Mads Kellermann
22.08.07 | kl. 10:58
Flere vil læse it
I år har 2509 studerende søgt ind på it-studier. Det er især universiteterne og multimediedesign, der tiltrækker de unge.
I år var der 20% flere, der søgte end på it-uddannelserne end sidste år. Det viser de årlige tal for optaget på de videregående uddannelser, der blev offentliggjort d. 28. juli 2007. En veltiltrængt stigning efter konstant fald igennem de sidste fem år. De fire nye bacheloruddannelser på universiteterne har fået nogle fornuftige optagetal og gør, at det samlede optag på de lange videregående uddannelser og de universitære bachelorer er steget med over 50% ift. året før og er på det højeste niveau i de sidste fem år. Til gengæld har it-diplomingeniøruddannelserne og HA(dat) vist en nedgang. De korte videregående uddannelser har haft en stigning for datamatikerne og ikke mindst multimediedesignerne på 26% i forhold til sidste år. It- og elektronikuddannelsen har vist et fortsat fald og er nu på det halve af, hvad den var for fem år siden. Alt i alt en positiv udvikling, men med tegn på, at de mere tekniske og merkantile uddannelser ikke tiltrækker så mange nye studerende.
Hvil ikke på laurbærrene
Men der er ingen grund til at hvile på laurbærrene Selvom der er sket en stor stigning, og vi dermed er kommet op på 2.509 nye it-studerende, er optaget stadig ikke stort nok til at dække den forventede efterspørgsel i fremtiden. Vi skal stadig ud og fortælle hvilken spændende branche og hvilket spændende og betydningsfuldt arbejde, der ligger inden for it, med mange udfordringer og udviklingsmuligheder.
For mange multimediedesignere
Andelen af studerende på de kortere videregående uddannelser er stort set den samme igennem de sidste fem år, mens de lange universitære uddannelser har en stigning. Det er de erhvervsrettede mellemlange videregående uddannelser som taber studerende. Vi må håbe, at den nye it-professionsbachelor, som forventes at starte i efteråret 2008, vil rette op på den skævhed i de kommende år. En anden skævhed viser sig også: Optaget på multimediedesigneruddannelsen stiger stadig og er 20% højere end for fem år siden, og multimediedesignerne udgør efterhånden 31% af samtlige nyoptagne it-studerende. Dette er helt ude af proportion med efterspørgslen på it-arbejdskraft og de problemer, der har været fremme omkring uddannelsens manglende fokus på arbejdsmarkedet. Der bliver nu gennemført en stramning af den faglige profil på multimediedesigneruddannelsen, som muligvis kan være med til både at gøre uddannelsen mere anvendelig på arbejdsmarkedet - og som måske også vil få optaget til at falde. Vi er i hvert fald lige nu inde i en klar overproduktionssituation som ingen, hverken de studerende, skolerne eller samfundet kan have interesse i.








