Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

15.06.03   |   kl. 13:06  

Historien gentager sig

Den engelske computer-ekspert og historiker Martin Campbell-Kelly beskriver i sin nye bog to milepæle i software-industriens historie - nemlig IBM\'s adskillelse af hardware og software, samt oprettelsen af det amerikanske forsvarsprogram SAGE.

Det var fra disse to institutioner, IBM og SAGE-projektet, at de fleste programmører blev uddannet, og det var herfra, at den talentpulje kom, som senere skabte en række betydningsfulde firmaer i software-industriens tidlige periode.

Udtrykket "software" daterer sig, ifølge Campbell-Kelly, tilbage til 1959, hvor det anvendes for første gang. På dette tidspunkt var computere ensbetydende med IBM, der producerede de første mainframe-computere. På grund af maskinernes langsommelighed var det anvendte software forholdsvis primitivt. IBM\'s programmeringssprog FORTRAN blev således udviklet af et team på kun 10 personer fra 1954-57.Hvis man ikke ville anvende software, der var præinstalleret i computeren, måtte man søge hjælp fra græsrodsforetagender som SHARE (for brugere af IBM\'s 704) eller i USE (for Univac-brugere).

Disse grupper fungerede mere eller mindre som nutidens open source-bevægelse. De var domineret af teknologiinteresserede ingeniører og programmører. På den måde gentager historien sig...

Amerikansk forsvarsprojekt
SAGE-projektet, der stod for "SemiAutomatic Ground Enviroment", blev udviklet mellem 1949 og 1962. Det var udtænkt af RAND Corporation, men blev finansieret af det amerikanske forsvarsministerium. Det var det første større computerprogram i verden og endte med at koste den amerikanske stat otte mia. dollar.

På et tidspunkt, hvor man skønnede, at der i USA fandtes 1200 programmører, var de 700 ansat ved SAGE-projektet.Senere kom en række computeropgaver for det amerikanske rumforskningsprogram NASA, der ligeledes satte skub i den amerikanske software-industri.

Campbell-Kelly nævner i sin bog det paradoks, at mens USA i princippet er modstander af at yde støtte til private industrier, så var det i høj grad det offentlige USA, som skabte software-industrien.IBM\'s erfaringer fra det amerikanske luftvåbensystem SAGE blev i høj grad anvendeligt, da man senere opbyggede en computerstyret billet-booking - SABRE - for de store flyselskaber i USA.

IBM\'s beslutning om at adskille hardware og software gjorde, at software-afdelingen fik egen research-afdeling og budget.Hvorvidt adskillelsen var et direkte resultat af regeringens antimonopol retssag mod IBM, eller om det var et logisk resultat af udviklingen, er et åbent spørgsmål.

Men sikkert er det, at skabelsen af one-of-a-kind software var ved at ruinere IBM.

Microsoft nummer tre
Fra 1975-78 begyndte udviklingen af den personlige computer at tage fart. Men industrien var længe om at anerkende
betydningen heraf. Mange anså en personlig computer som et hobby-præget fænomen, der kun kunne interessere nørder.

Perioden frem til 1981 dannede imidlertid grundlag for computerens storhedstid. Der opstod hundredvis af firmaer, der alle forsøgte at sælge computere med tilhørende operativsystem. I 1982 blev det imidlertid klart, at den IBM-konvertible computer udgjorde fremtidens de facto standard, og herefter døde mange små firmaer.Allerede i 1980 havde et lille anonymt firma ved navn Microsoft indgået en aftale med IBM om at levere et operativsystem til selskabets personlige computer. Det blev til MS-DOS, der blev installeret i hver eneste computer, som IBM solgte. Microsoft modtog mellem 10 og 50 dollar pr. computer, som blev solgt. Det viste sig hurtigt, at Microsoft var på det rette sted på det rette tidspunkt. Og da Microsoft udviklede version 3 af Windows, havde man et produkt, der rakte ind i det næste århundrede, skriver Campbell-Kelly.

Han mener dog, at påstanden om, at Microsoft besidder et monopol, er helt hen i vejret.„Det er en total gåde, hvorfor det amerikanske justitsministerium overhovedet rejste sag mod Microsoft", skriver Campbell-Kelly. Han fremfører, at IBM er langt den største fremstiller af software, idet selskabet sidder på hele 31.9 pct. af markedet. Microsoft er kun nummer tre med 8.3 pct. - overgået af Fujitsu med 9.9 pct.