16.06.06   |   kl. 12:18  

Henriks helvede

PROSAmedlem Henrik Harris Linde blev udsat for et knivoverfald på sit arbejde. Han fik ingen hjælp fra arbejdsgiver, amt eller kommune, men blev i stedet sat på lykkepiller. Og så startede Henriks helvede!

Henrik er alene på arbejde den aften, hvor overfaldet sker. Denne aften er han ene om ansvaret for to psykisk syge beboere. Han er i gang med at lave aftensmad til dem, da et eller andet går galt.

Overfaldet
Den ene af beboerne er allerede ude i køkkenet og Henrik har hentet den anden med hen til bordet og når kun lige at vende sig væk fra ham, da han hører et brag. Da han vender sig om igen, har beboeren en kniv i hånden og har fået skåret sig selv. Beboeren ryster over hele kroppen og det er tydeligt for Henrik, at han er helt fra den. Han begynder at hugge med kniven efter den anden beboer, som Henrik hurtigt får gelejdet ud af køkkenet og op på sit værelse. Nu begynder beboeren at hugge efter Henrik. Henrik stiller en af køkkenstolene foran sig og prøver at tale beroligende til beboeren, som sparker til alt, hvad han kommer i nærheden af. Der flyver mange tanker gennem hovedet på Henrik - og han er ikke kun nervøs for sit eget ve og vel men også for, at beboeren skal gøre yderligere skade på sig selv. Efter et stykke tid får Henrik beroliget beboeren nok til at få ham med udenfor på gårdspladsen. Herefter løber han tilbage ind i huset og ringer til sin leder, inden han igen løber ud på gårdspladsen - beboeren er forsvundet. Han finder ham længere ned ad vejen, får vristet kniven fra ham, forbinder ham (han bløder fra flere snitsår) og begynder at gå med ham.

Efter at Henrik og beboeren har gået et par kilometer vender de tilbage til institutionen, og Henrik får beboeren op på sit værelse. Og så begynder rengøringen.

- Køkkenet lignede et slagtehus - der var blod overalt. Og set i bakspejlet skulle jeg da heller ikke have gjort rent. For da min leder kom og så køkkenet, var det eneste hun så en spand med vand - blodrødt godt nok - men resten af køkkenet var jo rengjort. Så hun har ikke kunnet se, hvor slemt det egentligt havde været, fortæller Henrik om den aften overfaldet skete.

Da lederen ankommer til institutionen, taler hun først med beboeren. Derefter snakker hun et kvarters tid med Henrik, og så er den sag, efter lederens mening, ude af verden. Henrik kører hjem.

Smerter - og ingen kræfter
Nu starter Henriks helvede for alvor. Han tager på arbejde næste dag, men kan ikke holde synet af beboeren ud. Han får gåsehud og håret rejser sig i nakken, hver gang han ser ham. Henrik bliver nødt til at sygemelde sig. Lederen ringer og prøver at få ham på arbejde, og de har en samtale, hvor hun siger noget á la "tag nu og kom på arbejde, det var jo ikke så slemt, det der skete". Det får kun Henrik til at få det endnu værre. Han begynder at vende episoden mod sig selv og begynder at få skyldfølelse.

- Jeg begynder også at få det dårligt rent fysisk. Jeg får ondt i benene, jeg får mindre og mindre kræfter og kan næsten ikke komme op om morgen. Jeg har heller ikke overskud til at tage mig af min lille søn. Jeg tænker, at jeg måske kan være blevet smittet med noget fra alt det blod, der var over det hele og går til lægen og bliver testet for leverbetændelse, AIDS osv. Og så ringer jeg til amtet for at få noget krisebehandling for overfaldet, husker Henrik.

På lykkepiller
Hos amtet får Henrik at vide, at han ikke kan få krisebehandling. Hans arbejdsplads er nemlig ikke godkendt af amtet. Så selv om Henrik presser på, ender det med, at han i stedet må ringe til sin egen læge igen. Han har nu fået at vide, at han hverken er smittet med det ene eller det andet, men lægen anbefaler Henrik at starte med at tage lykkepiller. Det er gået et par måneder siden, overfaldet fandt sted. Henrik starter på Zoloft.

