16.06.06   |   kl. 12:18  

Det kræver et godt helbred at blive syg!

Denne gamle talemåde har flere af PROSAs medlemmer desværre erfaret er sand. Sygedagpengeloven er ikke så enkel, at man bare får sygedagpenge, når man er syg.

Sygedagpengeloven kræver, at der er forskellige ting, man skal opfylde for at være berettiget til sygedagpenge - herunder dokumentation. Og det er selvfølgelig et rimeligt krav, at man ikke bare kan få udbetalt sygedagpenge uden, at man er syg.

Vi har dog været ude for medlemmer, hvis læge har sagt, at de ikke bare kunne gå og få sygemeldinger - at det ikke er lægernes opgave at løse arbejdsmiljøproblemerne på arbejdspladsen, men fagforeningernes. Jeg synes, at lægerne som udgangspunkt har ret - selvom vi langt fra altid har mulighed for at ændre på arbejdsforholdene på arbejdspladsen og selvom løbet kørt ofte er kørt for den enkelte. Når lægerne hører, at PROSA faktisk gør en del i forhold til det psykiske arbejdsmiljø, så ændrer de som regel holdning - eller de kan se, at vores medlem ikke er rask endnu og derfor fortsat må være sygemeldt.

Nyt og usikkert
Men når man er syg - fx af det psykiske arbejdsmiljø - så har man ikke behov for al den usikkerhed. Man har behov for kompetente personer, der tager vare på én. For de fleste er det heldigvis en engangsforeteelse, men netop derfor er det nye stier, der betrædes, for hvert skridt der tages mod sygemelding og for hvert skridt der tages tilbage.

Loven er fokuseret på kontrol. I lovens §8 står:

Retten til sygedagpenge bortfalder,
1) så længe den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig behandling eller mod lægens eller kommunens opfordring nægter at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde arbejdsevnen

2) hvis den sikrede ved sin adfærd forhaler helbredelsen, eller

3) hvis den sikrede uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats efter kapitel 10 a.

PROSAs medlem Henrik Harris Linde har netop været ude for en sådan situation, da han ikke ønskede at være på lykkepiller på grund af bivirkningerne - lykkepillerne var for ham ikke lykken. Og vi har andre medlemmer, for hvem det heller ikke var - de har i realiteten fået det værre efter, at de er begyndt at tage lykkepiller eller anden antidepressiv medicin Jeg vil dog samtidigt slå fast, at igen andre medlemmer har haft glæde af medicinen - også lykkepiller. Så det vil være forkert at afvise, at den form for behandling kan gøre noget godt.

Kampen mod systemet
Men problemet er, når bivirkningerne er det fremherskende - og pillerne er TILBUDDET. Så risikerer man en ulige kamp med systemet, som den Henrik Harris Linde har ført meget flot, og som andre i lignende situation nu kan have glæde af. Det er dejligt, at vi i PROSA har medlemmer, som kan og vil gøre noget ved deres egen situation og samtidigt på en måde, så det også hjælper andre.

Men det er ikke rimeligt, at det skal være en slåskamp at være syg. Er man syg, skal man hjælpes. Det er en uønsket situation, som vi alle kan risikere at havne i af den ene eller anden grund. Og hjælper den behandling man får ikke, så må der forsøges med andre metoder.

Behandling for arbejdspres
Det er blandt andet baggrunden for, at PROSA samarbejder med arbejdspsykologer. Vi fandt ud af, at flere af vores medlemmer fik en forkert behandling - såmænd også forkert psykologbehandling. Når man er kørt ned af arbejdspres eller chikane, så har man ikke brug for at få rodet rundt i ens barndom - man har brug for at få overblik over, hvad der egentligt skete - og hvordan man undgår det fremover.

Derfor skal der være mange flere behandlingsmuligheder. Og der skal i større grad være mulighed for at være med til selv at vælge den behandlingsform, som den enkelte har gavn af. Med det stigende antal stressramte vi har her i landet, er det vigtigt, at der uddannes flere kliniske arbejdspsykologer, og at denne behandlingsform bliver anerkendt - og betalt af det offentlige på samme måde, som andre behandlingsformer.