Kommissorium for Redaktionsudvalget
Kommissorium for Redaktionsudvalget (uændret fra 2008)
Vedtaget på delegeret forsamling 2010
Prosabladets målsætning
Prosabladet har til formål at sikre kommunikationen mellem forbundet PROSA og medlemmerne. Prosabladet er sammen med internetmedier PROSAs primære middel for formidling af information om forbundets politiske arbejde og organisation. Prosabladet understøtter PROSAs mål og gennemførelse af den arbejdsplan, der er vedtaget af delegeretforsamlingen.
Redaktionsudvalget vælges direkte af PROSAs Delegeretforsamling. Formålet med dette er at sikre en fri debat om alle spørgsmål omkring PROSAs arbejde, som medlemmer af forbundet måtte ønske at tage op i bladet - herunder debat om forbundets politiske linje. Redaktionsudvalget har derfor en særlig forpligtelse til netop at sikre fri adgang for alle synspunkter.
Prosabladet skal give alle organer i forbundet ― herunder formanden og næstformanden, de fagligt valgte, forbundets daglige ledelse, hovedbestyrelsen, udvalg i forbundet samt lokalafdelinger ― plads til at formidle deres synspunkter til medlemmerne. Formen kan tilpasses efter redaktionens skøn, idet det samtidig tilstræbes, at debatindlæg skal tilføre debatten indhold.
Prosabladets indhold og form
Prosabladet udkommer som et magasin, der publiceres med et fast interval besluttet af redaktionen.
Prosabladet udgives i en trykt udgave og i en elektronisk udgave på nettet.
Alle PROSAs medlemmer skal modtage Prosabladet enten i den trykte form eller som elektronisk blad.
Ud over dette udkommer Prosabladet i form af:
En elektronisk nyhedstjeneste, redaktionen har ansvaret for en publicering af relevante it- og faglige nyheder flere gange om ugen.
Et elektronisk nyhedsbrev, der udsendes til alle interesserede med jævne mellemrum.
Generelt
De tre medier skal opfattes som komplementære og understøtte hinanden.
Formidling af information omkring foreningsaktiviteter sikres en fast og fremtrædende plads, således at de bliver iøjnefaldende for mediernes læsere.
Prosabladet på papir
Der er fem former for stof i Prosabladet.
- Artikler som redaktionen har fastlagt skal trykkes i bladet. Disse artikler redigeres med ansvar overfor skribenterne og presseloven. Emner for disse artikler kan være faglige spørgsmål, It-faglige emner eller stof fra PROSAs interne liv og aktiviteter.
- For at fremme debatten om It-faget, informationsteknologien og organisationen PROSAs udvikling, tilbyder redaktionen henholdsvis HB, de valgte faglige sekretærer på skift, uddannelsesafdelingen og A-kassen, en side i bladets spalter, hvor de har mulighed for at markere holdninger til aktuelle politiske og situation udviklinger og sager efter eget valg. Pt. drejer det sig om rubrikkerne ”Synspunkt”, der er stillet til rådighed for Hovedbestyrelsen, ”Faglig talt”, der stilles til rådighed for de faglige sekretærer på skift, ”Kompetencesiden”, der stilles til rådighed for uddannelsesafdelingen og ”A-kassesiden”, der stilles til rådighed for A-kassen.
- Debatsiderne - der stilles til rådighed for læserne og hvor de har mulighed for at skrive om, hvad der ligger dem på sinde - så længe det er relevant for PROSA og PROSAs aktivitetsområder og indlæggene overholder den debatkodeks, som redaktionen har vedtaget (se bilag 1).
- Annoncer, der er betalt af tredjepart og som vi ikke har nogen indflydelse på - andet end at de skal overholde den gældende kodeks for hvilke former for annoncer, der må være i Prosabladet (se bilag 2).
- Annoncer indrykket af forbundet, lokalafdelingerne, A-kassen og PROSAs samarbejdspartnere med oplysning til medlemmerne.
