15.06.03   |   kl. 13:06  

Handicappede bliver eftertragtede programmører

Mahathai kostskolen i Pattaya har i mere end 10 år uddannet handicappede, der ellers var dømt til et liv som tiggere, lotterisælgere eller gademusikanter, til engelsktalende edb- programmører. Tusinder med vidt forskellige handicaps fungerer nu som eftertragtede medarbejdere med gode lønninger i thailandske virksomheder. Undervisningen er gratis og sikres blandt andet via støtte fra danske sponsorer.

Det er en broget, men engageret flok studenter, som denne formiddag følger undervisningen på anden sal i en af Mahathai kostskolens klasser i programmering.

En elev mistede højre arm, da han kørte galt på en motorcykel. En anden blev født med en krop, som minder mere om en kalkuns, end et menneskes. Han kører rundt på en børnetricykel.

En tredje fik børnelammelse, da hun var barn.Fælles for dem alle er, at de blev født i et land, hvor man tror på genfødsel. Selve den kendsgerning, at man fødes eller rammes af en invaliderende ulykke, er blot "Buddhas" hævn for gerninger begået i tidligere liv.

Fælles for de nævnte og alle andre handicappede elever på skolen er også, at de med optagelsen på kostskolen er en del af den katolske præst Father Brennans "godgørende koncern" i Pattaya. Præsten, som her på det sidste har optrådt i skandaleartikler på grund af mistanke om misbrug af børn, har i næsten 30 år drevet et børnehjem i udkanten af Pattaya, med netop børn som har været udsat for blandt andet seksuelle overgreb. Siden åbningen af børnehjemmet er der kommet et alderdomshjem, hjem og skole for blinde, for gadebørn, og ikke mindst kostskolen for handicappede til. Alle institutionerne modtager meget støtte fra danske sponsorer.

Mens de andre institutioner under Father Brennan arbejder på lang sigt, tager det kun et år eller to, før end de handicappede studerende hos Mahathai er klar til at tage fat på et liv ude i den "virkelighed", som på det nærmeste skriger efter edb-programmører.Og det er præcist, hvad den nu 35-årige Chanasta Ruenyen gjorde for nogle år siden. Den thailandske kvinde fik polio som tre-årig og er bundet til en kørestol. Hun kom i kontakt med Mahathai Kostskolen, da hun var blevet nægtet et job som tjenestemand.

 

Fik nej fra staten
 - Jeg bestod alle prøver, men statens personaleafdeling mente, at jeg var uegnet, at de umuligt kunne finde et job, som passede til mig.

Og her otte år senere har hun god grund til at ryste på hovedet af den beslutning. På skolen i Pattaya klarede hun den to-årige edb-uddannelse lige efter bogen. Oven i selve uddannelsen fik hun desuden en masse venner. Isolationen eller den bobbel, hun som handicappet havde følt sig fanget i, sprang.

Sammen med sine venner dyrkede hun idræt og nød samværet. Uddannelsens formål, nemlig at komme ud i et job som en ligeværdig arbejdskraft, var heller ikke noget problem.- Alle havde fortalt mig, at det ikke var noget problem at få arbejde. Mahathai kostskolens uddannelse har et godt ry, samtidigt med, at firmaerne har et stort udækket behov for personale, som både kan bruge edb og tale engelsk. Men trods al den optimisme, tvivlede jeg alligevel lidt på, om nogen virkelig kunne finde en plads til mig, husker Chanasta Ruenyen.

Men et job, det fik hun altså, i en af de industrier, som har det mest markante behov for engelsktalende funktionærer.Kort tid efter at hun var færdig med uddannelsen, begyndte hun at arbejde hos det fem- stjernede "Pan Pacific Hotel" i Bangkok. Få måneder senere blev hun forfremmet til leder af alle edb-operationer. Nu tjente hun fem gange så meget som en fabriksarbejder.

En herlig tilværelse skulle man mene. Men.- Jeg kan næsten lige så meget som alle andre mennesker. Jeg dyrker sport, jeg kan lave mad og så meget andet. Men
transport er noget af det, som er sværest for mig. Fortove, trapper og trin op i bussen kan være vanskelige at forcere. Og det tager lang tid. I Bangkok blev der næsten ikke tid til andet end job, transport, samt spise og sove. Jeg savnede også mine venner og det sociale liv på Mahathai Kostskolen.

Tilbage til vennerne
 Derfor tog det kun sekunder for hende at overveje et tilbud fra centret om at komme tilbage. Den kontante kendsgerning, at hun gik 65% ned i løn, betød intet. Lønnen var stadig stor nok til, at hun kunne hjælpe sin mor økonomisk. Noget, som er vigtigt i landet, hvor kun de færreste har social forsikring.

- I de første år fungerede jeg blandt andet som PR-medarbejder for alle Father Brennans institutioner. Nu er jeg leder af engelskundervisningen her på Mahathai, siger Chanasta Ruenyen, som desuden påtager sig mange "sidegevinster" i arbejdet. Mange er dem er inspireret af den helt klare forskelsbehandling, som handicappede piger og kvinder udsættes for. - Mange familier synes stadig, at det er spild af tid og penge at give deres handicappede døtre en uddannelse. Derfor har vi problemer med at skaffe kvinder nok her til skolen, siger Chanasta.

En af de unge kvinder, som trods alle odds er kommet ind på skolen, er Khamlai Sanurkij, som studerer brug og programmering af edb. - På skolen lærer jeg at forstå og acceptere mig selv og at få mest muligt ud af mine evner. Mange lærerne er også handicappede. De viser os vejen, som gode eksempler på, hvordan man skal gribe sit eget liv an. Vi får også mange venner her på skolen. Vi hjælper hinanden med at komme videre trods vore handicaps, siger den unge it-studerende, som er sikker på, at hun kan få et job. Og hun håber, at det bliver i turistbranchen. Aller helst tæt på sine venner i Pattaya.