Peter Ussing
15.06.03 | kl. 13:06
Rockerloven rammer ikke kun rockere
Torsdag d. 5. juni fejrede hele Danmark Grundlovsdag. Der vil også i år blive holdt fine taler om at beskytte individets frihed. Taler om, hvordan vi i Danmark udviser respekt for mindretallet. Men i år vil ordene i de velafpudsede taler komme til at klinge noget hult.
Onsdag d. 4. juli vil Folketinget have vedtaget en ny lov, som giver politiet ret til at benytte civile agenter i deres efterforskning. Denne lov giver også mulighed for at hemmeligholde sagsakter for den tiltalte og hans forsvarer. Den nye lov giver også myndighederne mulighed for at benytte nye tekniske metoder til at skaffe sig oplysninger om den mistænkte ved at bryde ind i hans pc. Med en hemmelig dommerkendelse. Det vil af denne vej være muligt - på løbende bånd - at ransage indholdet af dine kærestebreve, dagbøger og dine inderste tanker, som du har betroet apparatet. Selv om du kan se, at nogen roder i dine sager, ved du ikke, om det er politiet, en konkurrent eller bare din nysgerrige nabo. For at bryde ind i din pc vil politiet formentlig benytte en type af programmer, som i fagkredse kaldes for en virus eller en trojansk hest. Den trojanske hest vil løbende kunne sende data fra din pc ud til de skjulte personer, som sidder gemt i skyggerne og overvåger dig via internettet.
Desværre vil en sådan "trojansk hest" også kunne benyttes af andre end ophavsmanden. Ligesom den oprindelige krigslist har inspireret generationer af snedige generaler, vil dette program kunne kopieres til andre pc\'er og benyttes her. Med den nye lov vil der dukke en helt ny gruppe af virusmagere op. Det er professionelle folk med penge nok til at købe de dygtigste programmører til at arbejde for sig. Der vil komme en ny generation af virusprogrammer og "trojanske heste", som er mere avancerede, end de varianter vi kender til i dag. Det vil - på trods af hvad Justitsministeriet siger - ikke være muligt at forhindre, at disse programmer misbruges af andre.Vi har brug for et åbent frit og sikkert internet, som alle føler sig trygge ved at bruge. Resultatet af politiets store interesse for at overvåge os bliver et mere usikkert internet. Et internet, hvor brugerne vil frygte, hvem der kigger dem over skulderen.
Vi har ikke brug for øget overvågning af borgerne. Myndighederne burde i stedet for rette deres interesse mod at skabe større sikkerhed på nettet.Regeringen kalder det for en lov rettet mod den organiserede kriminalitet, og hvem er ikke imod organiseret kriminalitet? Men loven dækker også en række andre lovovertrædelser, herunder moms- og skattesvindel. Dette er elegant puttet i "rockerloven". Et navn, som er udtryk for det nye politiske spil, hvor spindoktorer bistår politikerne med at finde den rigtige vinkel for at sælge varen. Falsk varebetegnelse, ville man have sagt i gamle dage.
"Vi har tillid til politiet", siger nogle af regeringens villige klakører, "det er kun de kriminelle, der kommer i klemme". Denne tillid til politiet er jo en god ting, men den skyldes, at vi Danmark har snævre regler for, hvilke metoder politiet kan bruge. Hvis vi fortsætter en udvikling hen imod mere magt til myndigheder, vil tilliden en dag være sat over styr - og vores samfund vil have forandret sig. Mistillid vil blive dagens orden. PROSA ønsker ikke at nå dertil.







