Hvordan undgås museskader
- Arbejdets organisering
- Programmellet
- Indretning af arbejdspladsen
- Pas på hjemmearbejdspladsen
- Motion og øvelser
Sådan undgår du museskader
Den sikreste måde at undgå museskader på, er at begrænse den tid du sidder med mus og tastatur. Dette kan du sjældent gøre selv, men sikkerhedsorganisationen skal blandt andet se på hvordan arbejdet kan organiseres så sundhedsskadelige påvirkninger undgås.
Derudover er det en god ide at undgå musen og i stedet bruge tastaturet! Dette kræver naturligvis at programmellet er åben for denne mulighed.
Endelig skal de ergonomiske forhold være i orden på arbejdspladsen.
Arbejdets organisering
I skærmbekendtgørelsen står der, at arbejdet ved skærm skal afbrydes af andet arbejde hvis dette ikke er muligt skal der holdes pauser. I forbindelse med musearbejde er det ekstra vigtigt at overholde dette. Det er arbejdsgiverens ansvar at det er muligt og ikke mindst, at det er god tone at arbejde på en måde, så risikoen for museskader minimeres.
Mange steder kan det være svært umiddelbart at se hvordan man skal nedbringe antallet af timer ved skærmen. Her har sikkerhedsorganisationen en vigtig funktion da de skal udarbejde en arbejdspladsvurdering for hele virksomheden. En del af APV er at gennemføre en kortlægning af arbejdsmiljøproblemer. Da der er et klart krav om, at man ikke må arbejde hele dagen med skærmarbejde skal dette indgå i kortlægningen, og der skal opstilles en handlingsplan for hvordan det kan sikres at ingen af de ansatte kun har skærmarbejde eller, hvis dette ikke er muligt, at der holdes det fornødne antal pauser i arbejdet.
Programmellet
Efter en periode, hvor programmerne blev skrevet så det stort set var umuligt at navigere rundt i programmet med andet end musen, ser vi i dag en mere positiv udvikling. Der er dog stadig programmer, hvor det enten er umuligt eller besværligt ikke at bruge musen. Således ser vi aktuelt en udvikling, hvor man ønsker at gøre en del værktøjer web baserede. Netop internettet er et af de steder der halter bagefter med hensyn til at give brugeren mulighed for at benyttet tastaturet i stedet for musen.
Ved valg af nye programmer er det vigtigt at sikkerhedsorganisationen bliver inddraget. Sikkerhedsorganisationen skal blandt andet sikre, at det er muligt at bruge genvejstaster. I pjecen ”Hvad siger loven om skærm arbejde” er der en gennemgang af de lovmæssige krav til programmellet.
It-professionelle er ikke kun brugere af programmel, men arbejder også som udviklere og/eller supportere af programmel. Derfor kommer it-professionelle nemt til at arbejde længe med dele af et program, der ellers kun er tænkt til at blive brugt engang i mellem. Det betyder at it-professionelle ofte kommer til at arbejde med dele af systemerne der fungere tungt og ikke indeholder hensigtsmæssige genveje.
Som udvikler bør man også være opmærksom på at software ergonomien er i orden.
Vær dog opmærksom på at intensivt brug af tastaturet også kan give skader.
Indretning af arbejdspladsen
Der er ikke nogen tvivl om at det er vigtigt at have en arbejdsplads der er ergonomisk godt indrettet, men de fleste undersøgelser viser også at indflydelse på indretning af egen arbejdsplads er af væsentlig betydning. I en del undersøgelser vægtes indflydelsen på indretningen faktisk højere end indretningens ergonomiske kvaliteter i sig selv. Dette hænger muligvis sammen med at kvaliteten af arbejdspladsindretingen efterhånden er på et rimeligt niveau langt de fleste steder.
