Signe Poppenbøll Hansen
01.11.05 | kl. 08:50
Softwarepatenter - godt eller dårligt?
Det var netop spørgsmålet, der var til debat torsdag d. 15. september i Landstingssalen i Folketinget. PROSA havde sammen med IT-Politisk Forening arrangeret en storstilet international konference om softwarepatenter.
PROSIT er på vej op ad den brede trappe, der går fra Folketingets ankomsthal og op til Landstinget, hvor konferencen om softwarepatenter finder sted. Der er ca. 80 andre fremmødte denne torsdag - både advokater, it-folk, repræsentanter fra den amerikanske ambassade og for Patent- og Varemærkestyrelsen, studerende fra forskellige uddannelser og mange andre.
En holdning til softwarepatenter
Oplægsholderne er også en blandet flok - de kommer fra Microsoft, Københavns Universitet, Dansk Handel og Service, Public Patent Foundation, B&O osv., osv. En ting har de dog alle sammen til fælles, og det er, at de har en holdning til softwarepatenter. Godt nok ikke den samme holdning, men det er jo også hele ideen med konferencen: At få nogle forskellige holdninger og argumenter på banen og på den måde komme rundt om emnet softwarepatenter.
Argumenterne imod
Ca. halvdelen af oplægsholderne er imod softwarepatenter og argumenterne er bl.a. at patenter i høj grad mindsker innovation, videreudvikling og forbedring af produkter. Og ikke nok med at patenterne forhindrer innovationen, de leder også den sparsomme innovation, der er i en bestemt retning. Desuden giver patenterne ulige konkurrenceforhold og er kun en fordel for de store virksomheder. I Danmark er vi gode til at bygge videre på eksisterende produkter og vidensdele og det forhindrer softwarepatenter - derfor er det altså skidt for Danmark, hvis alt bliver patenteret.
Argumenterne for
Sjovt nok er argumentet om nedsat innovation, der går igen og igen på modstandersiden, det samme argument man bruger på tilhængersiden. Her mener man bare, at mangel på patenter vil mindske innovationen, fordi firmaerne ikke er interesserede i at udvikle produkter, hvis alle kan udvikle videre på dem og gøre dem til deres.
Ingen enighed
En ting er sikkert; De to fløje bliver ikke enige om, om Softwarepatenter er godt eller skidt denne torsdag i Folketinget. Men holdningerne for og imod er blevet debatteret og vi har måske alle sammen fået et lidt bedre overblik over, præcis hvad diskussionen drejer sig om.








