Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

Jeg er gravid

Hvornår skal jeg fortælle min arbejdsgiver om graviditet?

Mindst 3 måneder før forventet fødsel skal du underrette arbejdsgiveren om din graviditet og det forventede fødselstidspunkt. Du skal ligeledes fortælle din arbejdsgiver, om du ønsker at benytte dig af graviditetsorloven.

PROSA vil dog anbefale dig formelt at underrette din arbejdsgiver om din graviditet så tidligt som muligt. Hvis du bliver afskediget under graviditet eller barsel, er det nemlig efter ligebehandlingsloven arbejdsgiveren, der skal dokumentere, at det ikke skyldes graviditeten. Dette gælder ikke, hvis han kan hævde, at han ikke vidste, at du var gravid.

Kan jeg få fravær med løn til graviditetsundersøgelse?

Hvis forebyggende graviditetsundersøgelser ikke kan placeres uden for arbejdstiden, har du som funktionær ret til fravær med løn i forbindelse med undersøgelsen. Faderen har ikke ret til fravær i forbindelse med graviditetsundersøgelser, med mindre det er aftalt med arbejdsgiveren.

Hvornår kan jeg få orlov inden fødslen?

Du har ret til graviditetsorlov 4 uger før forventet fødsel. Datoen for forventet fødsel regnes med i graviditetsorloven. Efter funktionærloven har du ret til halv løn under denne orlov. Hvis halv løn er mindre en dagpengene, får du suppleret op til dagpengemaksimum af din bopælskommune. Hvis det er aftalt i overenskomst, personalehåndbog eller ansættelseskontrakt, kan du have ret til fuld løn eller delvis løn under denne orlov. I alle PROSAs overenskomster er der aftalt fuld løn under graviditetsorloven. I nogle overenskomster er der desuden aftalt en længere graviditetsorlov. PROSA/STAT har aftalt 6 ugers graviditetsorlov plus 10 omsorgsdage, som enten kan bruges til at forlænge graviditetsorloven, eller den kan bruges som hele eller halve dage efter barselsorloven, og hos PROSA/CSC er der aftalt 8 ugers graviditetsorlov med fuld løn.

Hvad er min ret, hvis jeg ikke kan arbejde, mens jeg er gravid?

Hvis en kvindelig funktionær bliver uarbejdsdygtig tidligere end de 4 uger før forventet fødsel, kan hun også have ret til løn. Det afhænger af årsagen til fraværet.

Hvis der er tale om sygdom uden forbindelse med graviditeten (f.eks. et brækket ben), gælder de normale regler for sygdom. Det vil sige, at kvinden får fuld løn, og at arbejdsgiveren efter 3 uger kan få refusion fra sygedagpengekontoret. Hvis kvinden fortsat er syg, når der er 4 uger til forventet fødsel, påbegynder hun sin graviditetsorlov. Hvis en kvindelig funktionær er uarbejdsdygtig, fordi graviditeten ikke forløber normalt, har hun ret til fuld løn. Det er en betingelse, at lægen erklærer, at der er risiko for kvindens helbred eller for fostret, hvis hun fortsætter med at arbejde. Dette gælder f.eks. ved truende abort, for tidlig fødsel eller forhøjet blodtryk.

Hvis der er risiko for, at graviditeten kan forårsage en væsentlig forværring af en sygdom, som den kvindelige funktionær lider af, har hun også ret til fuld løn.

En kvindelig funktionær har også ret til fuld løn, hvis almindelige graviditetsgener er så voldsomme, at de medfører, at hun er uarbejdsdygtig i sit erhverv.

Hvad er min ret, hvis jeg aborterer?

Hvis en kvindelig funktionær er uarbejdsdygtig pga. af abort – såvel spontan som provokeret – er hun berettiget til fuld løn i fraværsperioden. Afgrænsningen mellem abort og for tidlig fødsel beror på et lægeligt skøn. Efter 28. svangerskabsuge er der tale om en fødsel, uanset om barnet er levende født. Hvis barnet er levende født eller vejer mere end 1000 gram, er der tale om en fødsel, selv om det er før 28. svangerskabsuge.

Jeg har farligt arbejde. Hvad er min ret?

Hvis kvinden har et arbejde, som kan medføre risiko for fosteret (iflg. lægeerklæring), skal arbejdsgiveren først forsøge at fjerne det risikofyldte ved arbejdet, eller om den gravide kan flyttes til andet passende arbejde med samme løn, men uden risiko for fosteret. Hvis dette ikke er muligt, har kvindelige funktionærer ret til fravær med løn. Dette gælder f.eks. arbejde med organiske opløsningsmidler, giftstoffer, arbejde med tunge løft samt visse typer af arbejde under store trykforskelle.