Bordet
Bordet skal kunne indstilles så det passer til dig i højden. Dette gælder også selvom du er meget lav eller høj. Man regner med at de fleste standardborde kan bruges til 90% af befolkningen, men du har krav på et bord der passer til dig også selvom du ligger uden for normalen. Vi anbefaler hæve sænkeborde så det er muligt både at side og stå ved skærmen. Under alle omstændigheder er det vigtigt at bordet er nemt at indstille med el eller gaspatron, så det er muligt at justere bordet lidt op eller ned når man skifter side stilling (se afsnittet om stolen)
Bordet skal være tilstrækkeligt stort til at der er plads til det udstyr du har behov for samt at du kan hvile underarmene på bordet.
Det skal være muligt at hvile underarmen
En del får gener i nakke og skuldre af musen. Det er lettere at undgå, hvis det er muligt at hvile underarmen på bordpladen, når man bruger musen. Dog således at man sidder med nakke-, skulder- og arm-muskulaturen afslappet. Man skal ikke række og strække sig for at bevæge musen, og man skal ikke sidde og trække skulderen op når man flytter rundt med musen.
Hvis du skal bruge musen i et lidt længere stykke tid kan det være en god ide at skubbe lidt til tastaturet og flytte musen ind så den er placeret foran dig, ellers er borde med passende udskæringer en god mulighed for at få understøttelse af armen.
Prosa anbefaler ikke armlæn, som ellers også kan anvendes til understøttelse af armen, fordi det giver en dårligere bevægelsesfrihed generelt og fordi det kan være svært at få stolen tilstrækkeligt langt ind til bordet.
Skærmen
Særligt skærmen stiller krav til dybden af bordet, da det kræver en del plads at give tilstrækkelig synsafstand. En skærm på mellem 15” og 17” kræver en afstand på mellem 50-70 cm. Ved denne afstand bør bogstaverne mindst være 4 mm høje. Mange it-professionelle har brug for en større skærm fordi de arbejder med flere programmer samtidig. Når skærme bliver større skal synsafstanden øges samtidig med at bogstaverne bør gøres større.
Har man problemer med at bordet ikke er dybt nok til at man kan få tilstrækkelig synsafstand til skærmen, kan det i mange tilfælde løses ved vælge en LCD skærm, der fylder betydeligt mindre end en CRT skærm.
Skærme skal stå så man ser skråt ned ad, da det både er det mest naturlige når man skal se på kortere afstande og det giver mulighed for at få den optimale støtte fra stol og bord. En tommelfinger regel siger at skærme ikke må være placeret højre end man når man ser lige ud kan se om der er støv oven på skærmen.
Lys
Forkert lysindfald kan være med til at give dig problemer med mus og tastatur. Både fordi blændinger og reflekser i sig selv kan give spændinger og fordi man let kommer til at side akavet for at komme til at se bedre på skærmen.
Lyset skal komme ind fra siden, hvilket betyder at skærmen skal placeres med siden til vinduet. En række moderne borde er designet til at pc’en står skråt på bordet. Dette er gjort for at give plads til den fornødne afstand til skærmen uden at bordet bliver meget dybt.
Denne løsning kræver imidlertid at skærmen ikke placeres direkte ud for et vindue. Vi må derfor fraråde denne type borde til kontorer med store vinduespartier.
Blænding
Har man en CRT kan det være svært at undgå blænding. En nem måde at se om man har problemer med blænding er at holde et spejl op foran sin skærm, får man kastets lys i øjnene fra spejlet har man et problem med blænding. I en del tilfælde kan problemet skyldes den væg der er overfor skærmen. Hvis den er hvid eller meget lys vil den let kunne kast lyset over i skærmen. Dette kan løses ved at vælge en mørkere farve på vægen. Problemet er noget mindre ved en LCD skærm da de ikke er nær så følsomme.
Stolen
Stolene fås i forskellige udformninger i sædestørrelse og rygstørrelse. Det er positivt, at man kan få en stol, der passer i størrelsen, selv om det også gør det mere kompliceret at finde den rette. Hvis man er meget høj, skal man være opmærksom på, at det ikke er alle modeller, der laves i en udgave, som kan komme højt nok op.
