Bjarke Walling
23.11.06 | kl. 14:36
En oplevelse af 3D
PROSA arrangerede lørdag 28. oktober en tur til Planetariet i København, hvor der blev vist en 3D-film og efterfølgende var der fremvisning af operatørrummet.
Hvem gider at stå op ved 8-tiden en lørdag for at tage toget fra Jylland til København for at se en film i 3D? Folk med en "nørd i maven" ligesom mig vil sikkert sige ja til sådan en tur. Selvfølgelig for at se hvad Planetariet kan byde på, men ikke mindst for at møde nogle folk fra PROSA og få en hyggelig dag ud af det. Det viste sig at der var en som havde taget flyveren fra Aalborg. Hvem gider ikke, hvis en fra Aalborg gør - det besvarede mit spørgsmål.
Stjernehimlen
Til at begynde med var der en fortælling om stjernehimlen. Det er en herlig fornemmelse når de toner ned for lyset og stjernehimlen dukker frem fra loftet. Man kan se den hele vejen omkring sig. Hvad man normalt ikke ved er at en 5-10 m2 stor computer står og beregner stjernernes position løbende, analogt! Det var noget vi fandt ud af senere den dag.
Oplevelse af 3D
Herefter begyndte 3D-oplevelsen. Figurer dukkede op inde såvel som uden for skærmen. Et optisk bedrag godt nok, men et af de bedre. Objekterne var nogle gange tæt nok på til at "røre". Selve filmen var en kortfilm der handlede om en boksekamp. Jeg vil ikke gå i dybden med en anmeldelse, men blot nævne at filmen havde sin egen form for humor. Den er mest værd at se fordi den bliver vist i 3D. Det jeg var mest skuffet over var at filmen kun blev vist i biograflærred-størrelse og ikke i hele IMAX-størrelsen. En kombination af IMAX- og 3D-teknologi ville blive et hit. Det skal siges at det trods alt var en god oplevelse at se 3D-filmen. Det er ikke noget man prøver hver dag.
Operatørrum
Turen bød bagefter på en rundvisning i operatørrummet. Vi kom ind i et rum som var en kombination af serverrum, elskab, en kolos af computer ovre i hjørnet samt en kæmpe rullefremfører og IMAX-projektor. Guiden lagde ud med at fortælle om pæren i IMAX-projektoren. Inden i den er et tryk på otte atmosfære, så det svarer til en håndgranat hvis den sprænger. Af den grund har de hjelm med visir og skudsikker vest på, når de skal skifte den.
Heldigvis er den pakket godt ind i IMAX-projektoren til daglig.
Det nye i rummet var en rackserver. Visning af 3D-filmen foregik på den. På grund af billedets opløsning og det faktum at billedet skal leveres i stereo (et for hvert øje) betyder det at serveren skal læse 200 MB/s. Med samtidig læsning fra otte harddiske kan det akkurat lade sig gøre. Til sidst fortalte han om kolossen af en analog computer der styrede stjerneprojektoren. Det var state-of-the-art dengang Planetariet blev bygget i 1989. Det var en gammel sag, som ikke foreløbigt bliver skiftet ud. Den virker jo som den skal.
Jeg var positivt overrasket over at der dukkede mange op fra PROSA/STUD. Det er godt at arrangementer også kan tiltrække os studerende. Tag med til det næste gratis PROSA arrangement. Det kan kun blive hyggeligt!








