Efter min orlov
- Jeg blev syg efter min orlov. Kan jeg få løn?
- Hvor mange omsorgsdage og barns 1. sygedag har jeg ret til?
- Hvornår skal jeg varsle kommunen?
- Kan jeg blive afskediget under graviditet og orlov?
- Jeg er lærling. Hvilke regler gælder så?
- Jeg arbejder under en kollektiv overenskomst. Hvilke rettigheder har jeg?
- Optjener jeg ferie under min barsel?
- Hvad er anerkendte feriehindringer?
- Hvad er ikke feriehindringer?
- Hvem får dagpengene, hvis jeg får fuld løn under barsel?
- Hvordan får jeg ret til dagpenge?
- Hvor meget får jeg i dagpenge?
- Hvornår skal jeg søge dagpenge fra kommunen?
Jeg blev syg efter min orlov. Kan jeg få løn?
Hvis moderen er syg efter sin barselsorlov, har hun som funktionær ret til fuld løn. Hvis sygdommen har forbindelse med graviditet eller fødsel, kan arbejdsgiveren få dagpengerefusion fra 1. dag. Ellers er det først efter 21 dage.
Hvor mange omsorgsdage og barns 1. sygedag har jeg ret til?
I de fleste overenskomster er der bestemmelser om omsorgsdage og eller frihed i forbindelse med mindre barns 1. sygedag. Hvis du ikke har en overenskomst, kan retten til frihed på barns 1. sygedag eller til et antal omsorgsdage fremgå af en personalehåndbog eller af den individuelle ansættelseskontrakt. Hvis du ikke er omfattet af en overenskomst, og der ikke er aftalt omsorgsdage eller barns 1. sygedag i en personalehåndbog eller ansættelseskontrakten, har du ikke denne ret.
Hvornår skal jeg varsle kommunen?
Forældre har pligt til at give kommunen en række oplysninger, mens de er på barselorlov. De skal derfor straks underrette kommunen, hvis der sker ændringer i personlige og arbejdsmæssige forhold, som vil få konsekvenser for barselorloven.
Forældre skal orientere kommunen, når:
- De genoptager arbejdet helt eller delvist
- Den anden ægtefælle tager orlov
- Forældrene holder orlov samtidig
Det gælder uanset, om dagpengene udbetales fra kommunen, eller der udbetales løn fra arbejdsgiveren. Hvis forældre giver kommunen forkerte oplysninger eller undlader at give de krævede oplysninger, kan det medføre krav om tilbagebetaling.
Kan jeg blive afskediget under graviditet og orlov?
Både ifølge ligebehandlingsloven og funktionærloven er det ulovligt af afskedige en medarbejder pga. graviditet eller barsel.
Men det er ikke forbudt at afskedige af andre årsager, f.eks. generelle nedskæringer eller virksomhedslukning. Det kan altså godt være lovligt at afskedige en medarbejder, der er gravid eller på barsel.
Hvis en medarbejder bliver afskediget under graviditet eller orlov, er det arbejdsgiveren, der skal godtgøre, at afskedigelse ikke er begrundet i orloven eller graviditeten.
Du bør altid kontakte PROSA, hvis du bliver afskediget under graviditet eller orlov.
Hvis afskedigelsen bliver kendt i strid med loven, kan medarbejderen kræve at beholde sin stilling eller blive genansat, hvis hun eller han er fratrådt, inden afgørelsen. Hvis en fortsættelse af ansættelsesforholdet er uhensigtsmæssigt, fordi samarbejdet har lidt skade, kan arbejdsgiveren blive pålagt at betale en erstatning på op til 78 ugers løn.
Hvis en kvindelig funktionær bliver opsagt inden barselorlovens påbegyndelse eller under orloven, men inden 14 uger efter barnets fødsel, har hun ret til fuld løn fra barselsorlovens begyndelse og i hele opsigelsesperioden.
Hvis du har en 120-dages regel i din ansættelseskontrakt, dvs. at du kan afskediges med kun 1 måneds varsel, hvis du inden for 1 år er syg i 120 dage, er det godt at vide, at fravær på grund af graviditet og barsel ikke tæller, når de 120 dages sygefravær gøres op.
Jeg er lærling. Hvilke regler gælder så?
Dagpengeloven og ligebehandlingslovens rettigheder til fravær og dagpenge i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption gælder også for unge under faglig uddannelse. Datamekanikerlærlinge og it-supportere, som er de eneste lærlingeuddannelse inden for it-faget, er, ligesom de fleste andre it-professionelle, funktionærer og har dermed de samme rettigheder, også i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption. Uddannelsesaftalen kan forlænges svarende til længden af orloven, hvis en af parterne ønsker det. Hvis der er uenighed om forlængelsen, kan det faglige udvalg fastsætte omfanget af forlængelsen. Hvis der er enighed om en forlængelse, der er længere end orloven, skal det faglige udvalg godkende forlængelsen, for at den er gyldig.
Der er ingen elevuddannelser inden for it-faget. Begreber som ”elev” og ”trainee” dækker normalt kun over, at lønnen er lav. For elever og trainees gælder fuldstændig de samme regler som for andre funktionærer.
Jeg arbejder under en kollektiv overenskomst. Hvilke rettigheder har jeg?
Udover de lovmæssige rettigheder du har, indeholder de fleste overenskomster yderligere rettigheder i forbindelse med graviditet, barsel og adoption. Rettigheder på dette område ses overordentligt sjældent – faktisk næsten aldrig i individuelle ansættelsesaftaler.
