Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

Ansættelseskontrakt

Din arbejdsgiver har pligt til at give dig en ansættelseskontrakt, der oplyser om vil- kårene for din ansættelse. Ansættelseskontrakten er et juridisk dokument, som skal indeholde alle væsentlige løn- og arbejdsforhold, der gælder for ansættelsesforholdet.

Læs mere nedenfor om hvornår du skal have en kontrakt og find eksempler på forskellige ansættelseskontrakter

Hvornår har jeg krav på en ansættelseskontrakt?  

Hvad skal der stå i min ansættelseskontrakt?  

Lad PROSA kigge din kontrakt igennem  


Hvornår har jeg krav på en ansættelseskontrakt

Hvis den ugentlige arbejdstid i gennemsnit udgør mere end 8 timer, er du omfattet af Lov om ansættelsesbeviser. Det gælder også for personer i f.eks. jobtræning, eller hvis du har et studenterjob.

Senest én måned efter ansættelsesforholdets start skal din arbejdsgiver udlevere en ansættelseskontrakt. PROSA anbefaler, at du får kontrakten udleveret, før du starter eller siger dit andet job op og evt. lader PROSA læse den igennem for dig.

Hvis du fratræder inden for den første måned (i prøvetiden) har du stadig krav på en ansættelseskontrakt.

Hvis du skal udføre dit arbejde i udlandet og varigheden heraf udgør mere end en måned, har du krav på at få udleveret ansættelseskontrakten inden afrejsen.


Hvad skal der stå i min ansættelseskontrakt

En ansættelseskontrakt skal indeholde alle væsentlige ansættelsesvilkår, herunder som minimum følgende oplysninger:

  • Navn og adresse på arbejdsgiver og lønmodtager
  • Arbejdsstedets beliggenhed
  • Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af din titel, rang, stilling eller jobkategori
  • Tidspunkt for ansættelsesforholdets start
  • Ansættelsesforholdets forventede varighed, i de tilfælde, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse
  • Dine rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferien
  • Opsigelsesvarsler
  • Den aftalte løn, som du har ret til ved ansættelsesforholdets begyndelse, samt andre lønandele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag. Endvidere skal der oplyses om udbetalingsterminer
  • Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid
  • Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster, der regulerer arbejdsforholdet

Herudover skal alle væsentlige vilkår nævnes, såfremt de gælder for ansættelsesforholdet. F.eks.:

  • Vilkårene for overarbejde
  • Rådighedsvagter – læs pjece [pdf]
  • It-politik – læs pjece [pdf]
  • Frihed i forbindelse med børns sygdom
  • Aktieoptioner
  • Barsel
  • Klausuler
  • Evt. gældende personalehåndbog o.l.
  • Aftalt ferie ud over 5 uger

Lad PROSA kigge din kontrakt igennem

En ansættelseskontrakt er et juridisk dokument, og når du har sat din underskrift på kontrakten, er du bundet af indholdet ligesom din arbejdsgiver. Det er derfor vigtigt, at du er helt klar over, hvad du skriver under på. Selv om du ikke har underskrevet kontrakten inden du starter, kan du komme til at hænge på dårlige arbejdsforhold, hvis du bare begynder i jobbet uden at gøre indsigelser.

PROSA tilbyder dig at læse din kontrakt igennem og kommentere indholdet. Send kontrakten og eventuelle kommentarer faglig@remove-this.prosa.dk.

På hverdage vil du få svar på din henvendelse indenfor normalt 24 timer. Ved komplekse kontrakter kan der gå lidt længere tid. Det samme gælder, når kontrakten er på engelsk, eller der er tale om en virksomhedsoverdragelse, hvor vi skal sammenligne den oprindelige kontrakt med den nye. Du er naturligvis også velkommen til at kigge forbi ét af PROSA´s lokalkontorer og lade en faglig medarbejder løbe kontrakten igennem. Vi anbefaler, at du ringer og aftaler tid i forvejen.

Henvend dig også til PROSA, hvis din arbejdsgiver ikke har udleveret et ansættelsesbevis senest en måned efter ansættelsesforholdet er startet. PROSA kan hjælpe dig med at få den godtgørelse, du har krav på, hvis din arbejdsgiver bryder lovgivningen. Domstolene har vist, at man er klar til at idømme pæne godtgørelser ved grove overtrædelser.


Downloads

Ansættelseskontrakter

Pjece
 
Deltag i et af PROSAs netværk eller udvalg