14.05.09 | kl. 13:17 | Aktuelt
Uddan dig gennem krisen
Uddannelse er det nye mantra for PROSA-medlemmer, der mister deres job som følge af finanskrisen. Tidligere nåede vores medlemmer næsten ikke at registrere sig ledige, inden de fik tilbudt nyt arbejde. Men nu får vi i a-kassen flere og flere henvendelser om, hvilke muligheder der findes for videreuddannelse.
Og mulighederne er utallige. Mange uddannelser kan du gennemføre med offentlig støtte. Det kan især være en fordel at være tilmeldt en uddannelse, hvis du bliver opsagt, da du i visse tilfælde kan fortsætte din uddannelse, selvom du bliver ledig. Her kommer SVU – Statens Voksenuddannelsesstøtte – ind i billedet. Hvis du har aftalt uddannelsen, inden du bliver fyret, kan du få SVU i 52 uger og ellers kun i 6 uger.
Fra master til kvæginseminør
Hvad enten du planlægger et karriereskift eller ønsker at få papir på noget af det, du kan i forvejen, er der muligheder. Du kan tage uddannelser, som er udbudt under lov om åben uddannelse, men også enkeltfag på universitetet. Derudover er der mulighed for at tage studentereksamen som enkeltfag. De uddannelser, der giver ret til SVU, er som regel lidt anderledes end de SU-berettigede uddannelser, og de kan også koste penge.
Der udbydes flere uddannelser på SVU med relevans for it-professionelle. Som eksempel kan nævnes diplomuddannelsen i informationsteknologi på ITU eller den tilsvarende på Aarhus Universitet. Der er også masteruddannelsen i it på ITU samt den tilsvarende masteruddannelse på It-vest. Eller hvad med akademiuddannelsen i informationsteknologi?
Hvilke uddannelser du kan tage, hænger naturligvis sammen med din baggrund og kvalifikationer. På Vidar.dk kan du læse mere om de forskellige uddannelser, hvad de indeholder, og hvad der kræves for at blive optaget.
Næsten alle kan få SVU
Alt, der kræves er at du er fyldt 25 år, at du enten er dansk statsborger eller bor i Danmark, og at du er i arbejde, når uddannelsen påbegyndes, hvis du skal uddannes i mere end 6 uger. Du skal naturligvis også være optaget eller have tilsagn om optagelse på en uddannelse, der berettiger til SVU, og så må du ikke have ret til løn fra et praktiksted eller ret til anden offentlig støtte.
Hvor meget og hvordan?
SVU’en svarer til højeste dagpengesats – dvs. deltager du i en heltidsuddannelse, får du SVU svarende til den maksimale dagpengesats 725 kroner i 5 dage om ugen for fuldtidsforsikrede.
PRINT

For at sikre en god og sober debat på hjemmesiden, har vi nogle helt simple regler.
Du må ikke poste ulovligt, stødende, anonymiseret, reklamerende, repeterende, irrelevant, skadeligt eller på anden måde upassende materiale.
PROSA overvåger ikke aktivt alle dele af prosa.dk, men vi forbeholder os enhver ret, ikke pligt, til at fjerne eller censurere materiale. Endvidere forbeholder vi os ret til at udelukke brugere permanent eller midlertidigt ved brud på disse retningslinier.
Du må ikke poste ved hjælp af automatiserede programmer (robots) eller lignende.
Hvis du støder på materiale, der ikke overholder ovenstående retningslinier, kan du gøre PROSA opmærksom på det, ved at sende en mail til webmaster@prosa.dk med tydelig angivelse af
1. Hvilken kommentar, der er tale om.
2. Hvori du mener, bruddet på retningslinierne består
God tone i debatten