Man skal passe på ikke at få for stort et ryglæn, for så bliver bevægelserne i armene hæmmet. Man kan få ryglæn, hvor de to øverste hjørner er skåret af. Det giver bedre udfoldelsesmuligheder for armene.
Armlæn skal man af samme grund undgå. De vil som regel også hindre en i at få stolen ordentligt ind til bordet. Den eneste fordel kan være at armlænet kan bruges som støtte, når man bruger mus. Og det er der som før nævnt delte meninger om værdien af, så det er bedst at undgå armlæn; også selv om de kan give stolen (og brugeren) et mere pompøst udseende.
Stolen skal være fleksibel så du kan variere dine side stillinger. Hvor anbefalingerne tidligere gik på at holde en vinkel på 90o i alle led, er dette erstattet af en anbefaling af at man skifter stilling i løbet af dagen. Dette skift behøver ikke kun at være mellem stående og siddende, men kan også være mellem forskellige side stillinger. At man eksempelvis skifter mellem at sidde fremme på sædet og tilbage på det - eller vender stolen om, så man læner maven op ad ryglænet i stedet. Hvis man spreder benene får man større bevægelighed i lænden.
Det anbefales også, at stolesædet kan vippes lidt forover fordi det giver større bevægelighed i hofteleddet og er med til at styrke rygmusklerne. Det kan give benene en fastlåst stilling, så også her er det bedst at veksle. Hvis man skifter mellem at kippe sædet forover og låse det i vandret skal man huske at justere stolen og bordet i højden samtidig.
Under alle omstændigheder skal man sørge for at kunne have fødderne placeret solidt i gulvet. Også derfor er det vigtigt at have mulighed for at justere bordet i højden, så man har kan få stolen langt nok ned eller højt nok op. Ergonomisk kan det dog være en god ide at have benene oppe en gang imellem, men det provokere ofte arbejdsgiverne.
Kan din arbejdsplads indstilles bedre?
Arbejdspladsen skal selvfølgelig være i orden og være indstillet, så den passer til dig. Når man hviler underarmen på bordpladen er man i høj grad fikseret fordi man også skal se på skærmen. Derfor er det vigtigt, at skærmen ikke er placeret for højt – det er bedst, hvis man kan se hen over den, for så får man et mere naturligt bøj i nakken.
Samtidigt er vi indrettet således, at når man ser lige ud, så forventer man at se langt hvorimod når man ser nedad forventer man at se noget tæt på.
Det optimale er, at arbejdspladsen er indstillet, så man sidder godt, men samtidigt har mulighed for at skifte stilling rimeligt ofte.
Pas på hjemmearbejdspladsen
Musen gnaver ikke mindre ude end hjemme. Det kan være, at man har lettere ved at slappe af, når man sidder derhjemme og arbejder og det kan gøre det lettere at undgå en museskade. Du skal dog også være opmærksom på, at det kan betyde, at du arbejder mere koncentreret i længere tid. Dvs. at du skal huske at lave andre ting ind imellem eller holde pauser.
Hjemme arbejdspladsen skal være ordentligt indrettet. I bekendtgørelsen om hjemmearbejde står, at hvis arbejdet udgør hvad der svarer til en dag om ugen, skal alle arbejdsmiljøregler om indretning af arbejdspladsen være overholdt.(dog undtaget sort/gule striber ved trapper og lign.) I mange tilfælde bruges hjemmearbejdspladsen meget fleksibelt, hvilket man har valgt at tage højde for ved at sætte grænsen ved hvad der svare til en dag om ugen. Det betyder at hvis du arbejder dagligt 1½ time ved din hjemme arbejdsplads så skal reglerne til indretning af arbejdspladsen overholdes.
