Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

15.10.04   |   kl. 09:25  

Pirater og antipirater i livlig debat

STUD-træffet åbnede med, at pirater og antipirater mødte hinanden og diskuterede om patenter og ophavsret spænder ben for kreativiteten og visionerne - eller om det er nødvendigt med strikse regler i cyberspace.

Arne Würgler fra KODA var en af panelets fire deltagere og blev af ordstyrer journalist Anders Christensen (tidl. Harddisken) med et smil præsenteret som "en af dem der ofte stopper festen". Denne eftermiddag i Svendborg satte Würgler til gengæld gang i diskussionen. Würgler mener, at kunstnerne skal have noget for deres arbejde og talte imod en telekommunikationsbranche, der tjener penge indirekte på kunstnerne, fordi brugerne benytter medierne til musik og film. Han var den, der fik de fleste spørgsmål fra salen.

Der er patenter overalt
Men inden vi kom så langt ridsede paneldeltager Ole Tange fra softwarepatenter.dk begreberne op og klargjorde, hvordan patenter på software hæmmer virketrangen - fx hvis man vil oprette en butik på Internettet. Der findes 30.000 patenter og det er svært at gætte sig til dem, der er fx patent på GIF-filer, link til samarbejdspartnere, indkøbskurv-konceptet og at betale med kreditkort.

Pirat versus antipirat
Arne Würgler, KODA, koncentrerede sig om ophavsretten og fik ikke kun spørgsmål fra salen, men også fra panelet i form af Claus Pedersen, der i sin "Support Piracy"-t-shirt og med piratgruppen.org i ryggen talte om den sygelige mistænkeliggørelse af fildelingstjenester, som han betegnede som "sabotage af den mest perspektivrige teknologi siden damplokomotivet". Würgler fra KODA henviste til, at der er et gratis og lovligt alternativ til fildeling: på landets biblioteker kan man downloade musik. En studerende fra salen kunne dog oplyse, at det ikke var lykkes ham, da det ikke fungerer på Linuxplatformen.

Licens som løsning
Det er vigtigt, at kunstnerne får betaling for deres musik, der oftest er små selvstændige uden ret til dagpenge og pension, fremhævede Würgler. Det var Claus Pedersen, piratgruppen, ikke uenig i, men undrede sig over, at han ikke måtte kopiere musik, når kunstnerne netop var blevet kompenseret via den afgift der ligger på mediet? Panelets sidste deltager, tyskfødte Sebastian Büttrich, musiker og it-mand fra wire.less.dk, fortalte om kunstneres mulighed for en mellemvej - så man både deler sin musik/kunst med andre og bliver betalt for det. Ved at give sin kunst fri på en creative commons licens, der som overskrift ikke har "all rights reserved", men "some rights reserved", er det tilladt at kopiere, distribuere og måske ændre på produktet. Det har siden 2001 været muligt at udgive værker på en creative commons licens.

Upopulære antipirater
Flere spørgsmål berørte den berygtede antipiratgruppe og Claus Pedersen, piratgruppen, var frustreret over, at KODA samarbejder med dem trods deres metoder med at vække private midt om natten, hvor de ikke har adgang til advokat og kræver tavshedsklausuler og dobbelt så store beløb, som det de mener sig snydt for. Würgler, KODA var heller ikke stolt over samarbejdet, som han mener, giver KODA et dårligt image og vil se de på de konkrete sager, hvor der er blevet brugt ufine metoder.