Generalforsamling 2009
[Materiale til generalforsamling i PROSA|ØST 2009]
På sidste års generalforsamling – afholdt 29.10.08 – blev der vedtaget en handlingsplan med følgende punkter:
- Individuel medlemsservice
- Øst-projektet
- Demokrati
- Arbejdspladsarbejde
- Hjemmeside
- Samarbejde med andre
- Seniorklub
Se nedenfor, hvad der blev vedtaget, og hvad vi har gjort i perioden.
1) Individuel medlemsservice
Mange PROSA/ØST-medlemmer får hvert år personlig rådgivning eller hjælp, når der opstår akutte problemer eller andre spørgsmål i forbindelse med jobbet. I perioden 2008-2009 har det bl.a. drejet sig om følgende typer sager:
- Ingen eller mangelfuld ansættelseskontrakt
- Lønnen udeblevet
- Feriepenge
- Konkurser
- Opsigelsesvarsler
- Vilkår ved opsigelse
- Usaglige opsigelser
- Ligebehandling
- Optioner
- Klausuler
Sager, som PROSA har kørt videre over for arbejdsgiveren:
76 sager er blevet afsluttet i perioden fra den 1.9.2008 til 31.8.2009.
5.000.726 kr. er i alt blevet udbetalt til medlemmerne på baggrund af disse sager.
2) Øst-projektet
Hovedformålet med det såkaldte ”Øst-projekt” er at bidrage til øget faglig aktivitet blandt vore medlemmer, bl.a. via gå-hjem-møder, ledighedsaktiviteter, støtte til klubarbejde, oprettelse af netværksgrupper samt hvervning og generel profilering af PROSAs arbejde. PROSA/ØST går også gerne i spidsen med at afprøve forskellige metoder for at inddrage medlemmerne.I perioden er der afholdt adskillige Café Øst-arrangementer med it-faglige eller fagforeningsfaglige temaer, samt jule- og sommerafslutninger.
Eksempler på arrangementer
- Kursus i individuel lønforhandling
- Café Øst: Undgå at dit it-projekt løber løbsk
- Café Øst: Virtualisering
- Café Øst: Få det bedste ud af din MUS-samtale (aflyst)
- Forpremiere på ”Mænd der hader kvinder” og ”Pigen der legede med ilden”
- Krimihacking (opfølgning på ”Mænd der hader kvinder”)
Ny mentorordning
Fra og med efteråret 2009 har PROSA/ØST startet en ny mentorordning som et pilotprojekt. Hvis det går godt, er planen, at projektet skal overgå til at være en forbundsopgave, hvor PROSA/ØST har været fødselshjælper.
Robotnetværk
PROSAs netværk for robotentusiaster har mødtes fast hver 14. dag siden januar 2008, dvs. for andet år i træk. Netværket er selvkørende og finansieres pt. af PROSA/ØST.
Girlz Night
PROSAs netværk for it-kvinder blev oprindeligt startet af PROSA/ØST. I løbet af GF-perioden er det overgået til at være en forbundsopgave.
Nyt spilnetværk?
Som følge af et samarbejde med PROSA/STUD ved Aalborg Universitet i København/Ballerup er der måske grundlag for et nyt netværk for interesserede og ansatte i spilbranchen. Interesserede kan tilmelde sig LinkedIn-gruppen ”PROSA Game Network”.
1. maj med sygeplejersker og stormtroopers
I år valgte vi at samarbejde med ungdomsudvalget om en fornyelse af rammerne omkring den årlige 1. maj-markering. Konkret betød det, at vi lejede en lydvogn med DJ til turen til Fælledparken og at vi fik
selskab af en gruppe stormtroopers, Darth Vader og en afdeling sygeplejersker fra Dansk Sygeplejeråd.
3) Demokrati
Det vedtog vi:
”Bestyrelsen har som målsætning at deltagerantallet på næste ordinære generalforsamling i 2009 bliver øget væsentligt i forhold til generalforsamlingen i 2008. ØST vil søge at udvikle metoder til størst mulig inddragelse af medlemmerne, med tanke på de særlige udfordringer, spredningen af medlemmerne på mange små og store arbejdspladser, giver. Bestyrelsen betragter urafstemninger blandt medlemmerne som et godt supplement til delegeretforsamlinger og generalforsamlinger.”
Det har vi gjort:
Bestyrelsen har i år prøvet at afholde generalforsamling på en anden måde end de seneste år, med det formål at få flere medlemmer til at deltage. Bl.a. ved at starte dagen med et it-fagligt oplæg, at mødet gennemføres på en lørdag og at der inviteres til fælles middag med en anden lokalafdeling, som har generalforsamling den samme dag.
