Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

15.06.03   |   kl. 13:06  

1984

er ikke kun et forgangent år, men en fremtid, der er kommet flere skridt nærmere - og nu er det også navnet på et web site, som hjælper brugere af internettet til at beskytte sig mod overvågning.

Et nyt lovforslag, L218, som begrænser individers og selskabers retssikkerhed, er ved at blive behandlet i Folketinget. Lovforslaget retter sig særligt imod den organiserede kriminalitet i Danmark, især rockergrupperne. Vedtages denne lov, vil det medføre voldsomme forringelser af borgernes retssikkerhed og give politiet stærkt udvidede beføjelser til aflytning og ransagning bl.a. af indholdet på private pc´er.

Baggrund for www.1984.dk
PROSA har i samarbejde med Privatliv.net, Sikkerhedsforum.dk, IT-politisk forening og Digitalforbruger.dk etableret 1984, et site om sikkerhed på nettet. Sitet er en reaktion på et lovforslag fra regeringen. Lovforslaget vil efter PROSAs opfattelse væsentligt forringe retssikkerheden og give mulighed for øget overvågning af borgerne. Lovforslaget kaldes i ministermunde „rockerloven" - og ventes vedtaget i Folketinget d. 4. juni.

PROSA håber med sitet at kunne informere om nogle af de åbenlyse urimeligheder, der ligger i lovforslaget. Samtidig skal sitet være en hjælp for almindelige brugere af it-kommunikation og it-teknologi til at beskytte sin pc og bevæge sig sikkert på internettet. Justitsminister Lene Espersen fremlagde lovforslaget den 23. april 2003. Selv kalder hun det for „Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet)."

Hemmelig aflytning
Justitsministeren sagde i sin forelæggelsestale bl.a.:

„Der foreslås for det sjette også en ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 788 om efterfølgende underretning i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden mv., således at adgangen til at undlade eller udsætte underretning om et sådant indgreb udvides. Endelig foreslås for det syvende en udvidelse af adgangen til „aflytte" internetkommunikation mv. Ved dataaflæsning får politiet bl.a. mulighed for at læse elektroniske meddelelser, som sendes fra en mistænkt via en computer, før der sker kryptering. Dataaflæsning kan f.eks. ske ved anvendelse af „snifferprogrammer". Ministeren foreslår altså, at myndighederne får ret til aflytte kommunikation mellem pc\'ere - uden at fortælle de berørte parter, at dette sker. Samtidig giver lovforslaget myndighederne ret til at hacke sig ind i pc\'ere for at hente dokumenter og andre data, de ønsker at få fat i. Mulighederne for at anvende disse teknikker udvides fra kun at gælde terror- og terrorrelateret efterforskning til også at gælde sager om skatte- og moms-unddragelse, smugleri og tyveri. Dette sker under dække af at være rettet mod organiseret kriminalitet, men vil reelt åbne for vidtstrakt brug af overvågning af borgerne. Den software, som myndighederne kan udnytte til denne overvågning, vil også kunne benyttes til andre formål såsom industrispionage, og give private mulighed for at snage i ændre folks private elektroniske breve og til at aflure kreditkortnumre og pinkoder. Manglen på sikkerhed på nettet vil være med til at øge frygten for andres misbrug. Dermed kan borgerne miste tilliden til digital forvaltning og e-handel.

Mere sniffersoftware
PROSA henvendte sig til retsudvalget og fik foretræde for udvalget for at uddybe kritikken af "Rockerloven".

Den 22. maj fremlagde Peter Ussing og Henrik Kroos (tidligere formand nu projektleder i PROSA/ØST) PROSAs synspunkter for et lydhørt retsudvalg. PROSA lagde mest vægt på de konsekvenser, dataaflæsning kan få, faren for internettets fremtid og konsekvenserne for it-folkene i deres jobsituation. Dataaflæsning medfører, at der etableres en "bagdør" i den eller de pc´er, der skal aflæses data fra. Denne bagdør vil siden kunne anvendes af en 3. part med det nødvendige it-kendskab, og den vil dermed gøre pc\'en tilgængelig for folk med onde hensigter. Videre betyder det, at politiet bliver endnu en spiller på "markedet" for sniffersoftware, og at endnu flere snifferprodukter vil blive udviklet - og dermed bliver dette marked endnu mere uoverskueligt.

