Gammel orlov
- Børnepasningsorlov. Hvordan er reglerne?
- Hvem har ret til orloven?
- Hvor længe kan man få orlov?
- Hvornår skal jeg varsle min orlov?
- Kan min arbejdsgiver udskyde min orlov?
- Kan jeg aftale orlov med min arbejdsgiver?
- Hvad sker der, hvis jeg bliver afskediget under orlov?
- På forældreorlov
Børnepasningsorlov. Hvordan er reglerne?
Reglerne om børnepasningsorlov har fortsat relevans frem til 1. juni 2011, for de forældre, der er omfattet af den gamle ordning. Bestemmelser, som kun har betydning, hvis barnet er under 1 år, er ikke medtaget, da alle børn under den gamle ordning nu er over 1 år.
Hvem har ret til orloven?
Personer omfattet af den gamle barselsordning med egne børn under 9 år, som er lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende, dagpengeberettigede ledige, kontanthjælpsmodtagere og modtagere af ledighedsydelse kan opnå orlov til børnepasning,
Reglerne om børnepasningsorlov gælder ikke for indkaldte værnepligtige.
Ved egne børn forstås børn, hvor ansøgeren
- har forældremyndigheden herunder adoptivforældre
- har opnået plejetilladelse med henblik på at opnå forældremyndighed
- har anerkendt faderskab
Betingelser: Orlovspersonen skal tilbringe orloven sammen med barnet og må ikke deltage i uddannelse på 20 timer eller derover pr. uge.
Hvis barnet er under 3 år, må det ikke benytte plads i offentligt dagtilbud. Hvis barnet er 3 år eller mere, må barnet højst benytte halvdagsplads i offentligt dagtilbud. Undtaget er dog tilfælde, hvor kommunen af hensyn til barnet har tilrådet, at det skal deltage i offentligt dagtilbud. De sidste 2 uger af orloven må barnet dog gerne være i institution.
Orloven kan godt afholdes i udlandet
Hvor længe kan man få orlov?
For hvert barn kan orlovsperioden sammenlagt højst udgøre 52 uger. Forældrene fordeler selv ugerne mellem sig. Begge forældre kan holde orlov samtidig for det samme barn.
Retsbaseret orlov: Lønmodtagere har ret til orlov fra arbejdet til at passe egne børn i alderen 0 til og med 8 år i en sammenhængende periode på mindst 8 uger og højst 13 uger. Man kan overføre op til 5 ugers retsbaseret orlov til aftalebaseret orlov.
Hver af forældrene kan anvende den retsbaserede orloven 1 gang pr. barn. (læs også om aftalebaseret orlov i afsnittet "Kan jeg aftale orlov med min arbejdsgiver?")
Selvstændigt erhvervsdrivende har mulighed for at opnå retsbaseret orlov på i alt 52 uger givet i sammenhængende perioder på mindst 13 uger.
Hvornår skal jeg varsle min orlov?
Du skal give meddelelse til din arbejdsgiver senest 4 uger før orlovens start. Samtidig skal du skal meddele i hvor mange uger, du ønsker orlov. Varslet kan tidligst afgives efter 3 måneders ansættelse i ansættelsesforholdet.
I kollektive overenskomster eller ansættelsesaftaler kan der aftales andre varsler på mellem 2 og 26 uger. Varslet kan dog højst udgøre arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.
Hvis du aftaler med din arbejdsgiver at afslutte din orlov før det aftalte, har du ikke ret til at holde tilsvarende orlov senere.
Kan min arbejdsgiver udskyde min orlov?
I enkelte tilfælde kan arbejdsgiveren udsætte den varslede retsbaserede orlov i indtil 26 uger, hvis arbejdsgiveren kan godtgøre, at arbejdsformidlingen eller den instans, der varetager formidlingen af arbejdskraft på området, ikke kan formidle erstatningsarbejdskraft, som kan påbegynde arbejdet ved orlovens begyndelse. Du kan få mere at vide om reglerne i denne situation ved at henvende dig til PROSA. Det er meget sjældent, at vi hører om arbejdsgivere, der kræver orloven udskudt.
Anciennitet: Den retsbaserede orlov medregnes i din anciennitet hos din arbejdsgiver
Kan jeg aftale orlov med min arbejdsgiver?
Lønmodtager har udover den retsbaserede orlov mulighed for at aftale orlov med sin arbejdsgiver til at passe egne børn i alderen 0 til og med 8 år i sammenhængende perioder på mindst 8 uger. De to typer forældreorlov kan tilsammen højst udgøre 52 uger pr. barn.
Aftalen skal være skriftlig og indeholde nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. Ved orlovens ophør har lønmodtageren ret til at vende tilbage til den samme, eller hvis dette ikke er muligt, en tilsvarende eller lignende stilling i overensstemmelse med ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet.
Hvad sker der, hvis jeg bliver afskediget under orlov?
En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har rejst krav om udnyttelse af retten til orlov, udnytter retten til orlov eller har været fraværende på grund af orlov.
Hvis lønmodtageren bliver afskediget efter at have fremsat krav om orlov, under orloven eller i umiddelbar tilknytning til afslutning af orloven, er det arbejdsgiveren, der skal godtgøre, at afskedigelsen ikke skyldes orloven. Hvis arbejdsgiveren ikke kan det, kan han pålægges at betale en godtgørelse på op til 26 ugers løn.
Hvis du afskediges under orloven, har du ret til at afbryde orloven for i stedet at følge de vilkår vedrørende løn- og ansættelsesvilkår, der i øvrigt gælder i ansættelsesforholdet. Lønmodtageren skal give meddelelse til arbejdsgiveren om tilbagevenden til ansættelsesforholdet hurtigt efter modtagelsen af afskedigelsen.
Ved sygdom af mere end 2 ugers varighed, hvor orlovspersonen ikke kan passe barnet, skal orloven afbrydes.
På forældreorlov
Orlovsydelse er på max 60% af de maksimale dagpenge.
Kommunen har dog mulighed for at give supplerende tilskud til orlovsydelsen, uden at der sker fradrag i orlovsydelsen. Ingen kommuner benytter pt. den mulighed. Pengene udbetales fra a-kassen.
Hvis en lønmodtager afholder optjent ferie , efter at orloven er påbegyndt, udsættes den resterende del af orlovsperioden i en periode, der svarer til den afholdte ferie. Det forudsættes, at ferien er varslet eller aftalt efter ferieloven.
Orloven kan afbrydes , hvis man skal gå på barselsorlov.
Hvis aftalebaseret orlov afbrydes, henstår den ikke anvendte orlovsperiode til senere brug.
Der kan ikke bevilges orlov, hvis man er omfattet af strejke eller lockout . Hvis orloven er påbegyndt, inden konflikten bryder ud, fortsættes orloven uændret.









