Placering af printere, fax og kopimaskiner
Fælles for printere, kopimaskiner og fax er at de varmer, støjer, støver og giver forskellige former for afdunstning til omgivelserne. Afdunstningen er, udover ozon, formaldehyd der dannes af den elektrostatiske påvirkning af tonerpulveret. Herudover dannes der en række flygtige organiske forbindelser (VOC), disse kan både komme fra tonerpulveret der bliver varmet op, og fra en maskine der bliver varm. De bør derfor placeres i teknikrum med udsugning.
En del steder vælger man at placere printere og lignende på gang- og trappearealer. Dette vil af hensyn til kravet om sikre flugtveje normalt ikke være tilladt. Dette forbud administreres af brandmyndighederne og ikke arbejdstilsynet.
Skal man have en printer stående på kontoret kan blækprintere anbefales, da de ikke varmer eller har afdunstning i samme omfang som en laserprinter. De er langsommere og dyre i drift end en laserprinter, men da en printer der er placeret på kontoret kun må benyttes i til lejlighedsvise små opgaver er blækprinteren passende til dette forbrug. Er der behov for en printer der er hurtigere er det med andre ord et udtryk for at den skal ud af kontoret.
Ozon-fri printere
En del forhandlere påstår at deres produkter ikke afgiver Ozon, men det er sjældent korrekt. Står I overfor at skulle købe en maskine bør I bede om et måleblad der dokumenterer hvor meget ozon og varme printeren afgiver.
Endvidere er det nødvendigt at undersøge hvilken type af filter der er anvendt, da de fleste filtertyper hurtigt mister deres effekt.