Redaktionsudvalget vil inden for den femte stofgruppe prioritere følgende stofområder:
PROSA som fagforening
Dette er fagpolitisk stof, som er relevant for forbundets arbejde. Det kan f.eks. være orientering om PROSAs og A-kassens arbejde, eller hvad der sker på de arbejdspladser, som foreningsmedlemmer er ansat på. Vi lægger også vægt på at skrive om rigtige mennesker og de sager, de er involveret i.
It-udviklingen
Dette område er grundige beskrivelser og vurderinger af den nyeste it-teknik. Det handler om analyse- og designværktøjer, software og hardware. Og hvordan man kan sikre systemerne bedst muligt.
It´s indflydelse på og betydning for samfundsudviklingen og de forandringer, som udviklingen af teknikken medfører i den måde, de enkelte samfund fungerer på regionalt og globalt plan.
Ud over dette vil vi prioritere de debatindlæg, der indkommer, ved at trykke dem i førstkommende nummer af bladet.
Vi vil arbejde på at gøre stoffet om forbundets aktiviteter og udviklingen på arbejdsmarkedet generelt mere informativt og relevant for læserne. Vi ønsker derved at bidraget til at gøre flere medlemmer interesserede i organisationens udvikling, dens indre liv og medlemmernes egne arbejdsvilkår. Vi vil løbende arbejde på at gøre det faglige stof lettere tilgængeligt ― bl.a. ved at stille krav til form og læsevenlighed. Bladet kan ikke bare præsentere tørre regler taget lige fra lovteksterne ― det kræver en journalistisk bearbejdning.
Prosabladet vil fastholde en redaktionel linje, der sikrer, at omtalen af nye produkter ikke fremtræder som skjult reklame for disse, men er en sober vurdering af produkterne og deres anvendelighed.
Informationsteknologien har særligt de seneste år haft en stigende betydning for udviklingen af verdenssamfundet. Prosabladet skal fortsat følge denne udvikling og beskrive denne indflydelse ud fra to synsvinkler, hvilken betydning denne udvikling har for de jobfunktioner, it-folkene varetager og kommer til at varetage, og hvilke fremtidige kompetencer, der er nødvendige, for at it-folk kan sikre deres fremtid på It-jobmarkedet.
Redaktionsudvalget
Redaktionsudvalget nedsættes af DF og har 4-6 DF-valgte medlemmer plus to suppleanter. Udvalget konstituerer sig med en formand.
Redaktionsudvalget har det politiske ansvar for udgivelsen af PROSAs fagblad. Udvalget råder over det budget, der er aftalt med HB inklusiv de budgetterede annonceindtægter.
Udvalget træffer i samarbejde med PROSAs informationsafdeling afgørelse om valg af og indgår kontrakter med trykkeri og andre underleverandører. Redaktionsudvalget har ansvaret for Prosabladets indhold under skyldig hensyntagen til overholdelse af Prosabladets målsætning, herunder særligt at alle medlemmer og organer i PROSA får mulighed for at komme til orde i Prosabladet. Et andet vigtigt kriterium for valg af stof er aktualitet og væsentlighed.
Formidlingen skal indenfor budgettets rammer virke professionel i form og indhold.
Redaktionsudvalget har derfor ret til at redigere og forkorte indsendte indlæg, afvise indlæg som anses for uegnede til bladet eller udsætte optagelsen til et passende, senere tidspunkt.
Redaktionsudvalget står til ansvar overfor DF for sine beslutninger på dette område. Udvalget har ansvaret for at sikre kommunikationen til HB/FU og PROSAs daglige ledelse om relevante emner inden for sit område.
Udvalget tager straks efter Delegeretforsamlingen initiativ til, at der udarbejdes en aftale om produktion af bladet mellem redaktionsudvalget og informationsafdelingen. Denne aftale skal være klar senest to måneder efter Delegeretforsamlingens afholdelse. Denne aftale bør indeholde en præcisering af, hvem der er ansvarshavende redaktør for bladet.
