Skrevet til PROSAs 30 års jubilæum i 1997.

Trods sine kun 30 år, har PROSA været igennem meget. Især forholdet til den øvrige fagbevægelse har ofte været på dagsordenen.

Af Bodil Toft, ex-formand.

Da PROSA blev dannet, var der ingen andre organisationer, der havde lyst til at organisere edb-folkene.

Dette billede vendte sig imidlertid kort tid efter, og sådan har det så været siden - at flere har ønsket at organisere, og edb-folkene har været spredt på flere organisationer. En del af forklaringen herpå er edb-fagets unge alder og manglen på faglige traditioner og manglen på formel edb-uddannelse i de første mange af fagets leveår.

PROSA ønskede at samle alle edb-folk. PROSA ønskede også at skabe en fagforening, som lærte af de andres fejl og baserede sig på direkte medlemsdemokrati, åbenhed og medindflydelse. Slagkraftig, partipolitisk uafhængig og med stor vægt på at samle og formidle viden om edb-faget.

Grænseproblemer

Målsætningen om at samle edb-folk betød også, at PROSA konkurrerede med en del andre organisationer. Primært HK-Samdata, en del af HK, som blev dannet, efter at PROSAs succes begyndte at blive synlig. Det var også HK-Samdatas mål at organisere edb-folkene.

Desuden havde PROSA grænseproblemer med uddannelsesforeningerne f.eks. Magisterforeningen (dataloger) og Ingeniørforbundet, med banksektoren og sparekassesektoren, der ønskede at organisere alle faggrupper inden for egen sektor, og med en lang række virksomheds-organisationer, f.eks. på telefonselskaberne.

Alle disse grænseproblemer betød i en række år ikke særlig meget. Edb-faget voksede, PROSA voksede og havde succes, og arbejdskraften var efterspurgt og godt lønnet. Selvfølgelig var edb-folkenes splittelse en svækkelse af edb-folkenes gennemslagskraft, men på stort set alle andre områder var edb-folkene en stærk faggruppe. PROSA optrådte altid solidarisk - også over for konkurrerende organisationer - og PROSA ønskede også at samarbejde med disse. Men PROSA stod uden for hovedorganisationerne og ønskede ikke at indgå grænseaftaler. Tanken om på organisationsplan at aftale, hvilke edb-folk, der skulle afskæres fra at kunne vælge PROSA, stred med ideen om decentralt medlemsdemokrati og gjorde ondt på mange af PROSAs aktive. (Og det gør den vist stadig).

Uformelt samarbejde

Resten af fagbevægelsen ville ikke lave aftaler med en lokalafdeling eller klub i PROSA men kun med hele organisationen.

PROSA forventede, at den demokratiske holdning sammen med den professionelle holdning til edb og de gode overenskomstresultater i sig selv ville gøre, at stort set alle edb-folk ville vælge PROSA. Men det viste sig kun at være delvist rigtigt. Mennesker vægter forskelligt - og det gælder også edb-folk. Så selv på områder, hvor PROSA klart havde de bedste resultater, fik vi ikke 100% organisering.

Uden klare grænser - intet samarbejde. Det var (og er) den almindelige holdning i fagbevægelsen, så organisationen PROSA fik ingen samarbejdsaftaler, og det samarbejde der foregik på arbejdspladserne var uformelt. Men det var som sagt uden større betydning.

Indtil arbejdsmarkedet ændrede sig, så småt i slutningen af 80erne, og for fuld kraft i starten af 90erne. Her kom en række ændringer, som skulle få stor betydning.

1. Arbejdsmarkedet blev centraliseret. Virksomhederne slog sig sammen for at kunne modstå konkurrencen fra EU, arbejdsgiverorganisationerne slog sig sammen, og fagbevægelsen fulgte efter.
2. I kølvandet på ovennævnte fulgte massefyringerne, og arbejdsløsheden i edb-faget steg med raketfart. Indtil da havde der kun været meget lille og kortvarig arbejdsløshed i edb-faget.
3. Edb-faget ændrede sig og blev til EDB, og samtidig ændrede faggrænserne sig, med masser af nye grænseproblemer til følge - nu eller i fremtiden. Det sidste er vi langt fra færdige med endnu.

