14. Jeg er ikke dansk statsborger. Kan jeg optages i PROSA og kan jeg få dagpenge?
Dit spørgsmål deles op i to, da svaret afhænger af om du ønsker optagelse i
1) forbundet eller 2) a-kassen.
1) Forbundet PROSA
Du kan blive medlem af PROSA, når du har afsluttet en it-uddannelse. Det gælder også, selvom du er arbejdsløs efter endt uddannelse, så længe du samtidig melder dig i PROSAs a-kasse. Se yderligere om regler for dimittendoptagelse her.
Du kan også blive indmeldt i PROSA, hvis du arbejder i et job indenfor it-faget. Det gælder, selvom du ikke opfylder a-kasse-kravene i forhold til opholdstilladelse (se mere nedenfor), men kun ønsker medlemskab af forbundet. Vi kræver blot, at du er i arbejde.
2) A-kassen
Hvis du opfylder de normale betingelser, kan du blive optaget i a-kassen. Om du kan få dagpenge afhænger af din nationalitet og din eventuelle arbejdstilladelse.
Du kommer fra et EØS-land eller Schweiz
Hvis du er statsborger i Belgien, Cypern (kun det græsk-cypriotiske område), Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Liechtenstein, Nederlandene, Norge, Irland, Italien, Luxembourg, Malta, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland eller Østrig skal du ikke have en arbejdstilladelse, og du kan få dagpenge i a-kassen, hvis du opfylder betingelserne herfor.
Hvis du er statsborger i Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn skal du som udgangspunkt have en arbejdstilladelse. Du kan få en arbejdstilladelse, hvis du arbejder mere end 30 timer ugentligt. Vi skal se din arbejdstilladelse før vi kan afgøre, om du kan få dagpenge. NB! Der er nye og lempeligere regler på vej. Du bør derfor kontakte os, hvis du vil være medlem af a-kassen.
Det kan blive aktuelt, at medregne anciennitet eller arbejde fra dit hjemland eller et andet EØS-land. Kontakt os, hvis du vil vide mere.
Du kommer fra et land uden for EØS/Schweiz
Du skal som hovedregel have en arbejdstilladelse. Vi skal se din arbejdstilladelse før vi kan afgøre, om du kan få dagpenge.








