Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

02.07.10   |   kl. 08:55  

Samtale fremmer forretningsforståelsen

For Christian Buch Iversen er åben kommunikation med andre faggrupper og evnen til at sætte sig ind i et nyt domæne vejen til forretningsforståelse.

Foto: Lars Bertelsen.

Christian Buch Iversen har været ansat hos cBrain og e-conomic og er i dag selvstændig konsulent inden for sociale medier. Hans uddannelsesbaggrund er et klasseeksempel på kombinationskompetencer: bachelor i økonomi og it fra Handelshøjskolen og cand.it i softwareudvikling fra IT-Universitetet. I forhold til mange it-folk havde han således fået en pæn dosis forretning, inden han for alvor skulle understøtte den i praksis. Men egentlig forretningsforståelse er ifølge Christian Buch Iversen ikke noget, man kan undervise sig frem til.

– Jeg har i løbet af min uddannelse valgt forskellige forretningsorienterede fag, fordi det har interesseret mig. Og det har været helt fint at få noget grundlæggende viden om virksomhedsdrift og organisationsteori. Men for at få egentlig forretningsforståelse skal man dels have evnen til at sætte sig ind i det specifikke domæne, som en virksomhed arbejder med, dels være meget åben over for kollegerne fra andre afdelinger i firmaet. Sommetider er det noget helt lavpraktisk med at huske at sætte sig sammen med de andre faggrupper til frokost, mener han.

For Christian Buch Iversen handler det meste it-arbejde i bund og grund om at forstå de problemstillinger, som man skal være med til at løse. Og for at kunne gøre det skal man træne sin evne til at kommunikere med folk med en anden faglig baggrund fra domæner, man som udgangspunkt ikke ved ret meget om

– I løbet af min uddannelse på ITU har det klart været projektarbejdet, der har betydet mest for min evne til at sætte mig ind i nye problemstillinger. Nogle af projekterne har i en vis grad været kørt i samarbejde med erhvervslivet, men det vigtigste har faktisk været, at vi i alle projekterne skulle finde løsninger på konkrete problemstillinger inden for meget konkrete deadlines, fortæller han.

Han tilføjer, at bare det, at de studerende på ITU har så mange og forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, fremmer forståelsen og respekten for andres faglighed. Og det er for ham en meget væsentlig basis for forretningsforståelse. 

Mere end det faglige  

Den store udfordring for Christian Buch Iversen ved overgangen fra uddannelse til erhvervsarbejde var at skulle vænne sig til, at der var meget andet på spil end blot at kunne sit stof.

– Udfordringen er at skaffe sig det nødvendige overblik og bringe hele sin viden i spil – frem for blot en meget specifik del af den til en eksamen. Og så ikke mindst, at der er så meget andet end det rent faglige, der er vigtigt. Det er ikke nok, at man er god til det, der står i bøgerne, og den erkendelse er måske i virkeligheden den egentlige forretningsforståelse, siger han. 

Christian Buch Iversen erkender, at hvis man har hang til fordybelse og måske er lidt indadvendt som person, kan vejen til bedre forretningsforståelse virke lidt skræmmende. Men det er stadigvæk det bedste råd, han kan give.

– Det gælder om at bygge bro mellem de forskellige områder, så det er helt afgørende, at folk får mulighed for at tale sammen. Den enkelte medarbejder kan selv gøre meget i det daglige, men ledelsen kan også sørge for at sætte nogle mere strukturerede rammer op, der gør, at der bliver udvekslet erfaringer på tværs af de forskellige enheder i virksomheden, slutter han.