Medlemmernes historier
Martin Wielandt, 26 år, var netop vendt hjem som udstationeret soldat, da han begyndte på datamatikeruddannelsen.
Nu er han godt i gang med 3. semester på BEC i København
Hvad fik dig til at studere it?
Jeg har altid været familiens tekniker og arbejdet rigtig meget med computere. Da jeg var udsendt til Kosovo, fungerede jeg som systemadministrator. Det var faktisk en ret stor opgave, og jeg fik smagt på de forskellige områder. Og efter at have snakket med en kollega dernede besluttede jeg mig for at søge ind.
Hvordan er det at være studerende på dit uddannelsessted?
Jeg vidste, det ville blive hårdt. Uddannelsen er på et niveau, hvor du skal være okay med – også rent logisk set. Du skal kunne noget matematik, være opmærksom, fokuseret og lave sine ting. Det er ikke bare en uddannelse, som man sover sig igennem. Der er nu også tid til det sjove, vi er blandt andet ved at få et fredagsbar-udvalg op at køre, og vi laver mange aktiviteter ved siden af.
Hvad er dit drømmejob?
Jeg har mange drømmejobs. Drengedrømmen er at blive robottekniker og udvikle AI og sådan noget på højere planer. Men det er jo ikke hvem som helst, der kommer ind i den branche. Min uddannelse er måske ikke helt nok, men så må jeg videreuddanne mig. Jeg interesserer mig også meget for at arbejde med trådløst netværk.
Hvad tror du en fagforening kan hjælpe dig med som studerende?
PROSA hjælper dig, hvis du kommer i konflikt med dit studiested.
Vi havde en studerende på vores skole, som havde raget uklar med ledelsen. Så kontaktede han PROSA og fik støtte og hjælp til, hvordan han skulle forholde sig. PROSA er jo et netværk, som du har, når tingene brænder på. Det er supervigtigt, at du har nogen at ringe til. Du kan jo ikke ringe til Undervisningsministeriet, for der kommer du ikke igennem.
Hvad er dit billede af PROSA?
Flere af mine venner i branchen er blevet hjulpet af PROSA . F.eks. skaffede PROSA en af mine venner 30.000 kr, som han ellers var blevet snydt for af sin arbejdsgiver. PROSA tilbyder også mange relevante kurser og gode arrangementer. Jeg har lige været til et foredrag om trådløs sikkerhed og til forpremiere på Hitman. Det var supergodt.









