Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

26.01.09   |   kl. 07:58  

Del din musik med vennerne

Længes du tilbage til dengang, lp-plader gik på omgang i vennekredsen, så er den lille musik-deler Simplify en gratis digital genistreg, som lyser op.

I de gode gamle analoge dage var det jo en ren svir at invitere vennerne til at lytte med, når den nyindkøbte lp ærbødigt blev befriet for sit hylster, og den jomfruelige vinyls riller for første gang blev kærtegnet af en omhyggeligt renset pickup-nål.

Sidenhen er musikken blevet digital, og lp-pladernes prægtige omslag er erstattet af rudimentære oplysninger i form af taggede mp3-filer med lowfi-lyd. De dejlige kollektive lyttestunder er afløst af individualiseret og forjaget musikbrug, som bliver afviklet under transport og pumpet direkte ind i øregangene via små og ofte hvide plasticpropper. Sådan er det, og det er der jo ingen grund til at klynke over – især ikke, når der nu faktisk findes et gratis og superfikst plaster til det sår. Navnet er Simplify. Et lille kompakt program, der agerer både server og klient og sørger for, at du kan dele din musik på harddisken med op til 30 af dine venner. Og vennerne kan gøre det samme.

Programmet findes til Windows, Linux, MacOS og ikke mindst Apples iPhone og Touch. Det er installeret på få øjeblikke og integrerer sig eksempelvis med iTunes eller Winamp, så du kan inkludere vennernes musiksamlinger i dine playlister. Mit samliv med Simplify har været lykkeligt det sidste halvandet år. Programmet bliver bedre og bedre, og man kan tilmed kommunikere direkte med udviklerne, som søreme også fikser ting, hvis man rapporterer om problemer.

Musikalsk støvsugning
Takket være Simplify og nogle venner, som havde samme lyst til at dele, har jeg nu en praktisk mulighed for at lære ny musik at kende i dybden. Mit musikbibliotek og dermed min musikalske horisont er blevet udvidet. Jeg er snublet over ny og spændende musik, som har afkræftet min fordom om, at musiksmag er noget, der formes og stivner senest, når man runder de 30.
Jeg bekymrer mig heller ikke så meget om, hvad kapaciteten er på min harddisk eller min lille iPod Touch, for jeg har under alle omstændigheder et stort musikbibliotek af den kollektive art, som ligger derude i skyen eller rettere sagt blandt andet hos Simplify-venner på Christianshavn og Østerbro.

Så når sommerens ukrudtsrunde eller søndags-støvsugningen planmæssigt trænger sig på, ja så er jeg begyndt at se frem til rengøringsarbejdet som en rundtur i nye musikalske universer. For mens kroppen laver arbejdet, lytter jeg til min iPod Touch, hvor Simplify sørger for musikken. Det  er godt, selvom det ikke er helt så hyggeligt, som dengang vi delte musikken og en lille øl tilbage i den svundne vinyltid.

Programmet kan downloades via simplifymedia.com. Hvis du er stødt på andre gode musikdelere eller har kommentarer til mine oplevelser, så mail mig, kommenter på prosa.dk eller lad os tale sammen på min blog: v2.dk/blogs/kurtwesthnielsen.