Kæp i hjulet på digital forvaltning
Internettet indebærer mange gode og spændende muligheder for forbedringer af den offentlige administration via digital forvaltning og elektronisk borgerbetjening. Nettet indeholder også mange lovende muligheder for at etablere mere gennemsig
tighed i den offentlige forvaltning og en yderligere demokratisering af samfundet. Både den tidligere og den nyværende regering har set disse muligheder. PROSA er bange for, at udvidelsen af de lovlige overvågningsmuligheder på og via nettet vil nære den eksisterende usikkerhed og derved modvirke en ellers positiv udvikling i brugen af internet i Danmark.

Kan en it-administrator dømmes for at fjerne en sniffer, som viser sig at være politiets? Man kunne forestille sig, at en it-administrator finder en sniffer eller en bagdør på virksomhedens netværk eller på de enkelte klienter i netværket og fjerner eller blokerer denne. Måske viser det sig efterfølgende, at den er installeret af politiet i forbindelse med en hemmelig aflytning. Det er uklart, hvordan hans retsstilling vil være. Kan han dømmes for at have fjernet politiets sniffer, eller…? Retsudvalget havde mange spørgsmål til Peter Ussing og Henrik Kroos. Særligt var de interesserede i at få belyst de tekniske problemer.

Formålet med "1984"
Den form for aflytning, som beskrives i lovforslaget, er i dag teknisk mulig - og kan gennemføres på mange forskellige måder. Men man kan selv kontrollere, om nogen foretager aflytningen, og med de rigtige programmer, kan man forhindre det sker, eller gøre det meget svært at gennemføre. Web-sitet „1984" er etableret for at informere almindelige brugere om, hvordan aflytningsmulighederne fungerer, hvilke forholdsregler man skal tage, og så har sitet links til software, der kan anvendes. Både software der er gratis, freeware og open source samt software, man skal betale for.

På sitet kan du bl.a. få svar: Hvordan installerer jeg og anvender Firewalls. Hvad er virus-, antivirus- og virus-hoaxes? Hvordan sender jeg sikker e-mail? Hvad er spyware, og hvordan virker det? Hvordan sletter jeg effektivt og sikkert data på min harddisk? Hvad er et godt password? Hvad er social engineering, og hvad har det med datasikkerhed at gøre? Undgå spam og hvordan sender man følsomme oplysninger over nettet, uden at de kan opsnappes. Alt i alt en meget bred vifte af råd og tips til sikring af pc´ere og datakommunikation. Råd og tips alle ejere af private pc\'ere med internetforbindelse bør bruge. Og råd og tips, som er en fast del af enhver systemadministrators daglige arbejde.

Glidebane
Den såkaldte „rockerlovs" udvidelser af politiets beføjelser til aflytning og hemmelige ransagninger er en voldsom udvidelse af myndighedernes muligheder for i enkeltheder at overvåge og kortlægge borgernes gøren og laden, og er endnu et skridt i retning af det mareridtssamfund George Orwell beskrev i sin roman „1984".

Med vedtagelsen af denne lov har det danske samfund taget yderligere et skridt i retning af at afskaffe borgerlige frihedsrettigheder, herunder retten til et privatliv, der er central for demokratiske samfund. Dermed er vi i Danmark selv ved at gennemføre et alvorligt angreb på det demokrati, som terrororganisationerne ønsker afskaffet, og kriminelle kun har foragt til overs for. Der er i det sidste forslag tale om et helt usædvanligt indgreb i den personlige frihed - myndighederne får ret til at kigge i alt, hvad der gemmes på en pc\'er: private dagbøger og noter, kærlighedsbreve og udkast til kontrakter, tekniske beskrivelser m.v.

Traditionelt har politiet - i alvorlige sager - kunnet få en dommerkendelse, som gav lov til at aflytte samtaler med andre personer. Med denne lov kan politiet komme ind og snage i en persons inderste tanker og synspunkter - som slet ikke er tænkt til at skulle deles med andre. Og dette kan endda ske, uden at den berørte person overhovedet underrettes om, at dette sker. Mange moderne pc\'ere er udstyret med et videokamera og med mikrofon og højtalere - den nye lov vil kunne udnyttes til at virkeliggøre George Orwells vildeste mareridt - med overvågning via kamera, mikrofon, og af tekst som indtastes på tastaturet.