- Lige i starten hjælper pillerne faktisk på kræfterne, men de første fire uger bliver jeg også mere og mere angst. Det bliver så slemt, at jeg ikke tør tage telefonen og heller ikke tør købe ind. Faktisk finder jeg på undskyldninger i bilen om et radioprogram, der er i gang, som jeg simpelthen bliver nødt til at høre færdig, for at slippe for at gå med ind i butikken. Jeg bliver rent ud sagt angst for andre mennesker, fortæller Henrik og fortsætter:

- Jeg bliver også mere og mere aggressiv og hurtigt forsvinder energien igen. Jeg begynder at føle mig mindre og mindre værd. Bl.a. fordi jeg ikke har overskud til at tage mig af min søn, og også fordi det hele er svært at forholde sig til. Jeg har jo ikke fået stillet en diagnose.

Paranoia og selvmordsforsøg
Henrik prøver at få andre jobs. Han har f.eks. et job som green keeper på en golfbane et par måneder. Der kan han få lov til at køre rundt alene det meste af dagen. Men bare det at skulle være sammen med andre mennesker i frokostpausen er slemt for ham. Hans angst og hans aggressive adfærd ender i et stort skænderi med chefen, og Henrik stopper på jobbet. Langsomt bliver hans psykiske tilstand værre.

- Jeg bliver gradvist mere paranoid. Jeg kravler helt bogstaveligt hen ad gulvet langs væggene derhjemme, fordi jeg er sikker på, at der er nogle der står og kigger ind på mig gennem vinduerne. Og når folk fra golfbanen, som jeg bor lige ved siden af, kommer til at skyde en golfbold ind i min have, er jeg sikker på, at de gør det med vilje. Samtidig er jeg meget manisk. Det ene minut er jeg helt nede i kulkælderen, og det næste minut skal der gøres hovedrent i hele huset. Det ender med, at min daværende kæreste ikke kan tage det længere og går fra mig - og det gør jo selvfølgeligt ikke situationen nemmere, fortæller Henrik.

Henrik begynder at blive selvmordstruet og forsøger faktisk selvmord to gange. Første gang forsøger han at hænge sig i sin garage. Forinden har han sendt sin søster et afskedsbrev pr. mail, en mail som søsteren heldigvis ser med det samme. Hun ringer til politiet, som når ud til Henriks garage tidsnok til at skære ham ned.

- Anden gang prøvede jeg at gasse mig selv i garagen. Jeg havde tapet hele bilen til og sat støvsugerslangen fra udstødningen og ind gennem vinduet, og jeg faldt også i søvn. Men jeg vågnede igen næste morgen og var rigtig sur over at være i live. Det viste sig, at der var vand i slangen, fortæller Henrik med et alvorligt udtryk i øjnene, men tilføjer så med et grin:

- Det må være en engel, der har tisset i den.

Ta' en pille til
Efter begge selvmordsforsøg bliver Henriks dosis af lykkepiller optrappet -til sidst er han på absolut højeste dosis af, hvad man må få. Senere finder Henrik ud af, at man kun må være på så høj dosis i korte perioder - han er på den i halvandet år. Derudover får han også antipsykotisk medicin og afdæmpende medicin. Henrik er indlagt i perioder, men får det absolut ikke bedre af det.

- Jeg føler ikke, at de såkaldte professionelle ER særligt professionelle - hverken personalet på den psykiatriske afdeling eller min egen læge. Efter selv at have arbejdet med psykisk syge mennesker, synes jeg faktisk, at de fleste af de ansatte, jeg mødte i psykiatrien, var direkte inkompetente. Min læge mente bare, at jeg var maniodepressiv, og at det ikke havde noget med pillerne at gøre - til trods for at jeg havde min familie med til lægen og argumentere for, at jeg var blevet aggressiv og syg af at tage pillerne. Og personalet hvor jeg var indlagt mente, at alt kunne løses med en pille. Man måtte ikke være glad eller ked at det eller noget andet - hvis man kunne se et eller andet i et billede på væggen, så fik man en pille.

Tal ikke med de andre patienter
Henrik var i alt indlagt fire gange - fra fem uger til to måneder af gangen. I den periode var Henrik kun til én samtale i en samtalegruppe.
- De andre gange, når der var mulighed for det, blev det altid aflyst, husker Henrik. Henriks møde med psykiatrien var altså ikke noget, der gjorde ham mere rask. Tværtimod. Han husker, hvordan man ikke måtte drikke kaffe før efter kl. 7 om morgenen, hvordan man skulle huske at tjekke sin medicin, hvis man var frisk nok til det, pga. al fejlmedicineringen, og hvordan man ikke måtte tale om sine bivirkninger.