4) Arbejdspladsarbejde
Det vedtog vi:
”PROSA/ØST ønsker en målrettet og klar fornyelse af PROSAs faglige arbejde, med henblik på at nå ud til de mange medlemmer, der er privatansat på individuel kontrakt eller uden for PROSAs overenskomster. Denne satsning skal fungere som et pilotprojekt for at høste erfaringer og som den første fase i et langsigtet arbejde for at:
- Sikre de privatansatte medlemmer opmærksomhed og et højt serviceniveau
- Styrke PROSAs organisation på de private arbejdspladser
- Styrke PROSAs fokus på at hverve og modtage nye medlemmer”
Det har vi gjort:
Fra november 2008 har Bjarke Friborg fungeret som projektansvarlig for denne del af arbejdsplanen, ansat som projektmedarbejder 2008-2010. I perioden er der gennemført en række aktiviteter med henblik på at styrke vores tilstedeværelse på arbejdspladserne, bl.a.:
- APR-undersøgelsen december 2008-januar 2009
- Opsøgende arbejde i forbindelse med PROSAs lønstatistik januar-marts 2009
- Løbende opfølgning på udvalgte virksomheder og medlemsgrupper
Prioriterede arbejdspladser 2009-2010
På baggrund af det foreløbige arbejde har bestyrelsen og den projektansvarlige opsummeret følgende tre indsatsområder, der skal prioriteres indtil projektperiodens udløb i november 2010:
- Udvalgte virksomheder, hvor der er ønske om kontakt (DONG, SDC m.fl.)
- Finans-relaterede virksomheder (banker, pension, forsikring, revision etc.)
- Lauttrupparken/Ballerup (mange medlemmer og it-virksomheder i et afgrænset område)
5) Hjemmesiden
Det vedtog vi:
”Bestyrelsen vil arbejde for, at forbundets og ØSTs hjemmeside gøres mere tidssvarende og relevant for medlemmerne. PROSAnet skal bruges aktivt til at udbygge og skabe netværk blandt medlemmerne.”
Det har vi gjort:
PROSA/ØST har været repræsenteret i styregruppen for udvikling af www.prosa.dk. Dette arbejde har bl.a. ført til, at sitet i perioden er blevet udbygget i flere omgange, løbende har fået nye features og at der er flere ting undervejs – herunder udbygning af RSS-feeds, et nyt kurssussystem, wiki- og blogfunktion, en ny community-del m.m.
6) Samarbejde med andre
Det vedtog vi:
”Bestyrelsen skal i samarbejde med andre lokalafdelinger og relevante HB-udvalg arbejde for at forbedre og udbygge de tilbud i PROSA, som især retter sig mod medlemmer af PROSA/ØST og PROSA/VEST. Samarbejdet med PROSA/VEST udbygges og formaliseres med henblik på at udarbejde en fælles vision for forbundets fremtid og gennemføre konkrete politiske initiativer.”
Det har vi gjort:
PROSA/VEST
Samarbejdet med PROSA/VEST er godt og tæt, bl.a. har vi i lighed med tidligere år gennemført et fælles årligt møde for begge bestyrelser. Der er også et udstrakt samarbejde mellem projektmedarbejderne, der står for arbejdspladsarbejdet i de to lokalafdelinger.
PROSA/STUD
Derudover har PROSA/ØST et godt samarbejde med PROSA/STUD og med Ungdomsudvalget, bl.a. deltog flere ØST-medlemmer i ”Superhelte”-weekendseminaret. Der har også været et godt samarbejde omkring deltagelse i introduktionsmøder for PROSA/STUD og mht. opstart af en STUD-gruppe i Ballerup.
CFIR – Copenhagen Finance IT Region
I perioden er PROSA gået med i et erhvervsudviklingsprojekt, der skal være med til at etablere København som en regional it- og finansklynge. I alt 14 aktører er med, herunder både arbejdsgiverorganisationer, uddannelsesinstitutioner og fagforbund.
Formålet er bl.a. at sikre tilstrækkelige uddannelsestilbud og kompetenceudvikling for it-folk i finanssektoren i bred forstand (dvs. både bank, forsikring, revision, pension m.m.), og PROSA/ØST er gået med for at sikre vore medlemmers position i sektoren. Samarbejdet i projektet er forløbet godt, og der er blevet lyttet til PROSAs synspunkter.
7) Seniorklub
Det vedtog vi:
”Bestyrelsen arbejder i det kommende år for at etablere en seniorklub med en medlemsvalgt bestyrelse. Der ydes støtte til bestyrelsen med at etablere aktiviteter for denne målgruppe.”
Det har vi gjort:
Bestyrelsen har i perioden nedsat et seniorudvalg, som har arbejdet ud fra følgende kommissorium:
- Finde et passende navn til udvalget relateret til PROSA og it-faget
- Definition af seniorer
- At udarbejde en seniorpolitik
- At komme med forslag til it-faglige emner
- At afholde arrangementer som primært henvender sig til seniorer
- At synliggøre seniorarbejdet for medlemmerne
- Drøftelse af klubstiftelse
Afholdte seniormøder:
- Et liv efter arbejdsmarkedet?
- Rundvisning i Det Kongelige Bibliotek
- Besøg på Frederiksberg Slot / Hærens Officersskole
- Byg dit eget website
- Arv og testamente








