Hverv dine kollegaer og få en bedre arbejdsplads
For hver nye kollega der melder sig ind i PROSA, vokser PROSAs - og dermed din indflydelse på arbejdspladsen.
I står stærkere når I taler sammen på arbejdspladsen, og dialog er det bedste værktøj til at få bedre løn- og ansættelsesforhold. Som enkeltperson kan du sagtens forhandle din egen løn, men når det gælder pension, feriefridage og barsel, så kræves det at have fuld opbakning til en stærk organisation som PROSA.
Når du skal organisere nye PROSA medlemmer på arbejdspladsen gælder det om at sætte PROSA på dagsordenen. Som medlem skal man stå ved sit eget medlemskab og sætte sig selv i spil når ens kollegaer skal organiseres.
Som it-professionelle har vi faget til fælles, og det er herigennem vi skal slå igennem.
Løn og ansættelsesforhold
For nogle kan det være grænseoverskridende at starte en diskussion blandt kollegaerne, omkring løn og ansættelsesvilkår. Mange ønsker ikke at være åbne omkring sin løn, og det kan decideret være tabubelagt at tale om hvad man får i løn. Derfor anbefaler vi at PROSAs lønstatistik bruges til at sætte gang i snakken på arbejdspladsen. PROSAs lønstatistik kan bruges på arbejdspladen til anonymt at kortlægge løn, pension m.m. på arbejdspladsen - dette motiverer til at sætte gang i dialogen på arbejdspladsen og er en rigtig god indgangsvinkel til også at sætte PROSA på dagsordenen.
Dialogen med kollegaen der ikke er medlem
Ingen ønsker at blive tvunget ind i noget, derfor tror vi på at kollegerne hverves bedst igennem anerkendende samtaler, hvor kollegaen selv ser fordelene af et medlemskab af PROSA.
Lyt dobbelt så meget som du fortæller, og husk at lade være med at presse på - lyt og fortæl udfra dine egne erfaringer.
Eksempler: Er du medlem af en fagforening?, Hvilken fagforening er du medlem af?, Hvorfor er du ikke medlem?, Hvorfor har du valgt en anden fagforening end PROSA?, Kender du ikke selv nogle der har haft brug for en fagforening?
Hvorfor melder folk sig ikke ind af sig selv?
Vi skal huske at den hyppigste årsag til at nogle ikke er medlem af en fagforening, er at de ikke er blevet spurgt. Så just-do-it - spørg dine kollegaer, og meld dem ind.
På workshoppen arbejder vi med hvordan medlemshvervningen på arbejdspladsen sættes i system. Du får udleveret en plan for hvervning på din arbejdsplads, og skal arbejde videre med den når du kommer tilbage på arbejdspladsen. gerne i ping-pong med os - så den bliver tilpasset de aktuelle forhold på din egen arbejdsplads.
Hverveworkshoppens indhold:
Du får:
- indsigt i PROSAs aktuelle arbejde med opsøgende arbejdspladsarbejde og hvervning
- viden om, hvordan PROSA kan hjælpe dig med at udbygge dit netværk og med at forbedre din arbejdsplads
- redskaber, tips og tricks til at gøre PROSA mere synlig for dine kolleger
- mulighed for at påvirke PROSAs hverveindsats og hvordan PROSA bør prioritere
Vi skal:
- dele erfaringer omkring de bedste måder at fastholde og hverve nye medlemmer
- gennemgå tanken bag den såkaldte "organizer"-model med inspiration fra USA og Storbritannien
- lægge konkrete planer for de arbejdspladser, som deltagerne selv repræsenterer
Eventuelt (hvis der er mange deltagere) kan vi dele os ind i grupper, f.eks. omkring udenlandske it-folk, "solister", finansområdet/forsikring etc.
Meld dig til midtvejsmødet og deltag i denne workshop!