- Hvis jeg talte om mine bivirkninger, fik jeg godt nok en samtale med lægen. Men det var kun for, at han kunne sige: "Vi hører, at du taler med de andre patienter om dine bivirkninger, det skal du holde op med". Jeg fik faktisk bare ødelagt min selvtillid endnu mere ved at være der.
Henrik er også ude for, at personalet skriver forkert i hans journaler. De skriver, at han er alkoholiker, selvom han højst drikker et par gange om måneden. Den fejl gør, at han bliver afvist til behandling på Stolpegården, som ellers netop tager sig af folk i Henriks situation - og det på trods af, at Henriks egen læge gentagne gange gør opmærksom på, at han ikke har et problem med alkohol.

Jeg kunne aldrig slå en kvinde
Efterfølgende skete der et par episoder, som fik Henriks venner til at tage afstand fra ham. Han skulle bl.a. besøge en ven i Luxembourg og tjekkede ind på byens Hotel Hilton. På Hotel Hilton beslutter Henrik sig for at hoppe fra altan til altan - i tiende etages højde.

- Jeg var jo ikke bange for at falde ned og dø - så det skulle da prøves, fortæller Henrik om episoden, som ikke gjorde ham videre populær, hverken hos vennen eller hos Hotel Hilton.

Det er den næste episode, som får Henrik til at beslutte, at nu må det være slut med lykkepiller. Han kan han faktisk ikke selv huske den - han har siden fået den fortalt:

- Jeg er ude og gå en tur i Kalundborg, og jeg er meget ked af det den dag. Jeg græder meget og kan huske, at jeg bliver trøstet af nogle mennesker nede i byen. Og det næste jeg så husker er, at jeg vågner i detentionen. Jeg har fået fortalt, at jeg i mellemtiden på en café havde væltet borde og stole og slået efter en kvindelig bartender, politiet var kommet og jeg havde modsat mig anholdelse, og de havde så til sidst fået mig anbragt i detentionen. Jeg var der i 18 timer. Da jeg kom derfra, var jeg gul og blå, fordi jeg prøvet at skade mig selv, mens jeg var der - jeg havde også spist af madrassen… Hjemme i min egen seng igen kunne jeg ikke sove. Jeg var så ked af det og så fuld af skyld over, at jeg havde slået på en kvinde - det var jo slet ikke noget, jeg kunne finde på at gøre. Jeg stod op og gik på nettet og søgte på Zoloft. Jeg fandt en amerikansk hjemmeside, hvor der stod, at man kan blive angst, aggressiv og selvmordstruet af pillerne, at man skal være under nøje opsyn, mens man tager dem og at man i øvrigt skal trappes ud af dem ligeså snart symptomerne viser sig. Det var der, jeg besluttede mig for, at jeg ville trappes ud af lykkepillerne.

Ikke mere medicin
Så Henrik lod sig indlægge - man må nemlig ikke stoppe med at tage lykkepiller på egen hånd! I løbet af en måned trapper han ud af pillerne - med alt hvad det indebærer af rysteture, svedeture, voldsomme humørsvingninger og elektriske stød i ansigtet og i nakken. Da Henriks udtrapning er overstået, henvender han sig på Rådgivningscenteret i sin kommune. Rådgivningscenteret er for misbrugere - og altså ikke for "sådan nogle som Henrik". De vil dog godt hjælpe ham her og nu med noget "brandslukning", men mener ikke selv, at de er dygtige nok til at give ham krisebehandling på det, der oprindeligt startede det hele - nemlig overfaldet.

- Jeg er først for nyligt, her ca. tre år efter, startet i behandling for overfaldet. Og nu må jeg leve med mit traume resten af livet - man kan ikke fjerne det så lang tid efter, det skulle være gjort med det samme, forklarer Henrik som er ked af og sur over, at kommunen aldrig har tilbudt at hjælpe.

- Jeg fik først stillet en diagnose ti måneder efter, at jeg startede på pillerne - og det var kun fordi, jeg selv pressede på. Og da jeg stoppede med dem, ville kommunen tage mine sygedagpenge, fordi jeg ikke tog medicin.

