ministerrådsmøde, men Bendtsens hollandske kollega, Laurens-Jan Brinkhorst, mener ikke, at Bendtsen insisterede. Brinkhorst siger, at Bendtsen "forlod kirken uden at synge" - Bendtsen gjorde altså ikke sit arbejde færdigt", fortsætter Anders Samuelsen.
PRINT

For at sikre en god og sober debat på hjemmesiden, har vi nogle helt simple regler.
Du må ikke poste ulovligt, stødende, anonymiseret, reklamerende, repeterende, irrelevant, skadeligt eller på anden måde upassende materiale.
PROSA overvåger ikke aktivt alle dele af prosa.dk, men vi forbeholder os enhver ret, ikke pligt, til at fjerne eller censurere materiale. Endvidere forbeholder vi os ret til at udelukke brugere permanent eller midlertidigt ved brud på disse retningslinier.
Du må ikke poste ved hjælp af automatiserede programmer (robots) eller lignende.
Hvis du støder på materiale, der ikke overholder ovenstående retningslinier, kan du gøre PROSA opmærksom på det, ved at sende en mail til webmaster@prosa.dk med tydelig angivelse af
1. Hvilken kommentar, der er tale om.
2. Hvori du mener, bruddet på retningslinierne består
God tone i debatten