Såvel dine som din arbejdsgivers pligter gælder også, i forbindelse med hjemmearbejdspladsen. Det betyder, at du skal orientere din arbejdsgiver hvis indretningen af din arbejdsplads ikke er i orden og din arbejdsgiver skal sørge for at forholdene bliver i orden, enten ved at nedsætte den tid du må arbejde hjemme eller ved at sikre en lovlig indretning af arbejdspladsen.
Husk også at hjemmearbejdspladserne skal med i arbejdspladsvurderingen.
Motion og øvelser
Nogle har glæde af at svømme eller gå til gymnastik for at holde generne fra musen i ave. Generelt anbefaler PROSA ikke, at man undlader at løse problemerne for i stedet at pålægge de ansatte at dyrke motion – heller ikke selv om det er i arbejdstiden.
Først skal problemerne i måden at tilrettelægge arbejde på og den fysiske arbejdsplads løses. Dernæst kan nogle have glæde af afspænding, svømning, fysioterapi mv.
Musen
Tips til brug af mus
Fælles for alle typer af pegeredskaber er at de bliver slidt. Udstyret bliver lidt efter lidt upræcist og dermed generende at arbejde med, så stop ind imellem op og mærk efter om redskabet har fået for meget slør eller er blevet generende at bruge på anden måde.
Når du bruger mus, skal du sørge for et plant, rent underlag, eventuelt kan du bruge en musemåtte som underlag. Musen kører frem og tilbage på underlaget og kan let opsamle skidt m.m., som kan påvirke musens funktion. Kuglemusen er særlig følsom for skidt, da den har mekanik indeni.
Er kugle-musen beskidt, vil cursoren på skærmen flytte sig uregelmæssigt eller helt låse (typisk i én retning). Mange vil så ryste musen eller banke den ned i bordet, som for at ryste ”noget” løs. Men der er en bedre løsning. Engang imellem bør man åbne musen, tage kuglen ud og undersøge rullerne indeni. Hvis musen er snavset (og det kan den være!) skal den renses. Sluk for computeren, åben musen, tag kuglen ud og kik ned i musen. Brug en fnugfri klud fugtet med lidt sprit til at aftørre skidtet. Nogle gange kan det være nødvendigt først at bruge en tandstikker eller et andet instrument (IKKE af metal) til forsigtigt at skrabe det værste skidt af før man bruger spritkluden (det er bedst at få skidtet UD af musen). Kuglen aftørres også med spritkluden.
Den optiske mus er mindre følsom for støv, men musen skal dog kunne ”se” underlaget.
Den optiske mus kan være følsom overfor underlagets refleksive egenskaber. Underlaget kan være for ringe reflekterende eller for stærkt reflekterende eller være ujævnt reflekterende
For begge typer gælder, at det er meget lettere at lave fine bevægelser med en mus, med rene ”poter” d.v.s. de små puder af kunstmateriale som musen glider på.
En mus med ledning kan være svær at flytte i visse retninger, hvis ledningen sidder fastklemt under noget (ryd lidt op på bordet!). Hvis en museledning ligger ud over en bordkant, skal man bruge flere kræfter når man flytter musen og derved er nødt til at trække ledningen hen over kanten. Tag et stykke klisterbånd (af en type, der er nem at fjerne igen) sæt så ledningen fast med klisterbåndet, men sørg for at der er rigelig med ledning til musens bevægelser.
valg af mus
Der findes i dag et væld af forskellige pegeredskaber, og der kommer stadig flere til.
Når du skal vælge din mus eller andet pegeredskab gælder det først og fremmest om at finde et redskab der passer til dig og det arbejde du udfører.
Helt generelt kan det dog anbefales at pegeredskabet har tre knapper. To knapper der er henholdsvis højre og venstre klik, samt en tredje der tildeles dobbeltklik. Endelig er det en god ide at have et rullehjul til at køre frem og tilbage i teksten med.
Typen af pegeredskab
Da der er så mange forskellige typer af pegeredskaber og der stadig kommer nye til har vi ikke mulighed for at præsentere dem alle.
