16.09.09 | kl. 16:26 | Aktuelt
Vi er i nørdernes tidsalder

– Der er plads til de ekstremt smalle nicheinteresser, som folk kan få lov til at dyrke på nettet, siger Katrine Emme Thielke.
"The age of the geeks" kalder Katrine Emme Thielke det, vi er i. Nørdernes tidsalder.
Hun er ekspert i sociale medier og branding hos rådgivningsbureauet Advice A/S og cand.mag. i Informationsvidenskab fra Aarhus Universitet.
– 'Nørd' er gået fra at være et skældsord til at handle om nogen, der ved rigtig meget om et område og har en stor interesse for dybdeviden. Før skulle man være generalist, men nu skal man være nørd, siger hun.
For ifølge Katrine Emme Thielke vil folk i dag have rå detaljer og en masse dybdeviden – det er for eksempel derfor, programmer som "Mythbusters" har så stor succes. Og kvalificering af al den dybdeviden, der findes i det fragmenterede mediebillede, er i stadig stigende kurs. Der er masser af informationer at få, men det, der er eftertragtet, er viden, altså omsat information.
Og det betyder, at faggruppen af it-folk, der tidligere har været kendt for at være ekstremt indadvendt, er en frontløber på de sociale medier, mener hun.
– Fordommen lyder, at it-nørder bare sidder nede i en kælder og chatter uden at møde nogen mennesker i virkeligheden. Men sandheden er, at de er first movers på grund af deres faglige tilgang til de sociale medier. De fleste med nørdede interesser bruger den sociale platform på nettet til rent faktisk at mødes i virkeligheden og få projekter op at stå, påpeger Katrine Emme Thielke.
Hippie-udveksling
For Katrine Emme Thielke er det bedste ved sociale medier den hippie-agtige udveksling af viden og evner, som især findes i open source-kulturen. Da hun lavede slikleksikon.org, kunne hun ikke forestille sig, at folk kunne gå op i, hvilken sukkerblanding der er på forskellige slags bolcher.
– Der er plads til de ekstremt smalle nicheinteresser, som folk kan få lov til at dyrke på nettet. Der er en helt fantastisk trang til at dele viden uden kommercielle interesser, siger hun begejstret.
På den kommercielle side er der flere og flere virksomheder, som lever af at sælge den viden, der opstår via de sociale medier. Som eksempel nævner Katrine Emme Thielke det danske CMS Umbraco, hvor udviklere tjener penge på for eksempel videoer, der lærer folk at bruge systemet.
– Og for alle, også it-professionelle, er det en stor fordel at bruge de sociale medier til at styrke både sit personlige og faglige netværk, få råd og vejledning i fora eller finde den rigtige person til en opgave, for eksempel, siger hun.
Det fragmenterede mediebillede, der er kommet med internettet, gør nemlig, at den enkelte stemme kan blive hørt, bare man har noget interessant at sige. Kort sagt skal man ifølge Katrine Emme Thielke have noget at komme med, gøre noget for at få noget og ikke lægge noget på nettet, som man ikke kan stå inde for.
– I dag skal man være 'true', det er ægthed og autencitet, der gælder på de sociale medier. Den nemme tilgang til information afslører folk, der lyver. Det er ekstremt demokratisk, siger Katrine Emme Thielke.
-
Gode råd til sociale medier
- Skriv, hvis du har noget på hjerte. Hvis du virkelig selv synes, det er interessant, er der chance for, at andre synes det samme.
- Vær tro og troværdig, løgnere bliver afsløret.
- Vær høflig. Du får ikke noget ud af de sociale medier, hvis ikke du følger de normale sociale regler for opførsel.
-
Girlz Night om sociale medier
Katrine Emme Thielke holder foredrag om kvinder, netværk og sociale medier i København 30. september. Se nærmere om tid, sted og tilmelding på kursussiderne bagerst eller på prosa.dk/kursus.
PRINT
1
16.09.09 | kl.21:16 | Jacob Leander Christensen
Helt enig! - de sociale medier er guld værd til at styrke og forøge sit netværk, men også at brande sig selv indenfor en niche.