Generelt gælder det for de indgåede aftaler, at de skal forstås efter de forhold, som gjaldt, da aftalen blev indgået. Det betyder, at en formulering om fuld løn i hele barselsorloven, giver ret til fuld løn i 24 uger, hvis aftalen blev indgået, mens der var 24 ugers barsel. Det betyder også, at det generelt er en forudsætning for fuld løn, at arbejdsgiveren kan få fuld dagpengerefusion. Hvis faderen og moderen har samme arbejdsgiver, og der ikke kunne holdes fælles orlov, da aftalen blev indgået, så vil der fortsat ikke være mulighed for at afholde orlov samtidig.
Du optjener anciennitet i ansættelsesforholdet under hele orloven
Optjener jeg ferie under min barsel?
Du optjener ferie under den del af orloven, hvor du modtager hel eller delvis løn fra arbejdsgiveren.
Hvis du op til ferieårets afslutning (den 30. april) har det, der kaldes en feriehindring, kan du få udbetalt dine feriepenge for den ferie, du ikke har afholdt. Hvis du ikke har kunnet holde din hovedferie inden den 30. september på grund af en feriehindring, og du ikke på forhånd har aftalt at holde den senere, har du ret til at vælge at få feriepengene svarende til 3 ugers hovedferie udbetalt.
Hvad er anerkendte feriehindringer?
De anerkendte feriehindringer i relation til orlov pga. graviditet, barsel og adoption er:
- graviditetsorlov
- barselsorlov
- forældreorlov på fuld tid
- afvikling af retsbaseret udskudt forældreorlov
- forældreorlov, når arbejdet er genoptaget på nedsta tid uden aftale med arbejdsgiveren om udskydelse. Dog kan der efter aftale med arbejdsgiveren holdes ferie, hvis orloven forlænges tilsvarende.
Hvad er ikke feriehindringer?
Aftalebaseret arbejde på nedsat tid med deraf følgende forlængelse af orloven,
- afvikling af aftalebaseret udskudt forældreorlov
- afvikling af børnepasningsorlov
Det er ikke muligt at udskyde ikke afholdt ferie til næste ferieår, medmindre du er omfattet af en kollektiv overenskomst, som giver mulighed for dette, og du aftaler overførsel af ferie med din arbejdsgiver.
Hvem får dagpengene, hvis jeg får fuld løn under barsel?
Hvis arbejdsgiveren udbetaler hel eller delvis løn eller dagpenge til lønmodtageren under orloven, har arbejdsgiveren ret til refusion af dagpengene fra lønmodtagerens opholdskommune, såfremt lønmodtageren er berettiget til dagpenge. Det er en betingelse, at din arbejdsgiver anmelder fraværet over for opholdskommunen senest 8 uger efter orlovsperiodens udløb.
Hvordan får jeg ret til dagpenge?
Du skal opfylde følgende betingelser for at have ret til dagpenge ved fravær på grund af graviditet, barsel og adoption:
Som lønmodtager skal du:
- have været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før barselorloven og i denne periode været beskæftiget i mindst 120 timer eller
- ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, eller en ydelse der træder i stedet herfor, jf. lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser, hvis fravær på grund af barsel ikke fandt sted, eller
- inden for den seneste måned have afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed
Når man opgør beskæftigelseskravet, medregnes perioder, hvor den sikrede på grund af arbejdsforholdets særlige karakter har måttet holde op med at arbejde inden 4 uger før forventet fødsel eller at en læge har skønnet, at det nødvendigt, at den sikrede var skånet for arbejde.
Hvis du først opfylder kravene efter orlovens begyndelse, bliver du berettiget til dagpenge fra den dag, du opfylder kravene. Det kan f.eks. være, hvis du afslutter en datamatikeruddannelse under din orlov.
Hvor meget får jeg i dagpenge?
Dagpengene beregnes på grundlag af det daglige antal timer, lønmodtageren har arbejdet hos arbejdsgiveren på det tidspunkt, da orloven blev påbegyndt. Hvis der ikke udbetales fast løn, anvendes et gennemsnit inden for de sidste 4 uger.
Der udbetales lønnen fratrukket AM-bidrag (Arbejdsmarkedsbidrag på 8%) og SP-bidrag (særligt pensionsbidrag på 1%), dog udgør den maksimale ugentlige udbetaling 3.115 kr. (pr. 1. januar 2003).
For selvstændige beregner kommunen dagpengene på grundlag af arbejdsfortjenesten i virksomheden. Som beregningsgrundlag anvender kommunen skattevæsenets årsopgørelse for det seneste regnskabsår på grundlag af selvangivelsen. Også for selvstændige er dagpengenes maksimumbeløb 3.115 kr. (pr. 1. januar 2003).
Hvis du arbejder på deltid , reduceres dine dagpenge forholdsmæssigt, svarende til arbejdstidsnedsættelsen.
Det udregnes ved at gange antallet af ugentlige arbejdstimer med den maksimale dagpengetimesats (84,18 kr. pr 1. januar 2003). Den maksimale dagpengetimesats beregnes ved at dele den maksimale ugesats med 37.
Hvornår skal jeg søge dagpenge fra kommunen?
Når du skal have graviditetsorlov, skal du anmode kommunen om dagpenge senest 8 uger efter fødslen. Eller hvis du adopterer 8 uger efter barnets modtagelse. Hvis du påbegynder din orlov senere, skal du indgive anmodningen om dagpenge senest 8 uger efter den 1. fraværsdag. Ved fravær pga. graviditetsbetinget sygdom skal du anmode om dagpenge senest 1 uge efter 1. fraværsdag.
Hvis fristen overskrides , har forældrene kun ret til dagpenge for den periode, der ligger efter anmodningen.
Det er kommunen, der træffer afgørelse om retten til dagpenge. Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse, kan du klage over afgørelsen til Det Sociale Nævn inden 4 uger efter, at afgørelsen er modtaget. Som medlem af PROSA kan du få hjælp til at udforme en evt. klage.