Musens teknologi har ændret sig i tidens løb, så man nu kan vælge mellem kugle og optiske mus, lednings og trådløse mus og desuden et hav af forskellige størrelser, faconer og designs.
En optisk mus kan være lettere at bruge end en mus med kugle, den er generelt mere præcis og kører lettere, men der kan også være slør i en optisk mus. Derudover påvirkes optiske mus ikke af skidt og slitage i samme omfang som musene med kugle gør.
Det slør man kan opleve i en optisk mus kan dels skyldes at opløsningen er for dårlig og dels at musen i større eller mindre omfang er følsom overfor underlaget. Opløsningen måles i DPI og her gælder det om at få en mus med en høj DPI aktuelt anses 1600 DPI for at være højt. En anden måde at gøre sløret mindre er at udskiftet dioden med en laser. Både diode og laser mus er udbredte i dag.
Den trådløse mus har den fordel at ledningen ikke stritter imod når man bevæger musen. Til gengæld bliver den lidt større og tungere end en traditionel mus da den skal indeholde batterier.
For nogle er det optimale en trackball. Disse fås i dag også både i mekaniske og optiske versioner. Også her er fordelen ved det optiske en større præcision og færre problemer med skidt og slitage. Man skal vælge en trackball hvor man ikke anvender tommefingre til at styre kuglen med, da tommelfingeren ikke er velegnet til mikrobevægelser.
Moustrapperen startede med at ligne en Storm P. konstruktion, hvor musen blev holdt fast ude i siden af tastaturet, og det var så muligt at betjene den ved hjælp af arme og ruller der var ført ind foran tastaturet. Fordelen var oplagt at man fik musen placeret så armene blev trukket ind foran kroppen. I dag findes der en række typer af moustrappere. Når du skal vælge en moustrapper er det vigtigt, at du tester den for slør. Et andet problem ved nogle typer af moustrappere er at de ikke er så gode når man skal bevæge pilen fra den ene til den anden side af skærmen.
Mange anbefaler at man skal holde musen så tæt på almindelig skrive stilling som muligt. Derfor er der da også nogle der enten helt har erstattet musen med en pen eller kombineret musen med en pen.
Find det redskab, der passer til dig og dit arbejde
Det grundlæggende ved valg af pege redskab er at det skal passe både til dig og dit arbejde.
Det mest åbenlyse er at pegeredskabet skal passe til din primære hånd. Det anbefales ikke, at skifte over i den anden hånd, når man får gener fra den ene, da man ubevidst aktiverer de samme muskelfibre i den primære hånd, som man anvender i den sekundære hånd. Der er dog forskel på i hvor høj grad man er venstre- eller højrehåndet og jo mindre udtalt jo mere glæde kan man have af at benytte begge hænder.
Det betyder ikke at pegeredskaber der er dedikerede til enten højre eller venstre hånd er at foretrække, blot at det kun er interessant om den passer til din primære hånd. Forskellige arbejdsopgaver stiller forskellige krav til pegeredskabet, hvorfor du kan have glæde af at bruge forskellige redskaber til forskellige opgave.
Har du en lille hånd skal du sikre dig kunne nå alle knapper og hjul uden at det virker akavet.
Da pegeredskabet både skal kunne bringe pilen/pointeren hurtigt på tværs af skærmen og være let at ramme præcist med, stilles der relativt store krav til finmotorikken.
For at finde det (de) rigtige redskab(er) til dig, er det nødvendigt at du prøver dig lidt frem. Man kan selvfølgelig starte med at prøve nogle forskellige hos sine kolleger eller i en butik, men en række af redskaberne kræver lidt tilvænning og PROSA anbefaler derfor at man på virksomheden opbygger et udvalg af forskellige pegeredskaber som man kan prøve i en lidt længere periode inden man beslutter sig for hvilket det skal være.










