15.10.07   |   kl. 12:12   |   PROSA internt

Umuligt at være næstformand i PROSA

Jesper Gødvads bagsideklumme i PROSAbladets augustnummer tager fat i nogle væsentlige problemer i PROSA. Jesper går imidlertid ikke i dybden, når han forsøger at analysere, hvorfor Jan Irgens (tidligere næstformand, red.) trådte så hurtigt tilbage. Et grundlæggende træk ved PROSA er interessemodsætningerne mellem de overenskomstbærende lokalafdelinger og de ikke-overenskomstbærende. Det handler ikke om at være 68'er, støvet eller Tordenskjolds soldater. Nej det handler om noget ganske reelt: Skal foreningens ledelse og organisation afspejle det faktum, at størsteparten af medlemmerne ikke er under en overenskomst eller skal man fastholde en struktur, hvor det repræsentative demokrati er skævvredet og hvor forestillingerne om, hvad der er "rigtigt" fagforeningsarbejde tager udgangspunkt i en virkelighed, der ikke er flertallets?

Modsætninger
Medlemmer uden overenskomst eller under fremmed overenskomst har en stærk interesse i, at det centrale apparat i PROSA er stærkt og velkvalificeret, fordi de ofte står alene eller er ganske få på en arbejdsplads og de skifter ofte job. De opfatter sig først og fremmest som PROSA-medlemmer og dernæst som lokalafdelingsmedlemmer. Medlemmer under overenskomst holder sig naturligvis til deres overenskomst og det apparat, en overenskomst stiller til rådighed i form af lokale tillidsfolk. Derfor er de fokuseret på lokalafdelingen og på en høj grad af decentralisering.

Generationsskifte
Disse modsætninger vil formentligt mindskes i løbet af nogle år, fordi de toneangivende medlemmer i de overenskomstbærende afdelinger vil gå på pension og afløses af yngre medlemmer, der ikke har samme forestilling om fast ansættelse gennem mange år på samme arbejdsplads. De yngre medlemmer vil tværtimod - på grund af udviklingen og egen lyst - i langt højere grad cirkulere mellem arbejdspladser med eller uden overenskomst.

Mindretal bange for flertal
De overenskomstbærende afdelinger er bange for at blive marginaliseret, hvad der giver sig udtryk i modvilje mod at ændre de vedtægter og den struktur, der på mange måder hindrer PROSAs udvikling og dermed bringer organisationens overlevelse i fare. De er bange for, at flertallet skal marginalisere dem, hvis hovedbestyrelsens sammensætning skulle ændres til at blive mere repræsentativt, hvis reglen om kvalificeret flertal på delegeretforsamlingen skulle ændres fra 80% til 2/3, eller hvis reglerne om konfliktfondens anvendelse skulle ændres. De ikke-overenskomstbærende afdelinger anerkender overenskomsternes styrke, men er utilfredse med, at de - selvom de har størsteparten af medlemmerne - ikke har en tilsvarende repræsentation og pga. flertalsreglerne ikke kan opnå virkelige forandringer.

Kongedømmer
En afledet effekt af disse interessemodsætninger er de gentagne slag om ledelsen af faglig afdeling. Faglig afdeling er PROSAs centrale organ, hvorfra den daglige politik udføres og erfaringerne høstes. Fordi de faglige sekretærer, næstformand og formand vælges af samme forum, nemlig delegeretforsamlingen, har der bredt sig den idé hos nogle faglige sekretærer, at de kun står til ansvar overfor denne forsamling og ikke behøver at følge normale arbejdsledelsesnormer. Samtidigt har hverken faglig afdelings ledelse eller PROSAs øvrige ledelse taget sit ledelsesansvar alvorligt. Det har medført, at faglige sekretærer af nød eller lyst har udviklet deres egne forretningsgange og dermed deres egne kongedømmer, der forsvares med hud og hår. Dette kombineret med at ingen i ledelsen har sat sig selv og deres stilling ind på at bringe situationen under kontrol, gør det nærmest til en umulig opgave at være næstformand og dermed leder af faglig afdeling. Alle hidtidige forsøg på at bringe afdelingen under kontrol er strandet, bl.a. fordi der reelt set ikke i hovedbestyrelsens flertal har været en vilje til dette.

Aktivister eller professionelle ?
En professionalisering af foreningen er et andet stridspunkt. Der er en tendens til, at de toneangivende i de overenskomstbærende afdelinger slår mere på aktive medlemmer og på valgte ledere, men at tro, at kompleksiteten i dagens it-fagforeningarbejde alene kan klares ved hjælp af aktivister plus nogle tillidsfolk, er uden hold i virkeligheden. Der kræves et samspil mellem dygtige og engagerede aktivister og fritidspolitikere og dygtige og engagerede professionelle jurister, udannelsesspecialister osv. En af dem kunne f.eks. være lederen af faglig afdeling.

Urafstemning
Der er desværre ikke på nuværende tidspunkt udsigt til at få ændret tingenes tilstand med mindre de afdelinger, der ønsker udviklingen vendt, insisterer på at fremlægge deres ændringsforslag på en urafstemning til medlemmernes afgørelse - hovedbestyrelsens nuværende sammensætning garanterer status quo.

En urafstemning skal naturligvis ikke handle om afstemningsregler, men derimod om hvad en ændring skal bruges til:

• Yderligere styrkelse af professionaliseringen af PROSAs centrale apparat

• Forstærket og aktiv indsats i lobbyvirksomhed, mediearbejde, medlemshvervning, kursusvirksomhed og karriererådgivning

• Udvikling af nye metoder i fagforeningsarbejdet

• Bedre balance mellem de forskellige medlemsgrupper

PRINT