Fælles edb-forbund

Allerede i slutningen af 80erne var det forudsigeligt, at ændringerne ville komme og kunne få stor betydning for PROSAs medlemmer. Men de negative følger af stor arbejdsløshed, stærkere arbejdsgiverforeninger og hårdere konkurrence var jo ikke synlige endnu. PROSAs daværende formand, Steffen Stripp, og næstformanden, Peter Lauridsen, forsøgte allerede her at skabe opbakning til at begynde at løse PROSAs grænsestridigheder.

De ville undgå at komme i den situation, at PROSA kom i dobbeltkonflikt både med arbejdsgivere og størstedelen af den øvrige fagbevægelse samtidig. Men det lykkedes ikke, og alting så jo også stadig ud til at gå meget godt på det tidspunkt.

Jeg blev formand i november ´90 og så PROSA og fagbevægelsen som en af mine vigtigste opgaver. Der kom hurtigt en venskabelig relation til Teknisk Landsforbund, (TL). TL var netop en af de organisationer, hvor der ikke var grænseproblemer endnu, men de var på vej. TL skabte en kontakt til HK i ´92, som mundede ud i noget så herligt som en fælles underskrevet aftale om et selvstændigt edb-forbund i LO, som en samling af HK-Samdatas og PROSAs medlemmer. Altså en stærk fagforening for edb-folk. Vi jublede, men forhandlingerne blev langstrakte, og afsluttedes først i slutningen af ´93.

Løb fra aftale

Den positive lære af dette forløb for mig var at møde nogle visionære og fremsynede folk i HK, som arbejder for deres medlemmer. Den negative lære var, at der også findes dem, som kaldes beton-folk, og at det så ud som om, det var de sidste, der bestemte. HK-Samdata løb ganske enkelt fra aftalen, så forhandlingerne lykkedes ikke.

PROSA vendte tilbage til TL i ´94, og ret hurtigt blev et forhandlingsresultat om en sammenlægning klar til at sende til medlemmerne. En sammenlægning med samme mål som edb-forbundet i LO - blot med den forskel, at her skulle edb-folkene samles i TL. Også her gik HK ind og blokerede. TL ville blive smidt ud af LO, hvis de lavede aftale med PROSA. Og da de netop kort tid forinden havde søgt ind i LO, blandt andet for at stå stærkere overenskomstmæssigt i disse tider, kunne de ikke gennemføre planerne.

I mellemtiden var der sket det i PROSA, som vi ønskede at undgå. PROSA kom i klemme på Kommunedata, hvor HK gik ind og lavede skruebrækkerarbejde mod PROSA i en svær konflikt, som vi tabte. Og på SDC fik PROSA problemer med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (som SDC netop var blevet medlem af) på den ene side og Finansforbundet på den anden. Vi mistede SDC-overenskomsten.

En plads i fagbevægelsen

Efter et negativt svar på en henvendelse om PROSAs optagelse i LO, besluttede PROSAs hovedbestyrelse at arbejde for et FTF-medlemskab i 95. Det største grænseproblem her havde været SDC-overenskomsten, og dette problem var jo nu løst. Så i ´96 blev PROSA medlem af FTF og indgik bla. en aftale om dobbeltmedlemskab for edb-folk i Finanssektoren.

Det blev også i ´96, at arbejdsløsheden for alvor faldt, og tiderne skiftede til det bedre for edb-folkene. Og for PROSA.

PROSA har nu en plads i fagbevægelsen. Men hermed skal vi ikke sætte os til at hvile. Ligesom vi skal tage afstand fra den beton vi møder i fagbevægelsen, skal vi altid vogte os mod betonen hos os selv. Vores holdning til edb-fagets udvikling, fremtid og grænser skal hele tiden være åben, levende og forudseende med plads til nye ideer.