Kommunen har gjort mig til kontanthjælpsmodtager
Henrik ville gerne tilbage på arbejdsmarkedet, men fik ikke meget hjælp fra det offentlige til det. Der blev ikke lavet nogen handlingsplan. Og der blev heller ikke foretaget nogen arbejdsprøvning, der ellers kunne have givet Henrik en idé om, hvad han egentligt havde at byde på efter alt, hvad der var sket. Henrik tog selv affære og søgte et job på byens bibliotek.

- Jeg tænkte, at her var der stille og roligt, og jeg kunne få lov at sidde nogenlunde i fred og arbejde med it.

Og det gik også godt i starten. Henrik startede med at være der fire timer om dagen og over en periode på en tre, fire uger, kom han så op på fuldtid. Men fuldtid var mere end Henrik kunne klare. Han fortæller selv:

- Da jeg nåede op på ca. seks timer om dagen, begyndte det at gå ned ad bakke igen. Jeg havde simpelthen ikke energi til en normal arbejdsdag. Min nye arbejdsgiver kunne se det på mig og skrev et brev til kommunen, hvor de fortalte, at jeg var drænet og havde sorte rander under øjnene efter seks timer. Kommunen svarede med at sætte mig på kontanthjælp med det samme. Ikke noget med flexjob og ikke noget med sygedagpenge. Så man kan sige, at det faktisk er kommunen, der i dag har gjort mig til kontanthjælpsmodtager.

Nyt syn på sagen?
Og efterhånden har Henrik mere eller mindre affundet sig med dét. Han har solgt sit hus og bor nu i sommerhus og kan derfor lige få det til at løbe rundt økonomisk.

- Hvis det er det samfundet vil, i stedet for at hjælpe mig med en konstruktiv plan, så må det jo være sådan, siger Henrik. Men han håber alligevel på at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

- Nu er jeg flyttet til en ny kommune og har fået en ny sagsbehandler, som virker som om, at han ser helt anderledes på tingene. Så jeg håber, at han kan hjælpe mig tilbage i arbejde, selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsjob.
Og Henrik håber også på, at andre ikke skal igennem det, han har været igennem. Han har sagsøgt sin tidligere arbejdsgiver, distriktspsykiatrien og kommunen for at sikre netop det. Derudover giver Henrik nu foredrag til behandlere om sin historie, så de forhåbentligt kan lære af den. Og så har Henrik lavet sin egen hjemmeside www.lykkepiller.info, hvor han udover at fortælle sin historie også samler alt, hvad han kan finde af relevant information om lykkepiller. Her kan du i øvrigt også sende Henrik en mail, hvis du skulle have nogle spørgsmål.

Eva Birch Christensen, faglig sekretær i PROSA, udtaler:

Erstatning for vold
- Vi kører i PROSA Henriks arbejdsskadesag og mener, at han er berettiget til erstatning. Henrik lider jo af post-traumatisk stresssyndrom, og det kan man få erstatning for, hvis man har været udsat for vold eller trusler om vold på arbejdspladsen.

Den rette behandling
- Det der altid er vigtigt at huske, hvis man bliver syg af arbejdet, er, at man efterfølgende får den rette behandling. I nogle tilfælde skal man have krisebehandling, i andre tilfælde skal man tale med nogle, der har forstand på arbejdspsykologi. Nogle gange hjælper medicinsk behandling, andre gange risikerer man, at medicin gør situationen værre. Det essentielle er, at der bliver givet den rette behandling til det rette problem.

Sygedagpengene
- Ifølge loven er det muligt at tage sygedagpengene fra én, der modsætter sig behandling. Men man skal være opmærksom på, at det også er muligt selv at gøre noget for at beholde sine sygedagpenge, selvom man vælger at stoppe en behandling. I Henriks tilfælde skrev han selv et brev til Lars Løkke Rasmussen, der resulterede i, at han fortsatte på dagpenge på trods af, at han stoppede med lykkepillerne. Det er vigtigt at have en god læge. Har man ikke børn, kan der jo gå år imellem, at man opsøger en læge, og mange kender derfor ikke deres praktiserende læge. Det er derfor godt at tage kontakt til vedkommende, hvis man begynder at få problemer. De fleste læger vil gerne inddrages fra starten - og så har man også mulighed for at se, om man synes lægen reagerer fornuftigt på de problemer, man kommer med.