Der er mange tilfælde, hvor man bliver sygemeldt under graviditeten, fordi lægen på baggrund af en konkret vurdering skønner, at der er risiko for fosteret eller kvinde. Det gælder f.eks. ved bækkenløsning, forhøjet blodtryk, risiko for tidlig fødsel eller lav fødselsvægt samt andre komplikationer.

Hvad er min ret, hvis jeg er delvis uarbejdsdygtig?

Hvis du kun er delvis uarbejdsdygtig af de ovenfor nævnte årsager, og du og din arbejdsgiver kan aftale delvis arbejde, har du ret til fuld løn under det nødvendige fravær. Hvis fraværet udgør mindst 4 timer om ugen, kan din arbejdsgiver få dagpengerefusion fra kommunen.

Kan jeg kræve noget af mit arbejdsmiljø, når jeg er gravid?

Vi hører tit, at graviditet ikke er en sygdom, og det er rigtigt. Alligevel kan et belastende arbejdsmiljø være særligt belastende for gravide og dermed medføre uarbejdsdygtighed tidligere end for andre ansatte.

Derfor er det også et krav at arbejdspladsvurderinger skal forholde sig til arbejdsmiljøet for gravide, enten ved, at der i de generelle arbejdspladsvurderinger, bliver beskrevet løsninger, hvis medarbejderen bliver gravid, eller ved at der foretages en arbejdspladsvurdering, når det er oplyst, at medarbejderen er gravid. Vi gør opmærksom på, at en arbejdspladsvurdering, skal vedrøre både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Vejledningen Gravides og ammendes arbejdsmiljø At-vejledning A.1.8 beskriver nærmere de gældende regler for gravides arbejdsmiljø. Vejledningen kan fås hos PROSA. Nogle af de faktorer, man skal passe på nævnes her:

Jeg har stillesiddende arbejde. Hvad kan mindske generne?

Mange it-folk har et meget stillesiddende arbejde. Dette kan medføre forskellige problemer i forhold til graviditeten. F.eks. øges risikoen for væske-ansamlinger i kroppen, forhøjet blodtryk, rygsmerter og nedsat tarmfunktion. Man kan også se en øget tendens til bækkenløsning. Derfor er det vigtigt med en ordentlig kontorstol samt et hæve-sænke bord. Det er desuden gavnligt, hvis man kan organisere arbejdet, så man ind imellem skal gå lidt.

Skal jeg undgå tunge løft?

Det er vigtigt at undgå tunge løft. Hvis der indgår tunge løft som en naturlig del af arbejdet, er det nødvendigt, at finde en løsning, så man undgår tunge løft, hvis man skal kunne fortsætte med at arbejde under graviditeten.

Jeg er stresset. Er det skadeligt for barnet?

Pressede deadlines, kunder der forventer ét – en chef der forventer noget andet, støj og uro i storrumskontoret mv. er forhold, som alle bliver belastet af. Men når du er gravid , er pressede arbejdsforhold ekstra belastende og kan give problemer i form af forhøjet blodtryk, for lav fødselsvægt og for tidlig fødsel.

Derfor må du forholde dig ekstra kritisk til meget stressende arbejdsforhold og om nødvendigt blive sygemeldt – evt. delvist.

Et af de store arbejdsmiljøproblemer i faget generelt og også i forbindelse med graviditet er stress. Stress er en naturlig mekanisme, som gør, at kroppen kan klare pressede situationer. Det fungerer som en reserve, som kan sættes ind. Fysisk sker det ved en øget adrenalinproduktion. I sig selv er det en hensigtsmæssig fysisk reaktion, som kan give ekstra kræfter, overskud og overblik. Problemet er, når arbejdsvilkårene kræver, at man hele tiden eller en stor del af tiden kører oppe i det gear. Den form for stress er speciel skadelig, når du er gravid. Vedvarende stress øger risikoen for tidlig fødsel samt lav fødselsvægt. Derfor bør du i forbindelse med graviditet forholde dig ekstra kritisk til meget stressende arbejdsforhold og om nødvendigt sygemeldes.

Downloads

Pjece om barsel

 

Nyheder fra sektionen

23.juli 2010  |  kl. 08:03  |  Aktuelt, Rådgivning

Du betaler selv for at arbejde i ferien

29.juni 2010  |  kl. 08:15  |  Aktuelt, Faglig debat, Prosabladet

Dit netværk afgør, om du får job

09.marts 2010  |  kl. 11:36  |  A-kasse, Aktuelt, Rådgivning

IBM- og SAP-kurser til nye ledige