Jeanette Grøn Nielsen
20.04.05 | kl. 10:36
Jobmarked - here I come!
Det er sæson for, at nyuddannede banker på døren til arbejdsmarkedet. Vi har set på, om det er blevet nemmere at få job, og talt med spilfirmaet Deadline Games om deres store krav til nye spil-gale medarbejdere.
Kun de bedste bliver ansat
Mange drømmer om at kunne leve af interessen for computerspil. Chris Mottes er direktør i spilfirmaet Deadline Games og fortæller her om at ansætte nye medarbejdere. Kravene er skyhøje.
Der er travlt på gangene i Deadline Games i det indre København. Firmaets hidtil største satsning - spillet Total Overdose - lanceres denne sommer. Man er også i gang med Overdose 2, og der bliver brug for 50-60 nye medarbejdere i løbet af 2005. Men hvem er det, de ansætter? Det spurgte PROSIT direktøren for spil-firmaet, Chris Mottes, om. Han er også en af initiativtagerne til den nye computerspil-uddannelse. Og han har ikke noget problem med at få masser af ansøgere, selvom lønningerne er lavere end i andre it-miljøer.
Hvilken uddannelse skal man have for at blive ansat i Deadline Games?
Vi har 15-20 dataloger og bl.a. også ingeniører ansat. Normen er, at folk skal have en kandidatuddannelse eller som minimum en bachelor. Hvis man ikke har det, skal man have stor brancheerfaring på en eller anden måde. Det vi laver er ekstremt komplekst og foregår hele tiden på kanten af, hvad teknologien kan, så det forudsætter virkelige gode matematiske kundskaber. Hvis man fx er nyuddannet datalog, skal man have haft et praktikforløb - enten hos os eller andre - for at blive ansat. Vi har løbende ca. to elever i praktik. Normalt er det dataloger, men lige nu er det faktisk multimediedesignere.
Er karakterer vigtige?
Ja, det er væsentligt, at karaktererne er gode. Men det er endnu vigtigere, hvilke specialer folk har. Altså hvilke ting de har brugt tid på og sat sig ind i under studiet.
Hvad skal man ellers kunne?
Det største krav er en gennemgående interesse og passion for spil! Jeg plejer at udtrykke det ved, at vi er en underholdningsvirksomhed, ikke en it-virksomhed. Dvs. medarbejderne skal brænde for det, de skal forstå produktet og selv bruge det. De skal simpelthen være drevet af lyst for, at vi kan opnå det bedste resultat. De ansatte skal have en ambition, der er højere end hvad der reelt kan lade sig gøre. Det er nødvendigt. Og det har man kun, hvis man virkelig interesserer sig for spil. Desuden skal man være god til engelsk. Al kommunikation hos os foregår på engelsk - også vores møder. 20-25% af de ansatte er udlændinge. Danmark står stærkt på programmør-siden, men ellers må vi ofte til udlandet for hente ekspertise ind.
Den gennemsnitlige ansatte i Deadline Games?
Vi har en gennemsnitsalder på 31 år. I andre virksomheder er den cirka 26 år. Vi satser på moden arbejdskraft, for det fremtidssikrer vores virksomhed. Der bliver heller ikke arbejdet voldsomt meget over, som man ellers kunne tro. 80% af alt arbejdet bliver lavet mellem kl. 9 og 17. De sidste 20% af arbejdet bliver så lavet på skæve tidspunkter, fordi det skal være færdigt. Vi har jo en ekstrem hård arbejdsgiver ude i verden, hvor vi skal konkurrere med andre spil-producenter i fx Italien, USA og Tyskland, hvor folk får 1/3 i løn. Så vi skal skille os ud på talent og på at levere til tiden - derfor bliver der overarbejdet i perioder.
Ved redaktionens slutning søgte Deadline Games efter en Game Director, Technical Producer, 3D Animator, Gameplay Programmer, Tools Programmer og spiltestere. Se stillingsopslag på www.deadlinegames.com.








