Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

03.04.07   |   kl. 11:21  

CeBIT 2007 - indtryk fra hele verden

- reportage fra PROSAs bustur til CeBIT-messen i Hannover 17. marts.

CeBIT er en it-messe. Det er tredie gang PROSA arrangerer en tur dertil med succes. Det kan virke stort, hvis det er første gang man besøger det. Det er en god idé at vide hvad man vil nå at se. Et af de mest interessante områder at befinde sig i, efter min mening, er i hal 9. Der er et område kaldet Future Park, hvor fremtidige produkter og it-dimser under udvikling fremvises. Her er det ikke unormalt at finde studerende fra universiteter, der arbejder på et særligt produkt eller ny forskning.

Jeg fandt en tysk studerende, der kunne fortælle om brugen af peer-to-peer-netværk indenfor områder som online-spil og kommunikation. Han fortalte, at de arbejder på at bygge en proxyserver for VoIP-systemer, der benytter SIP-protokollen. Serveren sørger for at route samtaler på en effektiv måde ved at snakke sammen med andre proxyservere, uden at man har en centraliseret struktur med kun få servere hos én udbyder. Denne proxyserver kan i princippet ligge hos virksomhederne selv. Idéen er at man ved hjælp af peer-to-peer ikke belaster VoIP-udbyderens netværk i så høj grad. Samtidig behøver man ikke skifte sine IP-telefoner ud, da implementeringen ligger i en proxyserver, som SIP-protokollen allerede understøtter. Nogle af problemerne er dog sikkerhed. Han stod og forklarede så godt han kunne med det engelske ordforråd han havde. Jeg må sige han var entusiastisk omkring det, og det var spændende at høre om.

En af de sjove ting ved CeBIT er at der er folk fra hele verden. Jeg snakkede med folk fra Tyskland, Italien, Indien, Rusland og Kina. Blot for at nævne få af dem jeg kan huske. Jeg nåede ikke at finde nogle fra Danmark, selvom jeg slog op at der var 29 danske stande.

Jeg fik mange gode it-oplevelser på CeBIT. Der er desværre ikke plads til at fortælle om dem alle. Jeg savnede at vi PROSA-folk mødtes på messen for sammen at se noget. Sidste år var der et foredrag fra IBM man kunne melde sig til. Jeg håber at noget lignende kommer næste år. Der skal jeg selvfølgelig med igen!