Udvalget er forpligtet til at lade forbundets ledelse udgive et årligt særnummer af PROSAbladet med indkaldelse og materiale til Delegeretforsamlingen og midtvejsmødet. Omkostningerne til dette vedrører ikke Prosabladets budget.
Ressourcetildeling
Posten som ansvarshavende redaktør besættes normalt af en medarbejder i PROSAs informationsafdeling efter aftale med redaktionsudvalget. PROSA er forpligtet til, som led i den ovenfor nævnte produktionsaftale, at levere kvalificerede ressourcer til produktion af Prosabladet.
PROSA er forpligtet til at stille tidssvarende teknisk udstyr til rådighed til udarbejdelsen af Prosabladet.
Ved ansættelse af medarbejdere, som skal kunne indgå i arbejdet med produktionen af Prosabladet, deltager mindst et DF-valgt medlem af redaktionsudvalget i ansættelsesudvalget.
Kodeks for debatindlæg (bilag 1)
Redaktionens kodeks for debatindlæg på Prosabladets debatsider
Formålet med debatsiderne i Prosabladet er at give medlemmer og aktivister mulighed for at komme frem med deres meninger om, hvad der sker inden for it-branchen og inden for it-branchens faglige organisationer, herunder særligt PROSA.
I forhold til PROSA er debattens særlige formål at fremme organisationens videre udvikling som it-fagets fagforening. Både ros og kritik skal frem. Redaktionen vil ikke censurere debatten, vil ikke undlade at bringe debatindlæg, der er kritiske overfor PROSAs aktiviteter, organisation, administration, hoved- og lokalafdelingsbestyrelser eller medlemmer af disse. Redaktionen vil ikke bortcensurere kritik af ansatte politikere. Indlæg af denne karakter skal dog overholde visse etiske regler som formuleret nedenfor.
- De almindelige regler for debat i skriftlige medier skal overholdes. Ingen injurierende, racistiske eller andre udtalelser, der falder indenfor straffelovens bestemmelser.
- Redaktionen ønsker, at debatten skal føres i et sobert sprog en og god tone. Der skal argumenteres for egne holdninger, og hvor andres holdninger refereres skal dette ske loyalt. Polemik skal undgås.
- Opfølgende debatindlæg skal vise nye veje i debatten og indeholde nye synspunkter og argumenter, ikke blot gentage de gamle.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at tilbyde/opfordre andre debattører, herunder HB/FU formand, næstformand og faglige sekretærer, til at svare i samme nummer af bladet, hvor det vurderes, at det kan fremme debatten/afklaringen af en sag.
- Redaktionen forbeholder sig retten til at standse en debat, når der ikke kommer nyt i sagen.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at henvende sig direkte til debattørerne og bede dem om at ændre i deres debatindlæg, hvis der er konstateret fejl i redegørelser for f.eks. sagsforløb.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte debatindlæg.
Annoncekodeks for Prosabladet (Bilag 2)
Principper
PROSAbladet optager annoncer i det omfang, disse har en informationsmæssig værdi for PROSAs medlemmer - i relation til deres situation som lønmodtagere, freelancere og brugere af elektronik og software.
Derudover optager Prosabladet annoncer fra PROSAs samarbejdspartnere med tilbud fra disse til PROSAs medlemmer.
Der optages annoncer fra følgende områder:
- stillingsannoncer og henvisninger til stillingsannoncer på www
- faglige kurser af interesse for medlemmerne i bred forstand
- It-kurser af interesse for medlemmerne i bred forstand
- It-faglige bøger, tidsskrifter m.v. - inkluderer også samfundsdebat om emnet
- It-produkter/software af bred interesse for PROSA-medlemmer
- It-hardware i bred forstand
- produkter særligt rettet mod it-systemudvikling
Prosabladet optager ikke annoncer, som er:
- reelt rettet mod en brugerkreds væsentligt bredere end PROSAs medlemmer ― f.eks. for biler eller sæbepulver, altså konsumvarer i bred forstand osv.
PROSAs Delegeretforsamling 2010.







