Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

02.03.10   |   kl. 13:26   |   Aktuelt

Tysk datalogning er i strid med forfatningen

Den tyske lov om opbevaring af data er i strid med forfatningen. Loven er ugyldig og dataene skal slettes omgående, har den tyske forfatningsdomstol afgjort i dag

Den tyske forfatningsdomstol har i dag besluttet, at den tyske lov om opbevaring af data i sin nuværende form er i strid med forfatningen.

Paragrafferne om datalogning er i strid med den tyske grundlovs artikel 10. Logningen af borgernes telefon- og internetdata er derfor ”ugyldig” og skal slettes omgående, skriver Der Spiegel.

Domstolen har besluttet, at loven ikke opfylder proportions-princippet – det vil sige, at lovens krænkelse af privatlivets fred vejer tungere end dens brugbarhed til at bekæmpe terrorisme

Usikker opbevaring

Desuden afgjorde dommerne, at opbevaringen af dataene ikke er sikker nok, og at loven ikke har defineret, hvordan dataene må bruges, i tilstrækkelig grad. Dommerne kritiserede også lovens transparens, skriver Thelocal.de.

Domstolen gjorde også klart, at hemmelig adgang - det vil sige fra efterretningstjenesternes side - til de indsamlede data bør ske efter konkret vurdering og med retlig sanktion.

Loven blev gennemført i 2008 for at forhindre terrorisme og tvinger teleselskaberne til at logge data fra borgernes telefoner, e-mail og internettrafik, inklusive mobiltelefoners geografiske placering, i seks måneder.

Dette er umiddelbart mindre vidtgående end den danske logningsbekendtgørelse, der siger at data skal lagres i 12 måneder.

35.000 sagsøgere

Sagsøgerne er 35.000 borgere, inklusive Tysklands nuværende justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger fra det liberale parti Die Freie Demokratische Partei.

Domstolen har dog ikke forbudt al datalogning, men blot loven i dens nuværende udformning. Den har derfor ikke udfordret det EU-direktiv fra 2006, som loven bygger på.

PRINT

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links